“The more I hear the new album — at least fifty times since early July — the more I feel that it’s one of the finest records Dylan has ever made”

“It takes only one listening to realize that Slow Train Coming (Columbia Records) is the best album Bob Dylan has made since The Basement Tapes (recorded with the Band in 1967 but not released until 1975). The more I hear the new album — at least fifty times since early July — the more I feel that it’s one of the finest records Dylan has ever made. In time, it is possible that it might even be considered his greatest.”

Jann S. Wenner, musikmagsinet Rolling Stone, d. 20 september, 1979.

For et par dage siden rundede ’Slow Train Coming’ 39 år. Det er den første Dylan-plade, jeg kan huske, at jeg viste en vis interesse for, da den udkom. Jeg kendte selvfølgelig sange som ’Mr. Tambourine Man’ og ’Blowing In The Wind’, og som jeg husker det, var jeg tidligere på året blevet præsenteret for livealbummet, ’Bob Dylan At Budokan’, af et par ældre kusiner.

’Slow Train Coming’ er den første i Dylans gospel-triologi. I årene efter kom ’Saved’ og ’Shot Of Love'. Den modtog generelt god kritik og solgte de første år mere end 'Blonde On Blonde' og 'Blood On The Tracks', havde gjort i deres første leveår. Det står ikke helt klart for mig, om jeg læste anmeldelser dengang. Pladen var hængt frem som lokkemad i vinduerne i pladeforretningerne, og alt hvad der hang dér, var pr. definition indenfor mit interessefelt. Jeg vil tro, at jeg hørte albummet første gang stående oppe ved butiksskranken med høretelefoner på og måtte bede én af de ansatte om at flytte pickuppen, når jeg ville frem til næste sang. Det var først senere, at B&O - jeg mener, det var B&O - lavede en grammofon, som kunderne selv kunne betjene.

Hvor kom jeg fra? Jo, anmeldelser. Jeg kan ikke erindre at have læst kritikken af ’Slow Train Coming’. Men af en eller anden årsag, husker jeg, virakken om Dylans kristne budskab og den fremmedgørelse som viede og vrede fans følte, fordi de mente, han var krøbet til korset. I og med, at albummet solgte til platin i USA, er Keith Richards også citeret for at have kaldt Dylan en ”prophet of profit”. Det ragede mig en disse. Og det gør dét, for den sags skyld, stadigvæk. Jeg er vild med ’Slow Train Coming’!