Af Andreas Bengtsen, guitarist i De Underjordiske, der giver koncert i
Pumpehuset i aften sammen med Collider, samt Nils Gröndahl & Mads Gräd.
Lorenzo Woodrose er aftenens dj.
Albums:
David Bowie: 'Blackstar'
Han tog rent ud sagt røven på
overtegnede. Et unikt blend mellem groovy bas, dystopiske synths og fantastisk
lyrik. Sidste nummer ’I Cant Give Everything Away’ er lyden af mand, der ikke
er på vej fra Station to Station, men
står ved endestationen. Smuk afsked og hvilken måde at forlade jordkloden på.
Han tog røven på os endnu engang. For sidste gang.
Leonard Cohen: 'You
Want It Darker'
Jeg har aldrig dyrket Leonard
Cohen særlig meget. Dette album ramte mig i efteråret. Det ramte et sted, hvor
folk i forvejen var lettere deprimeret over Trump og den skræmmende fremtid der
lå forude. Nummeret ’You Want It Darker’ vil jeg nok altid huske for lige
præcis den følelse af afmagt og frustration. Fantastisk album.
Unhappybirthday: 'Schauer'
Jeg så dette tyske band i
København for et års tid siden. Fans af reverb indsmurte guitarer, langsomme
trommer, sørgmodig tysk vokal, instrumentale Lebanon Hanover-referencer, The
Cure-referencer, og alt muligt andet godt, vil digge det her!
Narcosatanicos: 'Body Cults'
Jeg har altid været fascineret af
dette band. Jeg vil ikke sige jeg er 100% på bølgelængde med stil og musik. Jeg
har oplevet stærke koncerter, hvor de fik mig til at føle en kæmpe eufori, men
også følelsen af at være i en ækel drøm. Men jeg havde ikke lyst til at vågne.
Det er mega-inspirerende! På dette album er produktionen virkelig gennemført.
Man kan høre de små detaljer i blæserne, støjen og de tæskende trommer. Unikt
band.
Tonstartssbandht: 'God Speed,
Mans' EP
Brødrene Andy og Edwin White
kommer fra insisterende lo-fi smadderindspilninger. Der bliver dubbet og dubbet
flere smadrerguitarer ind i en forvejen alt for overfyldt væg af lyd. Sådan
noget elsker jeg. Kompositionerne er lettere poppede nogle gange, men det
glemmer man i lydens kaos. På denne EP kommer vokalerne længere frem,
hillbilly-guitarene er mere rene, og kompositionerne er udfordrende. Et
utroligt spændende lydunivers!
Koncerter:
Kold Front: Drone, d. 28. maj
Dette band fik følelserne frem i
mig. Deres smukke blend mellem 80’ernes Neue Deutsche Welle og minimalistisk
coldwave akkompagneret med Stine Marie Svendens smukke dansksprogede vokal, gør
dem virkelig til et unikt band i den københavnske undergrund.
The Wands: Huset, d. 10.
december
Det var ikke 13th Floor Elevators
og Baby Woodrose, der åbnede psych-døren for mig for alvor. Det var The Wands.
For flere år tilbage hørte jeg basgangen til 'The Door' og jeg var fuldstændig
solgt. Jeg flyttede til København og ville lave psychmusik pga. den basgang. Udover,
at The Wands er som brødre for mig, var de også det band, der tændte ilden for
den neopsykedeliske renæssance i København. De spillede deres sidste koncert d.
10. december 2016! Og hvilken én! Der blev crowdsurfet, grint, grædt og krammet.
Fantastisk afsked. Tak for musikken, drenge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar