Seperate sider

tirsdag den 25. oktober 2016

Bad Afro tyve år. Mod Strømmen får besøg af Lars Krogh


”I 1996 var ambitionen indenfor det næste tiår at udgive halvtreds vinylsingler med beskidt rock'n'roll fra Norden. I dag ti år efter er det blevet til op mod 100 udgivelser.”

Således indledte jeg et indlæg om Bad Afros ti års jubilæum her på bloggen, tilbage i november 2006. Jeg har ikke tal på, hvor mange plader selskabet har udgivet siden. Ved fejringen af tiåret, der løb over to dage, dels i Stengade 30, dels på Loppen, spillede Baby Woodrose, Columbian Neckties og The Seventh Son, den første aften. Anden dagen bød på The Flaming Sideburns, Slideshaker, On Trial og The Defectors.

Tyveårsdagen gør Bad Afro også stads ud af. Det sker på Loppen, lørdag d. 5. november. Det er faktisk lykkedes at samle dét Baby Woodrose, som optrådte i 2006. Det vil sige Uffe Lorenzen (guitar/vokal), Anders Skjødt (bas) og Anders Grøn (trommer), der på scenen får følgeskab af Mads Saaby (guitar). Samme hold drager senere i november på Tysklands tour.

Nu overlader jeg ordet til Thomas Løppenthin, der har skrevet dét, man med lidt god vilje, kan kalde en festtale i anledning af jubilæet:

”Lørdag den 5. november sætter Bad Afro Records strøm og lyd på fejringen af pladeselskabets 20-års fødselsdag. Det sker på hæderkronede københavnske Loppen, hvor de tre højaktuelle Bad Afro-artister Baby Woodrose, Telstar Sound Drone og Narcosatanicos spiller op til fødselsdagsfest. Alle billetter til koncerten er revet væk, og Bad Afro-fans fra lande som USA, England, Frankrig, Tyskland og Norge har meldt deres ankomst.

At Bad Afro Records runder dette imponerende hjørne er ikke blot en bedrift i en tid, hvor den kommercielle musikindustri siges at være tvunget i knæ, men også fordi selskabet siden dag ét har været drevet af én mands brændende ønske om at pushe, som sloganet for selskabet går, "Scandinavian Rock To The Man". Med ildsjælen Lars Krogh ved roret lagde Bad Afro hårdt ud med at introducere 90'ernes skandinaviske garageboom til et intetanende dansk publikum. Direktør Krogh var på evigt togt gennem Norden, hvilket førte til, at selskabet i de første leveår udgav en imponerende række plader med toneangivende navne indenfor genren, såsom Turbonegro og The Hellacopters.

Men Bad Afro gravede også meget dybere, og ikke mindst den på disse breddegrader så ukendte finske garagerock, med flagskibet The Flaming Sideburns som absolutte hovedmænd, fik maksimal tid i rampelyset hos selskabet, som først senere kastede sig over danske artister som The Burnouts og Baby Woodrose. Da sidstnævnte blev en dansk overnight sensation, sendte dette Bad Afro ind i en helt anden liga, og selskabets klassiske logo med den cool, jointrygende dude gik fra undergrundsfænomen til at være en t-shirt topsællert.

Bad Afro forudså det boom af garagerock, som i de kommende år ramte verden med bands som The White Stripes og The Black Keys. Og da svenske The Hives brød internationalt igennem i starten af 2000 var Lars Krogh til møde i England med Alan McGee (fra pladeselskabet Creation Records) med henblik på at få signet The Flaming Sideburns til hans selskab Poptones. Dette skete imidlertid ikke, men det rokkede ikke ved Bad Afros høje stjerne som formidler af garagerock af høj klasse.

De kommende år skulle dog vise, at Lars Krogh også kunstnerisk ville mere med Bad Afro. Den rendyrkede garagerock blev suppleret med mere psykedeliske og udsyrede toner. Først fra det lsd-inspirerede Dragontears i 2007, som varslede den internationale psych-bølge med navne som The Black Angels og Wooden Shjips. Krogh havde atter ramt tidsånden lige i plet. Og det var derfor oplagt, at da danske Spids Nøgenhat i 2013, efter 12 års tavshed, skulle gøre comeback på pladefronten med 'Kommer Med Fred', var det med Bad Afro i ryggen som pladeselskab. Spids Nøgenhats uforudsigelige popularitet sikrede bandet og Bad Afro en plads i de danske historiebøger.

At Bad Afro både har formået at holde på sine bedste artister, men også er gået efter at forny sig, og fortsat udfordre sig selv og lytterne, tegnes flot op ved fødselsdagsfesten i november. Baby Woodrose, som har været i stald hos Bad Afro siden 2002, gik i sidste måned direkte ind på førstepladsen på den officielle hitliste over solgte vinylplader i Danmark med deres flotte comeback 'Freedom'. Og nytilkommerne i det Aarhusianske noise-rock ensemble Narcosatanicos markerer endnu et evolutionsskridt for det garvede selskab. I næste måned udgiver Bad Afro sekstettens nye album 'Body Cults', en plade som sagtens kan stå som den mest brutale og uforsonlige i selskabets historie. Stadig ingen leflen for mainstream hér.

Så tak for turen og stort tillykke til Bad Afro Records med de første 20 år. At nysgerrigheden og formidlertrangen hos selskabet stadig er intakt, kan man kun fryde sig over. Som fan af dette pragtfulde foretagende er kun tilbage brændende at ønske sig, at Bad Afro tager 20 år mere. Mindst! Hvor kan det dog ikke føre os hen?”

Stil ind nu på torsdag, d. 27. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar