Seperate sider

tirsdag den 30. juni 2020

"… naturligvis appellerer hans musik ikke til ethvert gemyt…"


”Men naturligvis appellerer hans musik ikke til ethvert gemyt og enhver livsholdning. Eskapisten vil intet finde hos Charlie Parker, måske endog føle sig frastødt af denne i egentligste og bedste forstand realistiske kunst, som skånselsløst udtrykker det moderne menneskes usikkerhed og tvivl, dets angstfulde ensomhed. Man spiller ikke hans plader nårsomhelst; netop fordi de betyder mest, tages de sjældnest frem. Men samtidig med, at de stiller én ansigt til ansigt med én selv, bringer de den forløsning, som ligger i, at vi ikke er ene om vor ensomhed, at også andre kender angsten og tvivlen. Disse plader er først og fremmest et uafviseligt og dybt sandfærdigt tidsdokument, det er for os vigtigere end en veksel på udødelighed og på eftertidens ærbødighed.

Louis Armstrong lod i sin tid det moderne menneske genopdage den barnlige umiddelbarhed, der levede i det som uforløst mulighed, men hans musik blev også inspiration til flugten væk fra vor situation, ud i den ubekymrede og ansvarsløse leg, hvor man løser problemerne ved at lukke øjnene for dem. Det er Charlie Parkers store fortjeneste, at han har slebet en ny facet i jazzen, som spejler skyggesiden af vor moderne bevidsthed.”
  
- uddrag fra Informations mangeårige jazzanmelder Erik Wiedemanns nekrolog over den amerikanske altsaxofonist, komponist og orkesterleder, Charlie Parker. Information, 17. marts 1955. Her gengivet fra Christian Braad Thomsens og Erik Wiedemanns bog ’Jazzen i blodet’, Gyldendal 2001

Ingen kommentarer:

Send en kommentar