Ric Ocasek (1944-2019)

"They have taken some important but disparate contemporary trends—punk minimalism, the labyrinthine synthesizer and guitar textures of art rock, the '50s rockabilly revival and the melodious terseness of power pop—and mixed them into a personal and appealing blend."

The Cars var blot et blandt mange, for ikke at sige rigtigt mange orkestre, der brød igennem i slutningen af halvfjerdserne. Det var også kun et blandt mange orkestre, jeg lyttede til i den periode. Bandet var på forkant med den lyd, der kom til at præge hitlisterne langt ind i det kommende årti. Ordene øverst oppe er den amerikanske musikjournalist Robert Palmers skudsmål af bandet. Det ”appealing blend”, han afslutter vurderingen med, er nok synonym med dét, jeg vil kalde en glat mainstream-sound. Det vil sige, den synthesizer-orienterede og dansevenlige del af new wave, der senere blev katalogiseret som synthpop.

Her til morgen, læste jeg, at forsanger, rytmeguitarist og sangskriver, Ric Ocasek, var død. 75 år gammel. Bagefter var jeg en smule flov over, at dét, der i første omgang fangede min opmærksomhed var Ocaseks alder. Den passede slet ikke ind i det billede, jeg har af musikere, der tilhørte bølgen af nye bands i de år, så at sige. Han var kort sagt et stykke oppe i trediverne, da bandet indtog hitlisterne. På den anden side, det samme var Debbie Harry, da Blondie var allermest hotte.

Det krævede da heller ikke megen research, før jeg fandt ud af, at man skulle tilbage til midten af tresserne for finde Ocasek første musikalske aspirationer. Her begyndte Ric Ocasek og den kommende The Cars-bassist, Benjamin Orr, at spille sammen i forskellige orkestre i Columbus og Ann Arbor i Michigan. I begyndelsen af halvfjerdserne flyttede de til Boston, hvor de sammen med endnu et fremtidigt medlem af The Cars, keyboardmanden Greg Hawkes, spillede i et Crosby, Stills og Nash-lignende folkrock-outfit ved navn Milkwood. Bandet udgav uden nævneværdig succes pladen, ’How's The Weather’, i 1973. I årene efter kaldte de sig Richard And The Rabbits og Cap'n Swing, før de i slutningen af 1976 blev til The Cars. Et navn, den nye trommeslager David Robinson, der havde været med i The Modern Lovers, var kommet op med. På det tidpunkt var guitaristen Elliot Easton ligeledes trådt ind i The Cars.

Jeg har været inde på, at The Cars blot var et af mange nye bands, jeg lyttede til dengang. Mit kendskab til bandet strækker sig med undtagelser kun til de to første lp’er, nemlig ’The Cars’ fra 1978 og ’Candy-O’ fra året efter, der begge kom på Elektra Records. Jeg kender også flere af de singlehits gruppen fik op gennem firserne. Men for mig, er det, de to første plader, der rager op. Jeg vil ikke påstå, at jeg kender ovennævnte lp’er til hudløshed, som jeg gør med andre udgivelser fra tiden, men sange som ’My Best Friend's Girl’, ’Just What I Needed’, ’Good Times Roll’, ’Let's Go’ og ’It's All I Can Do’, tror jeg stadigvæk, at jeg kan identificere i søvne.

Det er nu ikke nogen af dem, jeg vil hive frem i dag. Vi skal til året 1984, hvor Andy Warhol instruerede musikvideoen til ’Hello Again’. Den fjerde single fra albummet ’Heartbeat City’, der også indeholder The Cars velnok største hit ’Drive’. Et nummer, som dansk-australske Palace Winter en passant lavede et glimrende cover af sidste år. Men tilbage til ’Hello Again’, hvor Warhol tilmed har tildelt sig selv en rolle som bartender: