Seperate sider

tirsdag den 8. september 2020

Tema om Nikki Sudden i Mod Strømmen


I 1986 udpegede det tyske musikmagasin ’Spex’ Nikki Sudden, som årets mest velklædte musiker foran Nick Cave. Den kåring, vender Nikki Sudden, tilbage til et par gange i selvbiografien ’The Last Bandit. A Rock’n’Roll Life’. I det hele taget er der temmelig mange gentagelser i bogen. Men, hvad fik magasinet til vælge Sudden? Ifølge Sudden var kunsten at vælge det rette tørklæde til den rette jakke, allerhelst af velour, og så ellers på med et par Chelsea-boots. Påklædningen skal også være nogenlunde ens, privat som på scenen. Den skal ikke være et kostume, man trækker på. Det var altså opskriften, som ’Spex’ faldt for. Bladet konkurrerede i øvrigt med britiske musikmagasiner som New Musical Express og The Face om at være det mest læste i Tyskland, hvad angik punk og new wave i de år.

Men hvorom dette handler, så foreslog Matthew Moller fra Less Win, for snart lang tid siden, at vi skulle lave et program om Nikki Sudden. Ligesom han også har været inde over udsendelser om Australien og The Go-Betweens mv. Jeg greb idéen med Sudden, og spurgte, om vi ikke skulle invitere Kristian Alexander Pedersen fra The Love Coffin med, da jeg vidste, at han var fan af Sudden? Intet problem, replicerede Matthew Moller, han kendte allerede til deres fælles passion. Siden har radioens egen Jan Damage Petersen også meldt sin ankomst. Vi bliver altså fire ildsjæle (var jeg tæt på at skrive, jeg kan selvfølgelig ikke tale på alles vegne) i studiet til at nå gennem Nikki Suddens oeuvre. Fra de unge dage i Swell Maps, over de første soloplader, The Jacobites, endnu flere soloplader, alskens samarbejder og halvfærdige projekter til de sene rockalbum. Sudden døde i 2006.

Stil ind, nu på torsdag d. 10. septemer, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller et af disse link: den direkte livestream / TuneIn. Tak.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar