Seperate sider

søndag den 21. maj 2017

Dirty realism eller på godt dansk…


…beskidt realisme, er vist den gernebetegnelse som Jonas T. Bengtsson selv foretrækker om sin nye roman, ’SUS’. Desværre kunne jeg ikke rigtigt komme ud af døren i torsdags, da der var reception for bogen i Husets Teater på Halmtorvet. Det medførte, at jeg ikke fik hørt skuespilleren Jens Albinus læse op fra bogen. Med en snas fantasi, kan man selv prøve at forestille sig Albinus stemmeføring, i dette stykke fra ’SUS’, der faktisk svarer til, hvor jeg satte bogmærket ind i bogen, da jeg lagde mig til at sove i går aftes:

”Røde mursten, tre fløje, en stor græsplæne med gule pletter.
   Det her er Sus’ gamle skole. Sådan tænker hun i hvert fald på den, også selvom hun ikke har været her så meget. De første par år selvfølgelig, før hun rigtig blev stemplet som vanskelig, dengang det værste hun kunne gøre var at pisse i bukserne eller smadre en rude. Og senere når et nyt sted i Jylland havde opgivet hende, eller hendes forældre havde brug for børnepengene og fik hende sendt hjem.
   Sus går ind ad hovedindgangen. Det er lige før dagens første frikvarter, ingen har lyst til at købe hash når de lige er vågnet, men her lidt i ti burde der være en mulighed for at sælge et par gram. Hun har overvejet hvad hun skal svare hvis der er en lærer der spørger hvad hun laver på skolens område, men egentlig ved hun godt at det er ret usandsynligt, det er en stor skole, og ingen lagde mærke til da hun gik her, kun når hun ødelagde noget, så hoverfor skulle de begynde nu.
   Sus har en slidt rygsæk på ryggen, med en telefonbog for at fylde den ud, jernrøret og hash.
   Hun ser efter sin bror, men ikke i mere end et splitsekund, hun ved selvfølgelig godt han ikke er her, at han ikke har været her længe, at hun ikke går i de små klasser og skal finde ham. Hun ved godt at han ikke har noget til hende, en Yankie Bar hugget fra den nærmeste kiosk, eller en smøg hvis hun tigger og beder og lover ikke at begynde at ryge fast. Ingen grund til at se efter ham eller vennen Danny. Det er bare hendes dumme øjne der ikke ved det, der leder, dumme fucking øjne”

Jonas T. Bengtsson læser i øvrigt op fra ’SUS’, kl. 15.00, i dag, i Thiemers Magasin, Tullinsgade 24, København V. I juni besøger han endvidere Mod Strømmen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar