Seperate sider

søndag den 18. februar 2018

Fra animositet til ekstase…


Der skete et-eller-andet i formiddags. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Men jeg tog en beslutning om at give det nye album, ’Gaz Forth’, med Gary War, endnu en chance. De første gange, jeg var pladen igennem, havde jeg besvær med Greg Daltons stemme. Produktionen var ligeledes et irritationsmoment. Jeg havde ikke rigtig noget at holde albummet op imod, da jeg intet kender til de tidligere udgivelser med Gary War, endskønt en-mands-ensemblets anden lp udkom på Sacred Bones. 

Greg Dalton var i en periode medlem af Ariel Pink's Haunted Graffiti og spiller for øjeblikket også i duoen Dalthom, sammen med Rob Thomas fra Sunburned Hand Of The Man. Han har sågar medvirket på et livealbum med Bobb Trimble, som Burger Records udsendte for nogle år tilbage. Gary War var endvidere forbi Jazzhouse i november sidste år som supportnavn for John Maus. På det tidspunkt, kendte jeg, imidlertid ikke det fjerneste til eksistensen af Greg Daltons alter ego.

At jeg skriver ekstase i overskriften er mest af alt et blikfang. Jeg gik ikke i ekstase her til formiddag, men jeg overvandt min modvilje. Jeg bemærkede nemlig en lidt uventet balance mellem den utilpassede lo-fi æstetik, musikalsk genkendelighed, såsom bubblegum, Paisley Underground og vestkyst-psychedelia, og den opløsning af netop nævnte stilarter, der gør ’Gaz Forth’ til noget særligt. Med andre ord, hvis du er til pilskæv popmusik, så er Gary War muligvis noget for dig…



Ingen kommentarer:

Send en kommentar