Spillestedet Stengade. Forår 2020. Playliste 27. februar 2020

1. Box & The Twins - The First Dream (2019) (29. februar)

2. Stonefield - Sleep (2019) (5. marts)

3. Truckfighters - Desert Cruiser (2005) (12. marts)

4. Buzz Kull - Into The Void (2017) (14. marts)

5. King Dude - Jesus In The Courtyard (2012) (17. marts)

6. Tempers - Capital Pains (2019) (26. marts)

7. Tue Track - Two Park (2005) (27. marts)

8. Monkey3 - Birth Of Venus (2013) (3. april)

9. Dusin - Ilden Leger Med Os (2020) (11. april)

10. Misþyrming - Söngue Hefter (2015) (12. april)

11. Darkher - Moths (2016) (16. april)

12. The Devil And The Universe - Kali´s Tongue (2019) (14.-15. august)

13. Khemmis - Isolation (2018) (25. april)

14. Jambinai - In The Woods (2019) (27. maj)

15. Anna Von Hauswolff (BADA) - The Mysterious Vanishing Of Electra (2017) (26. april)

16. Bexey - Hot Steppa (2019) (2. maj)

“Like Big Star the Parade understand their guitars and how to use both electric 6 and 12 string guitars…”

“The Rain Parade are Will Glenn (keyboards/tambourine), David Roback (gtr/vocals/ tambourine), Matthew Piucci (gtr/vocals/sitar), Steven Roback (bass/vocals) and Eddie Kalwa (drums/percussion) who’s recently replaced Michael Murphy. Last year they released a debut single on their own Llama record label: “(look what) She´s done to your mind” / “Kaleidoscope”, anigh-perfect masterpiece to theses ears. The A-side succeeds in the same way that a song like “September girls” succeeds. Like Big Star the Parade understand their guitars and how to use both electric 6 and 12 string guitars - they take the L.A.  folk rock beat from 1965 and make it wholly their own. They also have a far better grasp mixing electric and acoustic guitars than any of the current glut of the UK folk poppers such as Aztec Camera and the Bluebells. Their songs come alive because they understand the dynamic of melody whilst Aztec Camera and co. remain introverted and brittle, almost boring…Flip the Llama 45 over for “Kaleidoscope” which is exactly as the title suggest, a shifting web of dreamy guitar/sitar/and keyboard motifs. I’m loathe to use that much maligned word but this really is one of the most natural, fresh sounding psychedelic to have been written in at least 15 years. Whereas you feel that sometimes the Soft Boys are straining contriving their sound a little (eg. Hitchcock’s ”Acid Bird”), this feels just right, even down the tension within the song: feedback guitar pilling against their gentle swirling synthesizer”

Omkring midnat, jeg så dét først i morges, kom en meddelelse om, at David Roback fra The Rain Parade, Rainy Days, Opal, Mazzy Star mv., var død. Kun 61 år gammel. Af alle Robacks musikprojekter, så er The Rain Parade klart det band, jeg har hørt mest. Til trods for, at Roback kun var med i gruppen i få år og forlod den efter den forrygende debutplade, ’Emergency Third Rail Power Trip’, fra 1983. Anmeldelsen herover gælder dog debutsinglen ’What She's Done to Your Mind’ b/w ’Kaleidoscope’ fra 1982. Den er nuppet fra det engelske fanzine Bucketfull Of Brains (#6 fra 1983). Bladet viste meget tidligt interesse for Paisley Underground-scenen og forblev trofast med at anmelde de forskellige bands i årene frem.

Her singleversionen af ’What She's Done To Your Mind’. Sangen blev senere genindspillet til debut-lp’en:

Spillestedet Stengade i de kommende måneder i Mod Strømmen

Når jeg løber henover, hvilke koncerter de københavnske spillesteder, har at byde på, har jeg normalvis en følelse af at være rimelig velorienteret. Jeg har en viden, somme vil nok kalde den overfladisk, men dog en-eller-anden form for kendskab til adskillige af de orkestre, der spiller. Stengades forårsprogram kniber det dog med. Jeg er ikke helt på bar bund. Dune Messiah, Rocky Top, King Dude, Redd Kross, Then Comes Silence, Tristan T og De Må Være Belgiere, kender jeg. Men hvem pokker er Box And The Twins, Nervosa, Stonefield, Truckfighters, Paluch, Fvnerals, Misþyrming, Tankcsapda, Spaceslug med mange flere?

