”Den amerikanske professor Richard Ellmanns biografi om James Joyce er
med noter medregnet på 842 sider; men skønt professoren aldrig personligt har
truffet forfatteren til ’Ulysses’ og ’Finnegans Wake’, er biografien levende,
som var det selveste James Boswell’s ’The Life Of Samuel Johnson’, man sad og
læste i. Det kommer af, at Rochard Ellmann har opsøgt alle de mennesker, der
har haft kontakt med Joyce, bare de har haft et enkelt lille møde med ham, og
det i Dublin, Paris, Triest, Zürich - - og København, hvor Joyce har opholdt
sig i tre uger i august og september 1936. De danskere, Richard Ellmann har
talt med, viser sig at være: Jørgen Budtz-Jørgensen, Mogens Boisen, J. Max, Kai
Friis Møller, fru J. Kastor Hansen, Tom Kristensen, fru. I Martin og sidst med
ikke mindst Ole Vinding. Desuden nævnes det, at Ivan Opffer har tegnet Joyce i
Paris, uden at der dog gøres opmærksom på, at Opffer i hvert fald er af dansk afstamning.
Når James Joyce, der var et sproggeni, havde opøvet sig til at et ubesværet dansk, ikke et norsk som en krap sø, sådan som de syv nordmænd, han gennem årene havde haft til at undervise sig i dansk, havde lært ham det, men blødt moduleret (med en undertone af italiensk dialekt fra Triest), sådan som danskeren J. Max (senere interior decorator i Bredgade) havde lært ham det i Paris, skyldtes det to grunde, for det første, at han beundrede Henrik Ibsen, ja satte ham højere end Shakespeare, og ville læse ham på hans eget sprog, og for det andet, at han følte sig som så inkarneret en dubliner, at det havde en ganske overvældende betydning for ham, at Dublin er grundlagt af danskerne. Nu i 1936, da han var ved at lægge sidste hånd på drømmeromanen ’Finnegans Wake’, som rummer utallige hentydninger til Dublins historie, og som er skrevet i en musikalsk, flertydig stil, sammensat af ord fra talrige sprog, (i afsnittet ’Anna Livia Plurabella’ er der således mange danske gloser), trængte han vel til at leve midt i danske klange. Desuden havde Martins Forlag henvendt sig til ham om at få ret til at oversætte ’Ulysses’ til dansk, og han ville gerne i forbindelse med det, så følgen var, at han og fru Nora Joyce rejste til København de. 18. august.
Den første, James Joyce traf i København, var ifølge Richard Ellmann mig. Jeg omtales som ”the distinguished Danish writer”, hvad jeg ikke har spor imod, men min roman ’Hærværk’ kaldes Haermerk, og det er tydeligt, at Richard Ellmann har forvekslet med den ’En Anden’. Det er dog ikke så sært. Det var de to af mine bøger, Joyce interesserede sig en smule for. De handler jo om en københavner i København, ligesom hans bøger om en dubliner (eller flere) i Dublin. Det være nu som det vil.
Derimod er det rigtigt, at jeg tilfældigvis stod inde i Boghallen i ’Politiken’s hus ved siden af en høj, mager dansktalende herre med næsten sorte briller. Denne herre, som blev ekspederet af Harry Scheike, ønskede en bog, som Boghallen desværre ikke havde på lager, men kunne skaffe, og han opgav navn og adresse: James Joyce, Turisthotellet’. Da var der nogen, der spidsede ører. Scheike lagde straks ’Ulysses’ på disken; men Joyce var ærgerlig over at være genkendt, var noget uvillig, og værre blev det, da Scheike for at vise, hvor velassorteret Boghallen var, lagde ’Lady Chatterley’s Lover’ ved siden af. Det bekom ikke Joyce. Da greb Scheike i sin kvide til det middel at præsentere mig for ham uden at ane, at Joyce gik i en stor bue uden om journalister; men Joyce havde heldigvis en eminent hukommelse og var straks klar over, at det var mig, der havde skrevet to kronikker om ham i ’Politiken’ 1931, og vi fulgtes da ned ad Strøget til det høje á Porta på Gl. Torv, hvor han på dansk bestilte en flaske hvidvin. Han spurgte efter et bestemt mærke. Nu ved jeg, at det er den, der har en farve som ”en ærkehertugindes urin”. Den fører vi ikke i Danmark. Og medens der blev serveret, sad han og legede med ordet: bestille. At bestille vin og at bestille noget, det vil sige: arbejde. Dette ord dækkede nøje, hvad han ville i Danmark, drikke vin og få ’Ulysses’ oversat til dansk. Det sidste var jeg meget skeptisk overfor. Jeg kunne ikke gøre det på mindre end ti år, hævdede jeg. Vi bestemte at mødes på á Porta, Kongens Nytorv, næste aften. Han og fruen skulle nemlig i Det kongelige Teater og se ”Coppèlia”. Jeg måtte imidlertid love ham at skaffe mine to kronikker, ikke skrive om ham i bladet og ikke røbe hans adresse for mine journalistkammerater, det sidste var det værste. Jeg fik et helvede på ’Politiken’.
Fra det høje á Porta gik Joyce ud til Martins Forlag, og da han fik at vide, at oversætterinden fru Kastor Hansen sad i et af værelserne på forlaget, gik han uden videre ind til hende og sagde uden indledning. ”Mit navn er James Joyce. Jeg forstår, det er Dem, der skal oversætte ’Ulysses’, og jeg er kommet lige fra Paris fra at sige Dem, at de ikke må ændre et eneste ord.” Sagen lå imidlertid sådan, at fru Kastor Hansen for tiden var optaget af så meget, at hun ikke turde give sig i lag med det rent ud sagt formidable arbejde foreløbig, og Joyce kom derfor i forbindelse med ”the Danish poet and critic, who translated Eliot’s verse into Danish, Kai Friis Møller”. De to havde meget at tale om. Kai Friis Møller havde i sin ungdom truffet Yeats i Irland, og da Yeats i 1924 kom gennem Danmark for at hente Nobelprisen i Stockholm, havde Friis Møller gjort det kup at rejse til Esbjerg for at interviewe ham dér. (Resterne overlod han til os andre journalister, der stod på banegården i København og kastede os over vort irske offer som ulve, Jeg kan bevidne, at der ikke var meget tilbage). Under interviewet var samtalen kommet ind på Joyce, som dengang stod i sensationens tegn, og Yeats havde da sagt: ”Er det ikke mærkeligt, at Joyce, der ikke har været i Dublin, siden han var en unge mand, kun skriver om Dublin.” Da Friis Møller fortalte Joyce dette, var Joyce kommet til at le og havde sagt: ”Jeg vender aldrig tilbage til Dublin”
Hverken Friis Møller eller jeg skrev noget ned, - vi måtte ikke interviewe ham, - og vi anede ikke, at vi selv senere skulle interviewes af Richard Ellmann om noget, der var sket for over tyve år siden. Men det må nu siges, at professoren er en pålidelig interviewer. De replikker, Joyce lod falde på Kognes Nytorvs á Porta, medens vi drak hvidvin og ventede på fru Joyce, der var blevet i teatret, fordi der efter ’Coppélia’ blev opført endnu en ballet, er gengivet sådan, som jeg husker dem, især er jeg glad for Joyce’s replik om ’Finnegans Wake’: ”Nu bomber de Spanien. Er det så ikke bedre i stedet for at have lavet en stor spøg, sådan som jeg har gjort”. Så nu kan jeg sidde tilbage med billederne af den høje, halvblinde skikkelse, der i skumringen forsigtigt famlede sig over fra teatret til Magasin du Nord, - han burde have gået med gult armbind, - og af den venlige digter, der skruede de mærkeligste linser på sine briller for at se mit eksemplar af ’Anna Livia Plurabelle’. Og så husker jeg fru Joyce og forstår, at det var hende, der engang under omtalen af ’Ulysses’ pludselig slog om i tysk og udbrød: ”Das Buch ist ein SCHWEIN.”
Det pudsigste under københavneropholdet var imidlertid, at Ole Vinding fra ’Ekstrabladet’ havde opsnuset, hvor Joyce boede, og præsenterede sig for ham som kunstmaler Ole Vinkær. Joyce, der ikke anede nogen fare, elskede navnet. ”Kær i vin”, sagde han og fik tillid til ham, så de var sammen mange gange, og professor Richard Ellmann skriver bl.a.:
”Med Vinding som guide og rejseleder besøgte Joyce og hans hustru mange steder i Københavns omegn, naturligvis også Hamlets borg i Helsingør. Medens de igennem parken ved Frederiksberg, spurgte Vinding: ”Elsker De blomster, Mr. Joyce?” ”Nej, jeg elsker planter, grønne, levende træer og græs. Blomster irriterer mig”. Det begyndte imidlertid at regne, og Joyce vendte sig bebrejdende mod sin kone: ”Hvorfor har du ikke taget en paraply med, Nora?” ”Jeg hader paraplyer”, sagde hun. Vinding holdt med hende og sagde, at paraplyer var komiske, men Joyce smilede og svarede: ”Det synes jeg ikke. Jeg synes, paraplyen er kongelig. Jeg kender en ung adelsmand fra Cambodja, som bor i Paris; hans fader har på grund af sin høje rang ret til at bære syv paraplyer, og min ædle ven spadserer ud med seks paraplyer, oven på hinanden. Ja, paraplyen er et hæderstegn”
James Joyce udtalte sig frit til Ole Vinding om mangt og meget, om Gide, om Hemingway, om politik og egne værker med det resultat, at Vinding efter Joyce’s afrejse skrev interviewet. Men Vinding er også en gentleman of the press. Før offentliggørelsen sendte han manuskriptet til Joyce i Paris, og da Joyce protestrede, kom det først frem efter Joyce’s død.”
