Seperate sider

tirsdag den 27. august 2019

Efterår på Alice med bookerne Peter Hvalkof og Andreas Korsgaard Rasmussen i Mod Strømmen


I sidste uge præsenterede vi godbidder fra Musikloppens efterårsprogram. På torsdag gælder det, dét andet af mine yndlingsspillesteder i København. Sagt på en anden måde, de to spillesteder, hvor jeg hører mest livemusik. Alice behøver ikke yderligere præsentation. I de seneste seks-syv år, har radioprogrammet Mod Strømmen mindst et par gange om året, haft besøg af folk fra først Global, og siden sammensmeltningen med Jazzhouse i 2018, fra Alice, for at introducere musikprogrammet. Sådan bliver det naturligvis også op mod efterårssæsonen 2019.

Jeg har allerede indløst billet til to koncerter, der foregår indenfor den næste uges tid. På fredag, d. 30. august, skal jeg høre afrofunk med ghanesiske Rob. Det sker til den første af Alices nye klubaftener Global Dance Nights. Slovenske Širom, der kommer forbi, onsdag d. 4. september, har jeg hørt to gange før. Begge gange har deres sælsomme folkemusik slået mig mere eller mindre omkuld. Sælsomme, fordi der i gængs forstand ikke er tale traditionel folkemusik, men mere er tale om en forestilling om, hvordan folkemusik kan lyde. Derudover har jeg udset mig den argentinsk-peruvianske duo, Ricarda Cometa, som er på plakaten, d. 20. september. Det skulle være no-wave med inspiration fra rituel musik fra Latinamerika, Afrika og Asien. Det intelligente, ægyptiske-palæstinensiske poporkester Lekhfa, med den i disse år allestedsnærværende Maurice Louca, pejler jeg ligeledes mod at høre. Trioen spiller d. 1. oktober. Den femte og sidste koncert, jeg vil pege på, er Cedric Burnside. Han er barnebarn af den ikoniske, rå countryblues-musiker R.L. Burnside. Cedric Burnside kommer forbi Alice, søndag d. 27. oktober.

Før omtalte shows, skal vi dog have en portion koncertanbefalinger fra Alice-bookerne. Det sker nu på torsdag, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar