Jeg er ikke et seriemenneske. Jeg
vil gerne kunne tale med om de populære serier, men jeg går hurtig død i dem.
Henover påsken har jeg fået set de sidste afsnit af HBOs ’Painting with John’.
Seks episoder af cirka tyve minutter varighed hver, hvor man følger musikeren,
maleren og skuespillerne John Lurie, der maler akvareller og reflekterer over
livet, musikken og kunsten. Tankevækkende og morsomt. Men det tog mig ikke
desto mindre omkring en måned at se alle afsnittene. Jeg er gået i stå med
Netflixs fortæliing om rockmusik i Sydamerika. ’The History of Rock in Latin
America’, som serien hedder, tegnede ellers fint, men jeg kom ikke længere end
tre eller fire afsnit hen. Med andre ord, skal jeg kunne overskue at se noget
til ende. Og dét kan jeg ikke slet ikke med serier, der løber over flere
sæsoner. Ikke at ’The History of Rock in Latin America’ gør det, men den
begyndte at blive uinteressant jo længere frem i tiden den nåede. Tilbage til
påsken. Jeg fik ligeledes set den glimrende svenske dokumentarserie, ’Det
stockholmske blodbad - kampen om tronen’. To afsnit. Det var til at overse.
Den bedste dokumentarserie, jeg
så i feriedagene, var dog ’Minnesota Hardcore’. Det tog kun et par dage at
sluge de syv episoder + bonusmateriale, om ja, Minneapolis–Saint Pauls punk- og
hardcorescene i de tidlige firsere. Herunder kan man selv navigere rundt i de
forskellige afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar