Jeg har endnu engang været forbi
Infomedia. Her en recension af to uundværlige plader, plus ”et kuriosum for samlere”, som anmelderen solidarisk siger om udgivelsen.
Big Star: ‘Third/Sister Lovers’, Big Star: ‘Live’,
samt Chris Bell: ‘I Am The Cosmos’.
Anmeldt under overskriften ’Alene
på den synkende skude’. Anders Rou Jensen. Politiken, 9. juni 1992. For at
undgå unødvendige misforståelser, så er der tale om Ryko cd-udgivelser.
”Som en underlig, rockhistorisk fællesreference for på den ene side
traditionsbundne, amerikanske guitarrock-enegængere som R. E. M. og The
Replacements og på denne anden hippe britiske sidelinjenavne som Primal Scream,
Teenage Fanclub og This Mortail Coil (der alle tre takkes i covernoterne på
ovennævnte udgivelser) finder man gang på gang den kuldsejlede, stærkt
kritikerombejlede Memphisgruppe Big Star og dennes dominerende skikkelse,
sangeren, guitaristen og sangskriveren Alex Chilton.
Med disse tre udgivelser - den sidste en hidtil uudgiven solo-lp med
Big Star s anden drivkraft, Chris Bell, der blev trafikdræbt i 1978 - er der nu
mulighed for at forny kendskabet til Big Stars indflydelsesrige appel og
rock-sagnomspundne karriere. Big Star s ry hviler nok især på gruppens to
første lp er, No. 1 Record (1972) og Radio City (1974), der som følge af koks
med distribution og lancering floppede kommercielt. Her var der ellers via en
kraftig og begejstret kritikeropbakning lagt op til en storstilet triumf for
gruppens helt tids-atypiske, kraftfyldte pop i en kombination af Beatles
melodiske linjeføring og en kantet, stødende eller flyvsk dynamisk
guitarfriktion. Kendetegn, der næsten er helt forsvundet på Third/Sister
Lovers. Her er Chilton nærmest alene tilbage på den synkende skude, hvor han
halvt i trods, halvt i stimulanspåvirket trance skaber en række spøgelsagtige,
skært perforerede og sortrandede sange, som alligevel både kan være cool som
hos Lou Reed, ømt klagende som hos Neil Young og depressivt skønhedssøgende som
hos Tim Buckley, Nick Drake og Mark Eitzel. Bidrag som Big Black Car, Kangaroo,
Holocaust, Nightime og Take Care er segnefærdige af bitterhed og lede, men via Chilton's
sangforedrag, hans akustiske guitar, en serie minimale, men stærkt fordrejede
lydeffekter eller underjordiske strygerarrangementer vokser de frem som mørke
musikalske blomster gennem sindets sorte huller.
Det er en musik og plade, der aldrig finder et sikkert leje, men som
haltende, falmende og krakelerende efterlader sig et spor af en vidunderlig
melodisk sans og nerve, der indefra er nedbrudt af alt for mange dårlige trips.
Sammenlignet hermed er live-pladen mere et kuriosum for samlere. Atter med
Chilton som enerådende personlighed, og atter indspillet på et tidspunkt, hvor
løbet var kørt for Big Star som håbefuld gruppe. Det er en ujævn og adspredt
musiceren, hvis højdepunkt er Chilton's solo-spot med akustisk guitar foran et
desorienteret publikum.
Mere tyngde og substans er der i Chris Bell's efterladte sangkatalog på
I Am The Cosmos, der atter viser, hvorledes han, Chilton og Big Star kunne
hente ny energi frem af Beatles' på en gang ligefremme og uefterlignelige
alkymi. Hos Bell drejet mod en mere traditionel popsangskrivning, der giver
efterklange af både Raspberries, Badfinger og tidlig Todd Rundgren.
Men hele tiden med en dunkel, nervøs undertone, der både sætter sig
igennem i de mudrede rockbidrag, de prøvende singer/songwriter-indslag og i
alle de konfliktfyldte stiløvelser, der lyder som excentrisk popmusik på et
langtfra gennemarbejdet demobånd.”