Seperate sider

tirsdag den 28. august 2018

Dune Messiah i Mod Strømmen


”Men sat op mod de andre indtryk bliver helhedsbilledet en smule rodet. Enkeltelementerne ligger for tæt op ad forbillederne…”. Siden Passive/Aggressive, mente ikke, at Dune Messiah alias sangskriveren Magnus Westergaard, var stringent nok i de musikalske valg, der blev taget på debutalbummet ’The Iron Oak’, der blev udsendt i det tidlige forår 2017. I anmeldelsen blev der draget paralleller til 16 Horsepower, Nick Cave, Leonard Cohen, Marissa Nadler, ja selv D.A.D. kom i spil. Og det var ligesom for meget for kritikeren. Han ønskede en mere klar musikalsk linje. Uden alt for mange svinkeærinder eller afstikkere undervejs. På det punkt, er jeg bunduenig. Jeg holder meget af eskapader, især når de passer ind, som jeg mener, de gør på ’The Iron Oak’. Ikke mere om det.

Jeg har flere gange overvejet at invitere Dune Messiah forbi radiostudiet. Der skulle dog et personligt møde til, før vi fik det sat i stand. Som det fremgår af ovenstående, sætter jeg pris på Magnus Westergaards angrebsvinkel på det, jeg bedst kan betegne som den dystre og sortrandede ende af folk- og americanaskalaen. Sange, der indrammer eksistensen og alle dens faldgruber. Ugengældt kærlighed og tab, forspildte muligheder und so weiter.

Siden udgivelsen af ’The Iron Oak’, har gruppen været på Europa-tour som opvarmning for bl.a. King Dude, Drab Majesty og Of The Wand And The Moon. I øjeblikket er de ved at lægge sidste hånd på mixet af en ny udgivelse, som Magnus Vestergaard tager en smagsprøve med fra nu på torsdag.

Her ’The Iron Oak’:


Stil ind, nu på torsdag, d. 30. august, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar