Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg
vil hen med dette blogindlæg. Der ligger ikke et skjult budskab i tallet i
overskriften. Der er heller ikke megen klikmadding i den. Clickbait bliver
visse steder oversat til klikmadding, så ved I det.
Januar 2020 blev temmelig stille
på koncertfronten. Jeg kom kun til en koncert, som Orhan Özgür Turan spillede
på Radar i Aarhus i anledning af soloudgivelse, ’Özgür’. Turan kender de fleste
nok fra grupper som Hudna, Gadjos og Ipek Yolu. Det var en fin og stemningsfuld
aften med opvarmning af den vestjyske sanger og sangskriver Kasper Abild.
Februar er begyndt anderledes
aktivt. I forrige weekend var jeg til Part Time Party Times 2020 på Loppen på
Christiania. Her spillede aarhusianske Trader en solid københavner-debut, der om
ikke udbasunerede, men dog fortalte mig, at det ikke er sidste gang, jeg hører
bandet live. Tears har jeg hørt mange gange. Og denne lørdag cementerede de
endnu en gang, min opfattelse af, at de er et af de fedeste rockbands, vi har
herhjemme i øjeblikket. Brooch, der er et samarbejde mellem Mikkel Holm fra
Yung og canadiske Ben Stidworthy fra Ought, bed ikke rigtig på mig. Men det har
nok noget med at gøre, at jeg ikke kender deres to ep-udgivelser. Hvad angår Soft
Walls fra Brighton i det sydlige England, der var det sidste band, som gik på
scenen, ja, så, er jeg lovligt undskyldt for ikke at have en mening om dem, da
jeg listede af et par numre inde i deres koncert.
Vinterjazz eller rettere sagt
festivalen af samme navn, er blevet en utidig størrelse. Forstået på den måde,
at i løbet af de tre uger Vinterjazz løber over, spiller der selvfølgelig en
masse jazzting, men andre musikgenrer trænger sig også eftertrykkeligt på.
Skotske Isobel Campbell, der optrådte på Hotel Cecil i fredags, var eksempelvis
en del af Vinterjazz-programmet. Ikke et ondt ord om det. ”For hvad er jazz lige?”, som en booker, spurgte mig, for et par
uger siden.
Sangerinden Nahawa Doumbia fra Wassoulou-regionen
i det sydvestlige Mali, vil jeg ikke kategorisere som jazz. Ikke desto mindre,
var hun blandt de kunstnere, som avisen Politiken anbefalede dets læsere at
høre under Vinterjazz. Om det var derfor, at spillestedet Alice kunne melde alt
udsolgt sidste tirsdag, kan jeg kun gisne om. Jeg havde egentlig ikke de store
forventninger til Nahawa Doumbia, men hendes overdådige, kraftfulde stemme tog
fusen på mig. Det halvakustiske setup med indslag af sælsomme og velklingende ørkeninstrumenter
foranledigede også sit.
Supporten stod den unge sanger og
sangskriver Laust Moltesen for. Han har rejst rundt i Mali og Mauretanien, hvor
han i en periode boede hos griot og sangerinde Noura Mint Seymali, her gik
tiden med at spille guitar fra morgen til aften. Påvirkningen fra det afrikanske
guitarspil kunne man tydeligt høre i Moltesens dansksprogede, skæve
kompositioner. Selvom Alice har et lydhørt og videbegærlig publikum, var det
ikke alle, der havde tålmodighed til Moltesens originale finurlighed. En dame i midten af tresserne, fortalte
således min ven og jeg, der stod et stykke tilbage i den gamle gymnastiksal, at
hun var ved at ”konstipere”. Dét ord,
kendte jeg ikke, hvilket jeg gav udtryk for, hvorefter hun rettede det til ”ved at få forstoppelse”. Min ven
forklarede hende derpå, at sådan var der også mange, der havde haft det med
Povl Dissing, da han dukkede frem på scenen. Men den ellers fortræffelige
sammenligning gik hende over hovedet, da hun tilsyneladende ikke kendte til det
tidlige Dissing.
Onsdag aften befandt jeg mig igen
på Alice, hvor dansk/svenske Torden Kvartetten skulle spille deres første
koncert i tyve år. Eller det var i al fald med disse ord, at saxofonisten Mats
Gustafsson introducerede bandet, der yderligere bestod af Per-Åke Holmlander på
tuba, Peter Friis Nielsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Jeg ved ikke om
det var fordi, at de lige skulle føle hinanden på tænderne efter alle disse år,
at det blev en blandet oplevelse. Der var spændende momenter undervejs, men
helt op at ringe kom det ikke. Mens jeg skriver dette, kan jeg se, at
Informations anmelder, Louise Rosengreen, ikke er enig med mig. Hun mener
tværtimod, at
”Mats Gustafsson og Torden
Kvartetten blæste publikum omkuld med deres improvisationstyfon ved deres
Vinterjazz-koncert på spillestedet Alice”. Eller således beskriver en
billedtekst koncerten. Jeg kan desværre ikke læse
hele anmeldelsen, da den
gemmer sig bag en betalingsmur.
Før Torden Kvartetten gik på, spillede den australsk/danske duo John Chantler
og Johannes Lund et floorshow. Jeg kendte ikke duoen i forvejen, men deres repetitive
synth- og saxofonflager skærpede min appetit på mere.