Dét får jeg formentlig svar på nu på torsdag, d. 27. februar, når Mod Strømmen får besøg af et par bookere fra Stengade 30. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream eller TuneIn.

Løfterig debutkoncert med Men and Health mv.

Under præsentationen af gæsterne i radioprogrammet Julestue 2019, spurgte jeg, bassist/sanger Peter Larsen fra 0%, Monoliths og No Nose om, hvordan hans år var forløbet: ”Vi har lige indspillet en ny plade med Monoliths. Og så har jeg spillet en del med mit tredje band No Nose, som jeg har lagt rigtig meget energi i. Jeg har faktisk også startet et nyt band sammen med to fyre fra Spanien, som hedder Men and Health. Det vil I sikkert komme til at høre mere til i det nye år. Vi har lige indspillet fjorten sange”, lød svaret.

Elleve af de fjorten sange blev udsendt på ep’erne ’Jesus In A Pocket’ og ’ Devil In A Suitcase’ i slutningen af januar. I går livedebuterede Men and Health på Mayhem. Trioen beskriver sig selv som en afart af poppunk. Lad nu være med at tænke på den poppunk, der slog igennem i midten af 1990’erne og blev eksponeret på kommercielle radiostationer og MTV. Dét er slet ikke den vej, vi skal. Med to guitarer, bas og en rytmeboks er Men and Healths musik langt mere minimalistisk. Flere af deres numre er vel nærmest surf-prægede instrumentale vignetter, som fletter sig ind mellem de uimodståelige, åbne og ligefremme sange, der ofte er bygget op omkring en enkelt sanglinje. Til marts tager bandet på tour i Spanien. De har noget at glæde sig til dernede.





Birds In Flight er ikke en ukendt størrelse for læsere af denne blog. I går var det dog en amputerede størrelse, der gik på. Dels var gruppen minimeret på grund af sygdom, dels var der en stand-in trommeslager med, som ikke havde spillet med gruppen tidligere. Det gik dem dog ikke på. Selvom de altid ligner nogen, der småkeder sig på scenen, så spiller de den fedeste, svajende, melodiøse guitarrock, København har at byde på for tiden. Sættet bestod mestendels af materiale fra en nyligt indspillet ep, som bandet er på udkig efter et pladeselskab til at udgive.

Her ’Robbery Song’ fra Birds In Flight debutplade ‘Get Real Big, der kom på Mastermind Records for et par år siden:

Det tredje og næstsidste band i går aftes var No Nose. Det var første gang, jeg hørte dem live, til trods for, at jeg har haft chancen adskillige gange før. Skønt, jeg holder meget af deres et par år gamle kassetteudgivelse, så vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig. I al fald ikke det greb de havde om publikum, der nærmeste sporenstregs begyndte at danse, da trioen gik på.

Albert Severin, Patrick Ringsborgs soloprojekt, gik først på efter, at jeg havde besluttet mig for at begive mig ud i vinden og vejret eller rettere sagt storm og modvind, for at køre hjem til Vesterbro på min tunge herrecykel. Min kasket blæste kun af en enkelt gang undervejs. Til gengæld havnede den i en mudret vandpyt.

No Nose sætlisten fra i går:

Slowburn. Playliste 20. februar 2020

1. Slowburn - Skær (2020)

2. Nils Økland Band - Flukt (2017)

3. Sibylle Baier - I Lost Something In The Hills (2006)

4. Slowburn - Folketro (2020)

5. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #2 (2014)

6. Bobby Previte ft. Sō Percussion & Nels Cline - Terminal 3 (2014)

7. Slowburn - Diablo (2020)

8. Iggy Pop - Sonali (2019)

9. Kapela Maliszów - Zawiśloczek (2017)

10. Joe Maneri Quartet - Vignette #2 (1999)

11. Slowburn - Bezirk (2020)

The Raincoats. 1979

Slowburn i Mod Strømmen

”Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.”

- Jazznyt om Slowburns 2020-skive, ’Folketro’.

Jeg har ikke tal på, hvor mange koncerter guitarist Lars Bech Pilgaard spiller under Vinterjazz. Men han kan trods travlhed klemme et par timer ind i Mod Strømmen. Lars Bech Pilgaards Slowburn, som bandet hed i begyndelsen, har ikke ladet høre fra sig siden albummet, ’Som Før’, fra 2016. Den spritnye plade, ’Folketro’, tager udgangspunkt i Pilgaards vestjyske ophav. Er det Ringkøbing, han kommer fra? Blæse være med det. Lars Bech Pilgaard afsøger i musikken forbindelsen mellem egen selvopfattelse og forestillingen om hjemegnen, barndomslandet og slægten. På ’Folketro’ arbejder Slowburn med indbyggede temaer, såsom den rituelle udsyngning af de døde, forholdet mellem natur og menneske og Vesterhavets altopslugende kraft. Emner, der på en-eller-anden måde, også har, om end ikke en navlestreng, så dog stærke tråde til den vestjyske folketro.

Slowburn består, udover Lars Bech Pilgaard, af svenske Thommy Andersson på bas, Lars Greve på saxofon og klarinet og Thomas Eiler på trommer, På 'Folketro' medvirker endvidere en lang række gæstemusikere.

Stil ind nu på torsdag, d. 20. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

Musikken, der skabte ‘Screamadelica’. RIP Andrew Weatherall

Her til morgen døde den engelske dj og producer Andrew Weatherall. Kun 56 år gammel. Jeg kender ham mest af alt som producer af Primal Screams gennembrudsplade 'Screamadelica’, der udkom i 1991. Han var en nøglefigur på Londons acid house-scene i anden halvdel af firserne og arbejdede også sammen med Beth Orton og My Bloody Valentine.

I 2011 lavede Weatherall en fremragende radioudsendelse til BBC6 med de sange, der inspirerede dem under tilblivelsen af 'Screamadelica’. Hør blandt andet Jhalib, A Certian Ratio, Jah Wobble, Can, Prince Far I & The Arabs, Nico, Gene Clark, Dennis Wilson, Pharoah Sanders og Suicide:

Blogindlæg 3834.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg vil hen med dette blogindlæg. Der ligger ikke et skjult budskab i tallet i overskriften. Der er heller ikke megen klikmadding i den. Clickbait bliver visse steder oversat til klikmadding, så ved I det.

Januar 2020 blev temmelig stille på koncertfronten. Jeg kom kun til en koncert, som Orhan Özgür Turan spillede på Radar i Aarhus i anledning af soloudgivelse, ’Özgür’. Turan kender de fleste nok fra grupper som Hudna, Gadjos og Ipek Yolu. Det var en fin og stemningsfuld aften med opvarmning af den vestjyske sanger og sangskriver Kasper Abild.

Februar er begyndt anderledes aktivt. I forrige weekend var jeg til Part Time Party Times 2020 på Loppen på Christiania. Her spillede aarhusianske Trader en solid københavner-debut, der om ikke udbasunerede, men dog fortalte mig, at det ikke er sidste gang, jeg hører bandet live. Tears har jeg hørt mange gange. Og denne lørdag cementerede de endnu en gang, min opfattelse af, at de er et af de fedeste rockbands, vi har herhjemme i øjeblikket. Brooch, der er et samarbejde mellem Mikkel Holm fra Yung og canadiske Ben Stidworthy fra Ought, bed ikke rigtig på mig. Men det har nok noget med at gøre, at jeg ikke kender deres to ep-udgivelser. Hvad angår Soft Walls fra Brighton i det sydlige England, der var det sidste band, som gik på scenen, ja, så, er jeg lovligt undskyldt for ikke at have en mening om dem, da jeg listede af et par numre inde i deres koncert.

Vinterjazz eller rettere sagt festivalen af samme navn, er blevet en utidig størrelse. Forstået på den måde, at i løbet af de tre uger Vinterjazz løber over, spiller der selvfølgelig en masse jazzting, men andre musikgenrer trænger sig også eftertrykkeligt på. Skotske Isobel Campbell, der optrådte på Hotel Cecil i fredags, var eksempelvis en del af Vinterjazz-programmet. Ikke et ondt ord om det. ”For hvad er jazz lige?”, som en booker, spurgte mig, for et par uger siden.

Sangerinden Nahawa Doumbia fra Wassoulou-regionen i det sydvestlige Mali, vil jeg ikke kategorisere som jazz. Ikke desto mindre, var hun blandt de kunstnere, som avisen Politiken anbefalede dets læsere at høre under Vinterjazz. Om det var derfor, at spillestedet Alice kunne melde alt udsolgt sidste tirsdag, kan jeg kun gisne om. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Nahawa Doumbia, men hendes overdådige, kraftfulde stemme tog fusen på mig. Det halvakustiske setup med indslag af sælsomme og velklingende ørkeninstrumenter foranledigede også sit.

