Blogger Widget

tirsdag den 16. marts 2021

Når det ene fører det andet med sig. Eller hvad man nu siger….

I den seneste Mod Strømmen-udsendelse, Shoot From The #7 (2021), spillede Jan Damage Petersen et nummer af San Francisco-bandet, Cindy. Måske brugte han termen slowcore om det? Jeg kan ikke huske det. ’Seeing Double’, som sangen hedder, fik mig ikke desto mindre til at tænke på den lofi-jingle-jangle-scene, der blomstrer i the Bay Area i disse år. I udsendelsen, nævnte jeg, Kevin Lynns enmandsprojekt Sad Eyed Beatniks, der udgav et fremragende kassettebånd sidste år. Nu viser det sig, at Cindy og Sad Eyed Beatniks udkommer på det samme kassettelabel. Selskabet hedder Paisley Shirt Records, og blev etableret af netop Kevin Lynn tilbage i 2013. Paisley Shirt Records præsenterer sig med et slogan, der omgående fangede min interesse. Det hedder: ”Listen to "The Boy In The Paisley Shirt" by Television Personalities and you'll get a good idea of what we're about.” At Cindy udkom på selskabet var dog gået mig forbi.

Til gengæld er jeg vild med de to kassettebånd som R.E. Seraphin har udgivet på Paisley Shirt Records. Seraphin var tidligere med i bandet Talkies, der udsendte et par album på nu lukkede Burger Records. Begge bånd kom sidste år. Musikken er egentlig meget enkel og ligefrem, mens tekstuniverset er lige dele kynisme og sentimentalitet. Flere har peget på The Feelies i ’The Godd Earth’-perioden, men udgivelserne er ligeledes blevet kaldt Paisley-pop. En etikette, jeg ikke helt kan regne ud, hvad dækker over, og så måske alligevel. Der er masser af bevidste eller ubevidste musikalske referencer til gedigne popbands fra halvfjerdseren og firserne. Deriblandt flere fra den såkaldte Paisley Underground-scene. Paisley Shirt Records har nu vi er ved det rent faktisk udgivet en kompilation med grupper fra selskabet under titlen ’Paisley Overground,’ men det er en helt anden historie.

Fra det første kassettebånd, ’Tiny Shapes’, der kom i marts 2020, kommer her et cover af Lee Hazlewoods ’I’d Rather Be Your Enemy’, som første gang så dagens lys på Hazlewoods breakup-plade ’Requiem For An Almost Lady’, der kom i 1971.

Fra det andet bånd ’A Room Forever’, der udkom juni 2020, kunne jeg have valgt en fortolkning af Dean Wareham, som vi for resten også havde på spillelisten i omtalte ’Shoot From The Hip’. Her kommer dog en af Seraphins egne kompostioner ’A Day’s Work’, der i den grad minder mig om ja, The Paisley Underground. 

Ingen kommentarer: