Seperate sider

søndag den 15. maj 2022

Klub Soja. Nu på lørdag. Pale Rider og Gäy.

”Hold på hat og briller - Klub Soja er tilbage med to albumaktuelle acts, der vil bringe os godt rundt i dimensionerne, både musikalsk og eksistentielt.

Pale Rider er inspireret af det søvnige, lovløse liv i grænselandet mellem Skåne og Småland. De store lastbiler lastet med tømmer fra endeløse granplantager, biblioteket, der har åbent én dag om ugen, den lukkede landsbyøkonomi, hvor man ikke betaler med penge, men med tjenester. Længslen efter storbyen, efter gamle og nye forelskelser. Tiden står stille i huset i skoven, hvor alle tider er lige virkelige.

Som det hedder i Undertoners 5-stjernede anmeldelse af Pale Riders seneste album:

"Det er brutalt, men sårbart og smukt på sin egen dystre og fortabte måde. Only Shelter to Give er bare en af de plader, som gør ondt alle de rigtige steder."”   

”Gäy er ofte blevet beskrevet som en gruppe fra fortiden, der spiller musik fra fremtiden, hvilket i sig selv er en selvmodsigelse. Og det er netop, hvad Gäy er; en selvmodsigelse - opposerende kræfter, der koeksisterer i samme båd på et stormfuldt hav, zig-zaggende mod den tordnende horisont ved den illusoriske tids ende, hvor den regerende Gud ifølge myten er Rock’n'Roll, og vinen vælter ned som regn fra den 7. himmel for at drukne de urene i Dionysisk ekstase. Derfor er det meningsløst at putte Gäy i en kasse, men hvis Gäy puttes i en kasse må, så er rumskibet højst sandsynligt den eneste kasse, der passer størrelsen; et psykedelisk doo-wop rumskib, der flyver afsted mod fjerne galakser på punk-benzin, som engang imellem besøger jorden og svæver over ensomme marker for at beame en ko op, for derefter endnu engang at stige til himlen og skrige ‘hallelujah’ i en tilstand af permanent orgasmisk klimaks.

Oplevet live, kan Gäy kun beskrives som et rock'n'roll-band fra 50'erne, der spiller en koncert i hyperrummet som følge af en dimensionsfejl (forårsaget af intenst brug af sindudvidende remedier og den teknologiske singularitet) der river et hul i virkelighedens slør. Gäys bagkatalog indeholder adskillige mindre radio-hits som Blue Blue Heart (2014) og den nyligt udgivne single 'The Party That Never Ends' (2021) fra deres seneste debutalbum 'Monster Cocks’, og er måske det mest populære ukendte danske band. De er blevet hyldet af NME, The Vice, Hero Magazine og flere andre internationale medier.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar