Dirtmusic i forenklet form.

At Dirtmusic har mere end ti år på bagen overraskede mig, da jeg for et par uger siden, begyndte at lytte tilbage på deres oeuvre. Det var først med ’Troubles’-pladen fra 2013, at bandet fangede min opmærksomhed. På det tidspunkt havde de allerede udgivet ’Dirtmusic’ i 2007 og ’BKO’ i 2010.

Chris Eckman (The Walkabouts, Chris & Carla, Willard Grant Conspiracy mv.), Chris Brokaw (Come, Codeine mv.) og Hugo Race (oprindeligt medlem af The Bad Seeds, True Spirit mv.) fandt sammen i 2006 for at dyrke en fælles interesse for urban blues. En term, der - det siger nærmest sig selv - er opfundet som en modsætning til den mere jordnære country blues. Debutalbummet, der blev indspillet i Ljubljana, Slovenien, Chis Ekmans hjemby, kom af uransagelige årsager i hænderne på arrangørerne af den årlige ørkenfestival i oasebyen Essakane i det nordlige Mali, ca. tres kilometer nord for Timbuktu.

For at gøre en lang historie kort, var det en åbenbaring for Chris Ekman. Han havde længe været begejstret for klangen, melodikken og rytmestrukturen i afrikansk musik, men mødet med ørkenblues slog alligevel benene væk under ham: “I spent those three days very much in a dream state. The music, the sounds, the sights...it was just something absolutely overwhelming.”

I naboteltet boede det unge Tuareg-orkester Tamikrest. som Dirtmusic integrerede så godt med, at de blev backingband, da trioen et år senere vendte tilbage til Mali, for at indspille ’BKO’. Allerede under ørkenfestivalen havde de haft et længere jam over The Velvet Undergrounds, ’All Tomorrow's Parties’. Et nummer, Tamikrest ikke kendte i forvejen, men da Brokaw slog de første akkorder an, havde de som det mest naturlige i verden bare spillet med:

Op mod indspilningen af ’Troubles’, forlod Chris Brokaw bandet. Race og Ekman hensigt var at optage pladen helt fra bunden af i Bamako. De medbragte kun et par notesbøger med udkast til tekster. Der skulle ikke være lang vej fra tanke til handling. Ingen forudbestemte strategier. Dog havde de hyret en række gæstevokalister, samt rytmegrupperne fra Ben Zabo og Samba Toure som akkompagnement. At udgivelsen fik titlen ’Troubles’, skal man se i skyggen af de ulykkelig omstændigheder, som Mali befandt sig i, med et radikalt islamistisk oprør i nord og militærkup I Bamako. Hvilket albummet afspejler med sange, der omhandler krig og fred, kærlighed, tvivl og andre af de følelser, der følger med, når et ellers - efter afrikanske forhold - stabilt samfund, begynder at krakelere.

Selvom ‘Lion City’ fra 2014, stammer fra de samme sessions i Bamako som ’Troubles’, er udtrykket ikke desto mindre et andet. Det er somom, at Dirtmusic har givet sig bedre tid. Materialet er langsommere, mere atmosfærisk om man vil. Guitarerne fylder ikke så meget, hvilket har givet plads til et mere flydende og sløret rum. Musikken virker mørkere og mere intim. Måske bedst eksemplificeret med sangen ‘Clouds Are Cover’:

Med ’Bu Bir Ruyas’ fra i år har Dirtmusic igen afsøgt nyt terræn. Murat Ertel fra Baba Zula er trådt ind på lige fod med Race og Ekman. Baba Zula blev dannet i Istanbul i midten af halvfemserne og har siden været en fornem fornyer af alternativ tyrkisk musik med hovedvægt på det psykedeliske. Det er måske ikke lige den stilart, der er mest iørefaldende på albummet, men man fornemmer dog de komplekse osmanniske rytmer undervejs. Krigen i Syrien og den flygtningekrise den udløste, løber som en ubehagelig understrøm gennem hele pladen. Sociale forhold, politik, undertrykkelse og migration er i højsædet.

Dirtmusic spiller nu på torsdag, d. 8. november, på Alice, Nørre Alle 7, 2200 Kbh. N. Dørene åbner, kl. 19.00. Koncertstart omkring, kl. 20.00. Billetpris, kr. 160, i døren.