Når James Joyce, der var et sproggeni, havde opøvet sig til at et ubesværet dansk, ikke et norsk som en krap sø, sådan som de syv nordmænd, han gennem årene havde haft til at undervise sig i dansk, havde lært ham det, men blødt moduleret (med en undertone af italiensk dialekt fra Triest), sådan som danskeren J. Max (senere interior decorator i Bredgade) havde lært ham det i Paris, skyldtes det to grunde, for det første, at han beundrede Henrik Ibsen, ja satte ham højere end Shakespeare, og ville læse ham på hans eget sprog, og for det andet, at han følte sig som så inkarneret en dubliner, at det havde en ganske overvældende betydning for ham, at Dublin er grundlagt af danskerne. Nu i 1936, da han var ved at lægge sidste hånd på drømmeromanen ’Finnegans Wake’, som rummer utallige hentydninger til Dublins historie, og som er skrevet i en musikalsk, flertydig stil, sammensat af ord fra talrige sprog, (i afsnittet ’Anna Livia Plurabella’ er der således mange danske gloser), trængte han vel til at leve midt i danske klange. Desuden havde Martins Forlag henvendt sig til ham om at få ret til at oversætte ’Ulysses’ til dansk, og han ville gerne i forbindelse med det, så følgen var, at han og fru Nora Joyce rejste til København de. 18. august.
Den første, James Joyce traf i København, var ifølge Richard Ellmann mig. Jeg omtales som ”the distinguished Danish writer”, hvad jeg ikke har spor imod, men min roman ’Hærværk’ kaldes Haermerk, og det er tydeligt, at Richard Ellmann har forvekslet med den ’En Anden’. Det er dog ikke så sært. Det var de to af mine bøger, Joyce interesserede sig en smule for. De handler jo om en københavner i København, ligesom hans bøger om en dubliner (eller flere) i Dublin. Det være nu som det vil.
Derimod er det rigtigt, at jeg tilfældigvis stod inde i Boghallen i ’Politiken’s hus ved siden af en høj, mager dansktalende herre med næsten sorte briller. Denne herre, som blev ekspederet af Harry Scheike, ønskede en bog, som Boghallen desværre ikke havde på lager, men kunne skaffe, og han opgav navn og adresse: James Joyce, Turisthotellet’. Da var der nogen, der spidsede ører. Scheike lagde straks ’Ulysses’ på disken; men Joyce var ærgerlig over at være genkendt, var noget uvillig, og værre blev det, da Scheike for at vise, hvor velassorteret Boghallen var, lagde ’Lady Chatterley’s Lover’ ved siden af. Det bekom ikke Joyce. Da greb Scheike i sin kvide til det middel at præsentere mig for ham uden at ane, at Joyce gik i en stor bue uden om journalister; men Joyce havde heldigvis en eminent hukommelse og var straks klar over, at det var mig, der havde skrevet to kronikker om ham i ’Politiken’ 1931, og vi fulgtes da ned ad Strøget til det høje á Porta på Gl. Torv, hvor han på dansk bestilte en flaske hvidvin. Han spurgte efter et bestemt mærke. Nu ved jeg, at det er den, der har en farve som ”en ærkehertugindes urin”. Den fører vi ikke i Danmark. Og medens der blev serveret, sad han og legede med ordet: bestille. At bestille vin og at bestille noget, det vil sige: arbejde. Dette ord dækkede nøje, hvad han ville i Danmark, drikke vin og få ’Ulysses’ oversat til dansk. Det sidste var jeg meget skeptisk overfor. Jeg kunne ikke gøre det på mindre end ti år, hævdede jeg. Vi bestemte at mødes på á Porta, Kongens Nytorv, næste aften. Han og fruen skulle nemlig i Det kongelige Teater og se ”Coppèlia”. Jeg måtte imidlertid love ham at skaffe mine to kronikker, ikke skrive om ham i bladet og ikke røbe hans adresse for mine journalistkammerater, det sidste var det værste. Jeg fik et helvede på ’Politiken’.
