Seperate sider

lørdag den 8. september 2018

I en verden af larm. Den evige kærlighed


Som københavner har man ikke kunne undgå at bemærke, at Golden Days-festivalen er lige om hjørnet. De seneste dage har der vistnok været arrangementer enkelte steder, men den officielle åbning er i eftermiddag. Årets overordnede emne er ’Historiens B-sider’, og dét må man sige, at de store kulturinstitutioner og mindre medarrangører har grebet vidt forskelligt an. Alt efter om det er Skuespilhuset, der lægger det dyre gulv til eller om det er Café Oasen i Vanløse.

Jeg kender adskillige, der bidrager til Golden Days. Det sker eksempelvis med foredrag. B-side temaet kridter jo i den grad banen op til, at det skal handle om musik. Fælles for dem, jeg kender, er, at de alle har en skæv interesse for og stor kærlighed til vinyl og perioder i musikhistorien, der ikke passer ind i den etablerede og kommercielle ensrettethed. Med andre ord, har de ikke en chance i vores støjende samtid af mainstreamkultur og petitesse, der udspiller sig i snart sagt alle kulturmedier af en vis størrelse i dag.

Det er folk, der bliver ved med at være nysgerrige, de bliver ved med at sætte ting op, lave arrangementer, udgive plader og bøger, der højest interesserer dem selv og et par stykker til. Altså hele den hér underskov af ildsjæle med en anden dagsorden end den gængs herskende. Dem letter jeg gerne på hatten for.  

Og jeg håber, at det netop er den underskov Golden Days har givet en mulighed for at applaudere. Selvom jeg har en fornemmelse af, at de fleste af dem, jeg kender af den slags mennesker, formentlig har det fint med bare at forblive i underskoven, så man undgår det rotteræs, jeg har forsøgt at skitsere ovenfor.

Og hvor jeg så hen med det? Jo, jeg vil gerne anbefale et arrangement på mandag (og endnu et, men det bliver først senere). Men lad mig begynde med i overmorgen, det vil sige d. 10. september, hvor Mod Strømmes egen Thomas Løppenthin holder et foredrag med titlen ’B-sider - pladesamlere og den evige kærlighed’ i Kulturstationen Vanløse/Café Oasen. Der er fri entré og det begynder kl. 20.00.

Thomas Løppenthin har ofte råbt om, at The Slits' 'Heard It Through The Grapevine' er verdens bedste b-side, så den får I lige her:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar