”En spillelærerinde ville utvivlsomt dåne…”

   ”Højst paradoksalt er det jo at se denne også i kororlig henseende store mand i funktion. Med sært ubændige bevægelser, som om han befandt sig på en glidebane, færdes han over scenen, retter med uventet pertentlighed på et forhæng og stiller sig op med ryggen til salen for at lytte til sine musikere. At han optræder iført kasket kan nok bekræfte det indtryk, at der også i kluntetheden skjuler sig en vis portion koketteri

   Men intet ville være mere fejlagtigt end at tro, at Monk som personlighed blot er koket og som musiker blot kluntet. Det viser sig så snart han sidder ved klaveret.

    En spillelærerinde ville utvivlsomt dåne ved at se disse strittende fingre, disse benspjæt og disse faretruende attentater mod klaverstolens ligevægt. Men ved hjælp af dem frembringer Monk en højt artikuleret og dybt original musik, vidunderlig energisk og levende i det rytmiske, bestandigt overrumplende i de knappe og punktuelle udvikling af disse skarpskårne motiver, som han undertiden endevender med næsten monoman interesse for deres variationsmuligheder. Videre med sans for den talende pause, diskontinuiteten og de abrupte kontrast, som han udnytter ved en så selvfølgelig autoritet. Endelig med dette faste og myndige anslag, der intet mister i langlig præcision, selv om det foretages med underarmen hen over de sorte tangenter.”

- fra Erik Wiedemanns anmeldelse af Thelonious Monks koncert i Odd-Fellow Palæets store sal, d. 17. maj 1961. Information, d. 18. maj 1961. Lånt fra bogen ’Jazzen i blodet’ af Christian Braad Thomsen og Erik Wiedemann.

Koncerten er tilmed en af de få, som Danmarks Radio har bevaret. Den blev udgivet af Storyville under titlen ’Monk in Copenhagen’ i 1996: