Seperate sider

lørdag den 18. april 2020

Begynderkit til Martin Newell


- af Jan Damage Petersen

”Martin Newell er en do-it-yourself poppoet fra Essex i det sydøstlige England. Han har et hav af udgivelser bag sig. Han debuterede i midten af halvfjerdserne og laver stadigvæk plader. Og gudhjælpemig om, der ikke er en ny udgivelse lige rundt om hjørnet. Dog udgiver han ikke med samme hastighed som Robert Pollard (Guided By Voices og ca. tusind andre bands), men jeg tillader mig alligevel at drage en parallel mellem de to. Martin Newell er en excentrisk sangskriver, der insisterer på at udgive sine ting selv (for det meste), og man kan godt have på fornemmelsen, at han ikke er til stoppe, når han først er gået i gang.

Der var en ualmindelig flink læser, som roste mit indlæg om powerpop fra Bristol i sidste uge. Samtidig efterspurgte han mere i samme genre. Jeg fik vist svaret, at det ikke kom til at omhandle powerpop som sådan denne gang. Og så alligevel. Newells første band, Plod, bevægede sig nemlig i krydsfeltet mellem glam og powerpop. Ikke at dette er specielt rammende for hans karriere fremadrettet, men hvis man som jeg, ikke har noget imod glambands og ren faktisk nyder det af og til, så er Plod absolut ikke et dårligt ét af slagsen. Og Newell fik da vist, at han var en glimrende sangskriver i støbeskeen. Bandet gik i opløsning et par måneder efter deres første pladekontrakt, så de nåede aldrig at udgive noget, men der kom en plade med nogle studieindspilninger i 2010. Her ’Neo City’, som Plod optog i 1975:


Efterfølgende dannede Newell Gypp, der nåede at lave en enkelt 7", som jeg må indrømme, jeg aldrig har hørt. Singlen fik heller ikke den bedste modtagelse og Newell opløste bandet i ren frustration.

Med dannelsen af kvartetten The Stray Trolleys i 1979, begyndte man at kunne se tegningen til, hvad det var Newell ville fremover. De fleste af de sange, bandet nåede at lave er nemlig fremragende. Men heller ikke denne gang, når de at udsende noget, allerede året efter, var de gået hvert til sit. Heldigvis er deres numre blevet udgivet senere:


I 1981 dannede Newell Cleaners From Venus, som er det navn, han har udgivet under stortset siden, hvis man lige fraregner et par afstikkere. Han har haft flere samarbejdspartnere med i Cleaners From Venus, men grundlæggende er det et soloprojekt. Under navnet udgav han ti plader eller rettere kassettebånd fra 1981-1990, plus det løse. Og det er her jeres skribent kommer på arbejde, for selvom, at Newell springer rundt i alle mulige genrer, så er fællesnævneren lofi- og janglepop. Newells sangskrivertalent er enormt, og det er mig næsten umuligt at vælge et nummer frem for et andet, but here I go.

Pladeselskabet Captured Tracks, der har udgivet næsten alt Cleaners From Venus på vinyl senere, har delt 1980'erne op i tre faser. Hvilket egentlig giver god mening, i forhold til, hvordan Newell gebærdede sig musikalsk. Jeg har valgt et nummer fra hver af de tre perioder.

Fra det andet album ’Midnight Cleaners’, fra 1982, skal vi høre pop-baskeren ’Only A Shadow’:


Det første album, jeg hørte med Cleaners From Venus, var ’Under Wartime Conditions’ fra 1984. Albummet var det eneste et pladeselskab fik lov at udgive, efter sigende til Newells store fortrydelse. Min første forelskelse var nummeret ’Drowning Butterflies’. I denne periode, rejste Newell rundt i England og spillede for de pressede og strejkende minearbejdere:


Fra ’Number Thirteen’, der kom 1990, har jeg valgt ’ No Go (For Louis Macneice)’. En hyldest til den nordirske digter og hans kamp mod enhver form for totalitarisme:


I 1988-89 udgav Newell sammen med Peter Nice, to album under navnet The Brotherhood Of Lizards. Desværre stoppede kollaborationen, da Nice fik et tilbudt om at komme med i New Model Army, som han takkede ja til. The Brotherhood Of Lizards fik en del opmærksomhed, da de besluttede at tage deres cykler, da de skulle på tour i sydlige England. I min optik er dette samarbejde fuldt på højde med Cleaners og dét er heldigvis også blevet genudgivet:


I 1993 udgav Newell sin første plade under eget navn, ’The Greatest Living Englishman’. Af mange fans med rette betragtet som en milepæl i diskografien. Det er også det mest fokuserede og velproducerede album af dem alle. Måske kan det have noget at gøre med, at XTCs Andy Partridge sad bag pulten? Vi tager lige titelnummeret:


Siden da har han udgivet både under Martin Newell og Cleaners From Venus. Som nævnt, er der mange udgivelser at forholde sig til. Men nu har jeg prøvet at komme med et bud på, hvor man eventuelt kan begynde sin udforskning. Der er fantastiske ting på samtlige album, så det er bare med at komme i gang, hvis man ikke allerede er begyndt.

Lad os slutte med en spritny sang:


Tak fordi du kom så langt.

Jan Damage Petersen”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar