”Islands Brygges klub for
afsporet rock og andre sprængfarlige foretagender, Klub Soja, slår dørene op
for en ny sæson med hele tre acts, der byder på musikalsk konfrontation og et
slag med strømstaven til tidens sofaslængere.
A MESS
Der er noget på spil i
soundtracket til de brølende 2020ere. Fra #metoo-debat til musikkens
alternative rockscene slår A Mess leadguitaren an. Hun er med GAFFAs ord ”en
fandenivoldsk og tiltrængt røst”. A Mess er en en-kvindehær bevæbnet med
elguitar og et arsenal af fængende hooks og catchy melodier. Lyden er lige dele
bekymringsfri 90er-barn og nutidig indie med en don’t give a fuck attitude, som
hvis The Breeders avlede Soccer Mommy og overlod opdragelsen til Pussy Riot.
A Mess forholder sig skarpt til listepikken,
dating, fravalg af børn, venindeskab og fordomme igennem personlige
fortællinger.
Dorte Hartmann er bag aliaset A
Mess. ’Et rod’ er D o r t e stavet bagfra, et uhøjtideligt virvar af fængende
melodier og udadvendte følelser. Live er A Mess et stramt og simpelt duo-set
up: sang/elguitar og trommer.
- - -
ROXY JULES er støvet,
insisterende og beskidt, men samtidig også smukt, skrøbeligt og porøst. Sangene
er bygget op omkring distortede guitarer, elektroniske beats, støj og Julie
Runa’s indtagende vokal og tekster. Hun er blevet beskrevet som en slags
kærlighedsbarn af PJ Harvey og The Kills-forsanger Alison Mosshart.
Roxy Jules udgav i 2021 EP’en “Still Falling
Through The White". Singlen “Jocelyn” er produceret af ingen
ringere end Anders Trentemøller og var i lidt over en måned den mest spillede
sang på P6 Beat.
Med sig live har Roxy Jules den
stærke guitarist Manoj Ramdas, der også spiller på mange af Roxy Jules'
udgivelser og har turneret med hende i mange år.
- - -
ABOUT A GIRL er et nyt soloprojekt
af guitarist, sanger og sangskriver Julie Vestergaard Nissen, der nu, efter en
ti-årig rejse med det anmelderroste støjrockband, Darling Don’t Dance, optræder
solo med helt nye sange.
Sangene er kendetegnet ved en
fandenivoldsk, intens energi, der i samspil med den dynamiske opbygning
uundgåeligt fastholder den, der er tilstede. Lydbilledet kredser omkring
forvrænget, ambient guitar og Julies karakteristiske rockvokal.
ABOUT A GIRL fortæller om livets
mange facetter med inspiration fra barndommens uvidenhed, ungdommens
identitetssøgen og fremtidens drømme. I soloformatet bliver fortællingerne
minimalistisk formidlet gennem vokal og guitar – og intet andet. Det er i denne
minimalistiske form, at den musikalske kunstart synes allermest skrøbelig. Essensen
må stå sin prøve. Upoleret. Kompromisløs. Ægte.
- - -
Dørene åbner kl. 20
Entré 70 kr”
- fra eventsiden på Facebook
Ingen kommentarer:
Send en kommentar