Fra det høje á Porta gik Joyce ud til Martins Forlag, og da han fik at vide, at oversætterinden fru Kastor Hansen sad i et af værelserne på forlaget, gik han uden videre ind til hende og sagde uden indledning. ”Mit navn er James Joyce. Jeg forstår, det er Dem, der skal oversætte ’Ulysses’, og jeg er kommet lige fra Paris fra at sige Dem, at de ikke må ændre et eneste ord.” Sagen lå imidlertid sådan, at fru Kastor Hansen for tiden var optaget af så meget, at hun ikke turde give sig i lag med det rent ud sagt formidable arbejde foreløbig, og Joyce kom derfor i forbindelse med ”the Danish poet and critic, who translated Eliot’s verse into Danish, Kai Friis Møller”. De to havde meget at tale om. Kai Friis Møller havde i sin ungdom truffet Yeats i Irland, og da Yeats i 1924 kom gennem Danmark for at hente Nobelprisen i Stockholm, havde Friis Møller gjort det kup at rejse til Esbjerg for at interviewe ham dér. (Resterne overlod han til os andre journalister, der stod på banegården i København og kastede os over vort irske offer som ulve, Jeg kan bevidne, at der ikke var meget tilbage). Under interviewet var samtalen kommet ind på Joyce, som dengang stod i sensationens tegn, og Yeats havde da sagt: ”Er det ikke mærkeligt, at Joyce, der ikke har været i Dublin, siden han var en unge mand, kun skriver om Dublin.” Da Friis Møller fortalte Joyce dette, var Joyce kommet til at le og havde sagt: ”Jeg vender aldrig tilbage til Dublin”
Hverken Friis Møller eller jeg skrev noget ned, - vi måtte ikke interviewe ham, - og vi anede ikke, at vi selv senere skulle interviewes af Richard Ellmann om noget, der var sket for over tyve år siden. Men det må nu siges, at professoren er en pålidelig interviewer. De replikker, Joyce lod falde på Kognes Nytorvs á Porta, medens vi drak hvidvin og ventede på fru Joyce, der var blevet i teatret, fordi der efter ’Coppélia’ blev opført endnu en ballet, er gengivet sådan, som jeg husker dem, især er jeg glad for Joyce’s replik om ’Finnegans Wake’: ”Nu bomber de Spanien. Er det så ikke bedre i stedet for at have lavet en stor spøg, sådan som jeg har gjort”. Så nu kan jeg sidde tilbage med billederne af den høje, halvblinde skikkelse, der i skumringen forsigtigt famlede sig over fra teatret til Magasin du Nord, - han burde have gået med gult armbind, - og af den venlige digter, der skruede de mærkeligste linser på sine briller for at se mit eksemplar af ’Anna Livia Plurabelle’. Og så husker jeg fru Joyce og forstår, at det var hende, der engang under omtalen af ’Ulysses’ pludselig slog om i tysk og udbrød: ”Das Buch ist ein SCHWEIN.”
Det pudsigste under københavneropholdet var imidlertid, at Ole Vinding fra ’Ekstrabladet’ havde opsnuset, hvor Joyce boede, og præsenterede sig for ham som kunstmaler Ole Vinkær. Joyce, der ikke anede nogen fare, elskede navnet. ”Kær i vin”, sagde han og fik tillid til ham, så de var sammen mange gange, og professor Richard Ellmann skriver bl.a.:
”Med Vinding som guide og rejseleder besøgte Joyce og hans hustru mange steder i Københavns omegn, naturligvis også Hamlets borg i Helsingør. Medens de igennem parken ved Frederiksberg, spurgte Vinding: ”Elsker De blomster, Mr. Joyce?” ”Nej, jeg elsker planter, grønne, levende træer og græs. Blomster irriterer mig”. Det begyndte imidlertid at regne, og Joyce vendte sig bebrejdende mod sin kone: ”Hvorfor har du ikke taget en paraply med, Nora?” ”Jeg hader paraplyer”, sagde hun. Vinding holdt med hende og sagde, at paraplyer var komiske, men Joyce smilede og svarede: ”Det synes jeg ikke. Jeg synes, paraplyen er kongelig. Jeg kender en ung adelsmand fra Cambodja, som bor i Paris; hans fader har på grund af sin høje rang ret til at bære syv paraplyer, og min ædle ven spadserer ud med seks paraplyer, oven på hinanden. Ja, paraplyen er et hæderstegn”
James Joyce udtalte sig frit til Ole Vinding om mangt og meget, om Gide, om Hemingway, om politik og egne værker med det resultat, at Vinding efter Joyce’s afrejse skrev interviewet. Men Vinding er også en gentleman of the press. Før offentliggørelsen sendte han manuskriptet til Joyce i Paris, og da Joyce protestrede, kom det først frem efter Joyce’s død.”
- Tom Kristensen fra ’I min tid.
Fra klunketid til øgledage’. Gyldendal 1963
