Seperate sider

onsdag den 23. august 2017

Ben Gibbards ’Bandwagonesque’


Ved nærmere eftertanke, så er det sidste album, jeg for alvor har hørt med Ben Gibbard, hovedmand i Death Cab For Cutie, samarbejdet med Jay Farrar fra Son Volt, hvor de på baggrund af en fælles kærlighed til Jack Kerouacs bog, ’Big Sur’, udgav albummet ’One Fast Move Or I'm Gone’, helt tilbage i 2009. Lyrikken var bygget op omkring Kerouacs prosatekst, der mest af alt handler om at komme sig over et nervøst sammenbrud forårsaget af sprut. Udgivelsen hørte jeg meget i en periode, men det er efterhånden lang tid siden, at jeg har sat den på. Sådan går det ofte. Siden dengang er der kommet et par Death Cab For Cutie-skiver og Gibbards egentlige solodebut ’Former Lives’ i 2012.

Jeg har lidt på fornemmelse, at det samme kan komme til at ske med Ben Gibbards nye plade, hvor han fortolker hele Teenage Fanclubs jingle-jangle, powerpop mesterværk ’Bandwagonesque’ fra 1991. Altså hører det et par gange, hvorefter det mere eller mindre mod min vilje, forsvinder i den store glemmekasse. Gibbard har flere gange nævnt Glasgow som den by, han musikalsk føler sig mest beslægtet med, næstefter hjembyen Seattle, naturligvis.

Herunder beretter Ben Gibbard om, hvorfor det netop blev ’Bandwagonesque’, han gav sig i kast med at lave og ikke Emitt Rhodes solodebut, som det ellers havde været planen.

Hele Gibbards ’Bandwagonesque’ er at finde på youtube. Her et par godbidder…





Ingen kommentarer:

Send en kommentar