RF 17 #2. Onsdag og torsdag

Engelske Vanishing Twin fik vi kun nævnt i optaktsudsendelserne til dette års Roskilde Festival (lyt her eller der). Det er ikke desto mindre et af de orkestre, jeg satser på at få hørt, når festivalpladsen åbner i dag.  Hvis ikke det lykkes at få plads i Gloria, kl. 17.30, kan jeg altid fange dem, d. 20. september, på Loppen. Selvom jeg ikke faldt pladask for ’Choose Your Own Adventure’, gruppens debutplade fra sidste år, har dens varme tilbagelænethed, de flydende og fortryllende beats og baslinjer, dog langsomt sneget sig ind på mig.  

Idles fra Bristol er det første band, jeg har sat ring om, der optræder på Pavilion i dag. Det gør de allerede, kl. 18.15. I den britiske presse bliver de kaldt punk. Jeg ved ikke. Til trods for, at det er snerrende og fyldt med adrenalin og vrede. Det samme kan man ikke sige om Alsarah & The Nubatones, der har rødder i Sudan, men i dag bor i New York. Østafrikansk pop blandet op med afrofunk og en mere udefinerbar mellemøstlig vibe. Men andre ord, en koncert som man kan tage sin kone eller kæreste med til. Uden at være nervøs for om de dødkeder sig.  Det er Avalon, kl. 19.30. 

Det familiære, mere intime samvær må vige pladsen, når Marching Church, spiller på Pavilion, kl. 20.15. Så sent som mandag aften, talte jeg, efter ML Buch på Rising-scenen, med en musiker fra et ungt københavnsk band om netop Marching Church. Han havde svært ved at fange den internationale hype. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men bandets forening af post- og bluespunk, samt kunstpop og kammermusik har taget røven på mig.

Nu begynder det at knibe. Jeg har tidligere bebudet, at min projekterede vej gennem festvalen, skal være så realistisk som overhovedet muligt. Og jeg kan ikke både høre 75 Dollar Bill og Kevin Morby på samme tid. Sidstnævnte har jeg hørt live, han kommer også tilbage til København senere på året, så valget var egentlig ganske nemt. 75 Dollar Bill er skramlet instrumental gaderock fra New York, der trækker på inspirationer fra både Afrika og Indien, tilsat et skvat Velvet Underground. Gloria, kl. 22.00

Jeg slutter dagen af på Pavilion, kl. 24.00, hvor Mâallem Hamid El Kasri Gnaoua Ensemble feat. Justin Adams går på scenen. Den konstellation er Roskilde Festival de første til at præsentere. Hvilket så også vil sige, at der endnu ikke findes lyd på dem. Via dette link kan man dog høre ensemblet øve op til sent i aften.

Nu til i morgen. Det kunne være rart at begynde dagen med Lorenzo Woodrose i Gloria, kl. 12.30. Mon ikke han spiller sange fra sin kommende dansksprogede LP?. Jeg tvivler dog på, at jeg når frem. På den anden side, det bliver nok ikke et problem at høre Lorenzo Woodrose live, når pladen kommer på gaden. Til gengæld vil jeg gøre meget for at nå Acid Arab på Apollo, kl. 14.00. Den pariske duo lader inspirationer fra især Mellemøsten, men også Nordafrika få frit løb. Kl. 16.00 har jeg en drøm at kunne slænge mig i græsset foran Orange, hvor Savage Rose skal spille. Metrologernes forudsigelser lader dog ikke til at være med det dovne publikum, så jeg må nok op at stå.

Kl. 18.15, står den på endnu et af de nye vrede og politisk engagerede band fra England (Idles var det første) på Pavilion. Shame fra det sydlige London har ikke været til at stoppe siden de spillede en showcase på Eurosonic, tidligere i år. Her ’Visa Vulture’, hvor de går i rette med Brexit.

”Den, nu 79-årige, Roskilde-aktuelle sangerinde Elza Soares, mødte natten efter Brasiliens VM-triumf i 1962, sit livs kærlighed. Han var gift og havde ti børn. Selv var hun enke med fem børn, efter hendes mand, som hun var blevet gift med som 12-årig, var død af tuberkulose nogle år tidligere. Affæren med fodboldstjernen Garrincha, der netop var blevet kåret til turneringens bedste spiller ved VM i Chile, var guf for tabloidpressen.

Garrincha var muligvis verdens bedste højre wing, til trods for, at han var født som krøbling. Han var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet, men bliver stadig betragtet som én af de fremmeste driblere i fodboldhistorien. Hun var sort natklubsangerinde og enlig mor. Pressen var ikke et sekund i tvivl om, hvem skurken var. De brasilianske journalister korsfæstede Elza Soares. Forholdet holdt dog og de blev gift ved en uofficiel ceremoni i 1966. I 1977 forlod Soares Garrincha efter, at han havde slået hende under et skænderi.

Garrincha døde af skrumpelever i 1983. Soares har vi endnu. Tak for bookingen, Roskilde.”

Ordene om Elza Soares herover er mine egne. Endnu engang. Tak for bookingen. Jeg står klar på Avalon, kl. 19.00.

Herefter ved jeg ikke, om jeg bare skal flyde med strømmen eller tage hjem? Det kan være det formodede regnvejr, tager beslutningen for mig. Svenske Viagra Boy, som jeg gerne vil høre, går først på kl. 00.30 på Pavilion. The Jesus & Mary Chain, har jeg allerede hørt en fremragende rockkoncert med i år. At de først spiller kl. 02.00 på Arena, betyder altså ikke så meget. Jeg har det lidt på samme måde med det tunesiske tranceband Ifriqiyya Électrique, der først entrer Gloria kl. 02.30, de spiller nemlig på Global til oktober.