RF 17 #3. Fredag og lørdag.

Selvom dagen i dag var den hurtigst udsolgte, hvad angår en-dagsbilletter, så er den i min idiosynkratikse optik, nok den der på papiret virker mest uinteressant. Det bar vore to optaktsudendselser allerede præg af (lyt med her eller der). Med Seun Kutis to seneste udgivelser er han for alvor trådt ud faren Fela Kutis skygge. Vejen har måske været hæmmet af at have Felas gamle orkester Egypt 80 med som backing. Anyway, der bliver gang i den på Orange, kl. 16.00, når Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (rapperen Mos Def) går på scenen. Hvis ikke det er den store ”samlende” fest, man går efter, så spiller den tidligere hjemløse elektronicamusiker Hieroglyphic Being, der bliver beskrevet som en krydsning af Chicago-house og The Sun Ra Arkestra, på Gloria en halvtime senere. Ham når jeg formentlig ikke.

Min næste to afkrydsninger overlapper også hinanden. Afenginn spiller Pavilion, kl. 18.15. Så vidt jeg har hørt, dukker de over tyve mand op, så deres bastard-etno-punk-folk-world, skal nok få ben at gå på. I disse Twin Peaks-tider er det et plus at vide, at den australske sanger og sangskriver Alex Cameron, blev opdaget af duoen Foxygen, da han spillede et job i David Lynchs parisiske klub, Silencio. I 2016 turnerede han med Mac DeMarco, Kevin Morby og Unknown Mortal Orchestra. I dag kommer han forbi Gloria, kl. 18.30. Mon ikke jeg vælger Cameron? Afenginn, hørte jeg, trods alt, så sent som i maj.

Herefter ser det ud til, at dagen så begynder at løbe fra min planlægning. Kl. 21.30 sker der dog noget på Avalon. La Mambanegra fortrækker musikgenren break-salsa, når de beskiver sig selv. I et bredere perspektiv er de vel panamerikanske, idet gruppen blander salsa fra New York i halvfjerdserne med elementer af funk, hip-hop, samt regionale musikarter fra Jamaica og deres hjemland Columbia. Det kunne måske blive et såkaldt Roskilde-moment?

Nogle timer senere, kl. 00.30 på Gloria, kommer et andet af de såkaldte verdensorkestre, der kunne gå hen og blive eminent. BCUC er et syvmands højt band fra Soweto. De spiller en form for politisk afro-psychedelia trance med flashback til tidligere tiders sydafrikansk musik. Moon Duo, der går på Pavilion-scenen, kl. 02.15, behøver jeg ikke at høre. Dels fordi, jeg har hørt dem mange gange, dels fordi jeg synes, at deres ellers spændende udladninger er gået hen og blevet temmelig stillestående på deres to seneste udgivelser, ’Occult Architecture Vol. 1 & Vol. 2’.

Lørdag, lørdag, lørdag. Den sidste dag kan jeg passende begynde med den klassisk uddannede, indiske guitarist, Debashish Bhattacharya. Han står bag stilen hindustani slideguitar, hvor han spiller på en guitar, der er beslægtede med en lap steel guitar, men som han selv har vidreudviklet. Med sig har han Gurdain Singh Rayatt på tabla. Det er kl. 12.30 på Gloria. Fra Indien til Korea. Samme scene, kl. 16.30.  Black Strings fokus er at formidle traditionel korenansk musik i en moderne form. Men også gennem improvisation at bringe musikken helt nye steder hen. Det lyder spændende.

Jeg hører ikke den skare, der gik i ekstase, da det banebrydende shoegaze-band Slowdive blev gendannet for nogle år tilbage. Deres comback-album fra i år kan dog en hel masse, så jeg skal forbi Avalon, kl. 18.00. Der er ikke mange overlap lørdag, jeg er dog stadig tvivlrådig, skal jeg vælge Priests eller Romperayo, der henholdsvis spiller Pavilion, kl. 20.15, og Gloria, kl. 20.30. ’Nothing Feels Natural’, Priests debutplade fra i år, er en lille åbenbaring. Med et postpunket, krautrockende blend af måske noget Raincoats, jeg har også hørt Portsihead nævnt (det forstår, jeg ikke), raser gruppen mod senkapitalismen og især valget af Donald Trump. Romperayo er vanvid fra Columbia. Flere af medlemmerne har tidligere spillet Roskilde med Meridian Brothers og Ondatrópica. Det alene borger for kvalitet. Vestsahara møder fransk postpunk når Group Doueh & Cheveu går på scenen, kl. 22.15, på Pavilion. Kaos, både-og. Hvis man er det mindste i tvivl, så tag lige at lyt til deres samarbejde ’Dakhla - Sahara - Session’ fra i år.

Kl. 24.00 kæmper punktrioen Show Me The Body fra New York City og hjemlige Baby Woodrose om min opmærksomhed. Mon ikke, det bliver Show Me The Body, der vinder...