Islands Brygge II. Hovedretten. Om jeg så må sige?

Årets sidste Klub Soja.

Her Hauge Marples skildring af Peter Bonneman fra Spot Festival 2018. I aften er det blot tredje gang, at Bonnemans mere rockede solomateriale bliver præsenteret live. Konstellationen er den samme som beskrevet herunder.

”... vi bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!” og det vil vi fandme gerne! Og så får jeg endeligt det skud rock’n’roll, jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste garagerocker P.J. Bonneman, flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk, jeg husker den fra søndagsskolen back in the day, men fuck hvor det her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham. Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum - lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J. Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick out the jams, motherfucker!”