Supporten stod den unge sanger og sangskriver Laust Moltesen for. Han har rejst rundt i Mali og Mauretanien, hvor han i en periode boede hos griot og sangerinde Noura Mint Seymali, her gik tiden med at spille guitar fra morgen til aften. Påvirkningen fra det afrikanske guitarspil kunne man tydeligt høre i Moltesens dansksprogede, skæve kompositioner. Selvom Alice har et lydhørt og videbegærlig publikum, var det ikke alle, der havde tålmodighed til Moltesens originale finurlighed. En dame i midten af tresserne, fortalte således min ven og jeg, der stod et stykke tilbage i den gamle gymnastiksal, at hun var ved at ”konstipere”. Dét ord, kendte jeg ikke, hvilket jeg gav udtryk for, hvorefter hun rettede det til ”ved at få forstoppelse”. Min ven forklarede hende derpå, at sådan var der også mange, der havde haft det med Povl Dissing, da han dukkede frem på scenen. Men den ellers fortræffelige sammenligning gik hende over hovedet, da hun tilsyneladende ikke kendte til det tidlige Dissing.

Onsdag aften befandt jeg mig igen på Alice, hvor dansk/svenske Torden Kvartetten skulle spille deres første koncert i tyve år. Eller det var i al fald med disse ord, at saxofonisten Mats Gustafsson introducerede bandet, der yderligere bestod af Per-Åke Holmlander på tuba, Peter Friis Nielsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Jeg ved ikke om det var fordi, at de lige skulle føle hinanden på tænderne efter alle disse år, at det blev en blandet oplevelse. Der var spændende momenter undervejs, men helt op at ringe kom det ikke. Mens jeg skriver dette, kan jeg se, at Informations anmelder, Louise Rosengreen, ikke er enig med mig. Hun mener tværtimod, at ”Mats Gustafsson og Torden Kvartetten blæste publikum omkuld med deres improvisationstyfon ved deres Vinterjazz-koncert på spillestedet Alice”. Eller således beskriver en billedtekst koncerten. Jeg kan desværre ikke læse hele anmeldelsen, da den gemmer sig bag en betalingsmur.  

Før Torden Kvartetten gik på, spillede den australsk/danske duo John Chantler og Johannes Lund et floorshow. Jeg kendte ikke duoen i forvejen, men deres repetitive synth- og saxofonflager skærpede min appetit på mere.

Trader. Playliste 13. februar 2020

1. Trader - Back In 5 (livesession) (2020)

2. Horse Jumper Of Love - Ugly Brunette (2016)

3. Happy Diving - Sad Planet (2014)

4. Royal Headache - Psychotic Episode (2011)

5. Weed - Might As Well (2010)

6. Big New Prince - Can't Stand The Rain (2019)

7. Graceless - Don’t Mind (Don’t Care) (2020)

8. Trader - Bleached (2019)

9. Visitor Kane - Stranger (2019)

10. Prefab Sprout - Bonny (1985)

11. American Football - Never Meant (1999)

12. The Radio Dept. - Heaven's On Fire (2010)

13. Forming - Hate My Gutz (2010)

14. Dinosaur Jr. - The Lung (1987)

15. Dexter Gordon - I Guess I'll Hang My Tears Out To Dry (1962)

16. Trader - Motion Pictures (2019)

17. Brooch - Bronken Glass (2017)

18. Hovvdy - Problem (2017)

19. The Replacements - Swingin' Party (1985)

“A love song for assholes…”

Èn gang skal være det første. Og dét kan jeg med sindsro sige, at det er i dag. Herværende blog har nemlig aldrig før fremhævet en kvindelig trompetist. Amerikanske Jaimie Branch er et helt nyt bekendtskab for mig, selvom hun har medvirket på plader, siden de tidlige nullere. Jeg kan ikke huske, hvordan Branchs sublime skive ’Fly or Die II: Bird Dogs of Paradise’, fra sidste år, kom mig for øre? Måske har jeg læst om den på en best-of-2019 liste? Nevermind. Her ’Love Song’, der lukker pladen formidabelt af:

 

Trader i Mod Strømmen

Sagt med det samme. Mod Strømmen sender ikke direkte på torsdag. Udsendelsen I skal høre er optaget sidste fredag. Dagen før, at aarhusianske Trader spillede deres københavner-debutkoncert på Loppen. Det skete ved Part Time Party Times, hvor Soft Walls, Brooch og Tears ligeledes var at finde på plakaten.

Én af de første tanker, der løb gennem hovedet på mig, da jeg hørte et nummer fra Traders debut-ep sidste efterår, var følsom støjrock. Den tanke kunne bandet godt følge mig i, selvom de selv brugte nogle andre og mere bramfrie og vovede ord om deres musik.    

Debuten har også fået flotte ord med på vejen. Undertoners anmelder Kristian Jensby, afslutter sin anmeldelse af med denne nette passus :

”Hermed fremstår Traders debut-EP som en vellykket indierock-bedrift, hvor pladens gennemsyrende lo-fi-æstetik ikke overskygger Traders evne til at skrive stærke guitar-fokuserede numre, og med en beskeden spilletid på ca. ti minutter kan Trader EP’en sagtens tåle et omgående genhør.

Stil ind nu på torsdag, d. 13. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

Orcas. Playliste 6. februar 2020

1. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)

2. The Murlocs - Space Cadet (2014)

3. Frank Zappa - Your Mouth (1972)

4. Peppermint Harris - I Got Loaded (1951)

5. Steppenwolf - Foggy Mental Breakdown (1970)

6. Black Lips - Hooker Jon (2020)

7. Night Beats - Puppet On A String (2011)

8. Orcas - Peanuts (demo)

9. Johnny "Guitar" Watson - Gettin' Drunk (1954)

10. Orcas - Jeg er ikke din far (2019)

11. Skammens Vogn - Brug for dig (2018)

12. Jomfru Ane Band - Laila's kærlighed (1978)

13. Richard Hell And The Voidoids - Love Comes In Spurts (1977)

14. Orcas - Grise Funk (live) (2019)

15. King Gizzard And The Lizard Wizard - I'm In Your Mind Fuzz (2014)

16. Gang Of Four - Damaged Goods (1978)

17. Amyl And The Sniffers - Some Mutts (Can't Be Muzzled) (2018)

18. The Animals - Cheating (1966)

19. The Fugs - Wide Wide River (1966)

20. Emile - Weight Of The World (2020)

“‘Oh man, I thought it was the Pope.”

“I was walking down the street,” says Leary, “and this little kid chased me and goes, ‘Aren’t you Paul from the Butthole Surfers?’ And he goes, ‘Hey man, I read in the [Austin] Chronicle that John Paul Jones was going to produce your record.’ And I go, ‘He was the bass player for Led Zeppelin.’ And he goes, ‘Oh man, I thought it was the Pope.’ And he, like, walked off disappointed.”

- fra et længere Spin-interview med The Butthole Surfers fra 1993. Læs hele samtalen herunder.

Orcas i Mod Strømmen

Jeg kan ikke skjule, at beatorkestret Orcas har en stor plads i mit hjerte. Dét kommer formentlig ikke som en overraskelse, hvis man har fulgt bare en smule med i Mod Strømmen. Op mod jul kom trioens anden plade, hvilket selvfølgelig bevirkede, at den druknede i højtiden. ’Fakir’, som albummet er døbt, er mixet og produceret i samarbejde med Per Buhl Acs og masteret af Peter Peter.

Jeg har ikke kunne finde anmeldelser af pladen, men for ikke at gentage mig selv, og nu gør det så alligevel, så giver Orcas mig stadig et kick. Eller som det hedder med et godt og utidssvarende dansk ord, de giver mig et sus. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt gruppen live, men set udfra mine aldeles uvidenskabelige observationer, så er jeg ikke den eneste blandt publikum, der får et heftigt dopamin-rush.

Orcas spiller iøvrigt  tre live-jobs i den nærmeste fremtid. Den 29. februar optræder de til Avernax vinterfest i Christianshavns Beboerhus, den 13. marts gælder det Freaky Friday i Råhuset, hvor Enids, Mimic Octopus, Swash og Broodl også står på plakaten, dagen efter, den 14. marts, indtager trioen Blågårds Apotek‎ med et soloshow. Velbekomme!

Stil ind i morgen, dvs. 6. februar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.

The Only Ones: Sunday Morning Nightmare

Der er dukket en The Only Ones-liveoptagelse fra 1979 op. Rygtet om, at der et-eller-andet sted befandt sig en fremragende koncertoptagelse med eminent lyd fra bandets 1979-US-tour, der har svirret gennem mange år, talte altså sandt. Koncerten foregik d. 3. oktober på Mothers Club i Chicago. Indspilningen stod radioprogrammet Sunday Morning Nightmare bag. En udsendelse, Steve Albini har omtalt som, “the "one radio program" for Chicago punk in the early 80s.”