’Being There’. Tyve år i dag

”Rygtet var løbet i forvejen, men måske ikke hurtigt nok, da undertegnede, en kold tirsdag aften i december 1996, mødte op på Loppen på Christiania, for at høre Wilco. Efter, at Uncle Tupelo var gået i opløsning var Jay Farrar fortsat i Son Volt, der hurtig viste sig at slå ind på en traditionel countryvej, mens Jeff Tweedy på debutpladen med Wilco, ’AM’, fra 1994, lænede sig op ad en form for countryrock, der var funderet i hans tidligere arbejde.

Et par måneder før Wilco besøgte København hin decemberaften, havde det udgivet det ambitiøse dobbeltalbum ’Being There’, som man i dag må betegne som gruppens store spring fremad. Mange af de idéer og de uventede omveje i psychedelia, power pop og soul, som ’Being There’ flyder over med, kan vi i dag takke multiinstrumentalisten Jay Bennett for. Der var allerhøjest 30 mennesker til stede på Loppen, da Wilco gik på scenen. Det lod dog ikke til at ryste bandet, der gav en fortrinlig koncert, hvor det meste af materialet kom fra ’Being There’”

Ovenstående indgik i de mindeord, jeg skrev om Jay Bennett (1963-2009), der var med til at forme lyden på Wilcos mesterværk, ’Being There’, der udkom, d. 29. oktober 1996.

’Red-Eyed And Blue’:

Stereogum lovpriser også albummet i dagens anledning:

“Right from the start it’s clear this will be no regular alt-country album. “Misunderstood,” the first of many epic Wilco album openers, finds Tweedy converting his Paul Westerberg worship into something larger than life. Six-and-a-half minutes of lurching noise and strung-out balladry about an underachiever skulking around his hometown culminates in a thunderous kiss-off that remains the highlight of many Wilco concerts to this day: “I’d like to thank you all for nothing! I’d like to thank you all for nothing at all! I’d like to thank you all for nothing! Nothing! Nothing! Nothing!” It’s the sound of triumphantly disavowing your past, and it accomplishes its bridge-burning objective in rapturous fashion.”