- af Thomas Løppenthin.
Gengivet fra Jazzhouse trykte magasin. 2014. Skrevet i anledning af Shellacs besøg i Jazzhouse i oktober 2014.
”Hvert anslag på guitaren lyder
som om, det er drevet af et tilbageholdt og mega aggressivt vredesudbrud. Og så
den lyd, mand! Pigtrådsmusik i ordets bogstaveligste forstand. Metal mod metal.
Man kan næsten få helt ondt i fingrene blot ved at lytte med. Trommerne ligeså
aggressive, men også intense og præcise, intet fyld, intet blær, kun feel og
swing. Bassen brutal og skrap og vokalen intens, som om manden simpelthen
synger for sit liv. Meget taler for, at det er sådan her, rockmusik egentlig
bør lyde. Sangen hedder ’My Black Ass’, og bandet er fra Chicago og hedder
Shellac.
Død ved elektrisk stød
Det er snart tyve år siden, jeg
første gang holdt Shellacs debutalbum fra 1994 i hænderne. Det første, der slog
mig, var det grafiske stærke pladeomslag trykt på groft, brunt papir. Fronten
afslørede intet andet end bandets navn og titlen på pladen, ’At Action Park’.
Inde i gatefolden var der billeder af de mikrofoner, der var anvendt ved
indspilningen, og den trykte tekst afslørede, udover sangtitler og navne på de
involverede, hvor meget pladen vejede (165 gram), hvor omslaget var trykt, samt
hvilke maskiner, der var anvendt i processen. Ikke just den slags oplysninger
man er forvænt med i et pladeomslag. Innersleevet viste på den ene side en
detaljeret, håndtegnet illustration af den groteske (og opdigtede) Action Park,
på den anden var gengivet en vejledning til genoplivning fra død ved elektrisk
stød.
Det sidste kunne meget vel blev
en nyttig oplysning før pladen var ovre. Ingen bandfotos, og en ellers så oplagt
ting som sangtekster var ikke gengivet. Teksterne var altså ikke vigtigere end
resten af udtrykket, og ville man følge med i den besatte galning ved
mikrofonens lyriske udladninger, var det bare om at spænde sikkerhedsselen og
lytte efter. Signalet var tydeligt: Her skulle der lyttes på en helt anden
måde.
I 1994 var vinylpladen for
længst, og sågar lettere hoverende, blevet dømt ude af pladeselskaberne,
butikker, musikere og presse, og jeg selv var en bekymret vinyl-fetichist på 17
år, som hver dag måtte leve med en knugende frygt for, om dødsdommen over dette
rigtige format, nu virkelig ville blive eksekveret. ’At Action Park’, i al sin
magt og vælde, gjorde totalt denne frygt til skamme.
En intellektuel hooligan
Shellacs altoverskyggende
hovedmand er guitaristen, sangeren og produceren Steve Albini. Sådan er det
bare. Det ville ikke være Shellac uden hverken trommeslageren Todd Trainer
eller bassisten Bob Weston, men Albini er noget helt unikt. Før udgivelsen af ’At
Action Park’ havde han aftjent 10 år som en af The Alternative America’s mest
markante musikalske skikkelser. I bandet Big Black sprang han ud som bebrillet,
begavet og intellektuel hooligan med en indædt trang til at provokere og
udfordre, og bandet slog for alvor deres navn fast i midten af 80erne.
I en tid hvor hardcore punk for længst
havde udspillet sig selv, og samtlige deres bannerførere var rykket videre,
dukkede Big Black op med et helt unikt take på industrial-inspireret rock med
tekster om pædofili, sadisme og voldtægt, og med konstellationen to bassister,
en guitar og en trommemaskine fik lyden præcis den kraft, kant og det særpræg,
som Albini havde hørt i personlige helte som Suicide og Stooges.
Big Black opløstes efter fire
intense år som band, hovedværket er albummet ’Atomizer’ fra ’86, og Albini
dannede kort tid efter det ikke mindre kontroversielle Rapeman, men bandets
levetid blev ligeledes kort, og i ’89 var det slut.
Lige nu og her
Ved dannelsen af Shellac i
starten af 90erne arbejdede lyd-freaken Albini som producer på fuld tid, og
bandet har altid haft lidt karakter af at være et fritidsprojekt. I Shellacs
første leveår udkom der dog en lind strøm af plader, men siden 2000 har der
været langt mellem udgivelserne, ligesom bandets turnéaktiviteter har
været holdt på et minimum. Det er således 15 år siden, bandets sidst gæstede
København, og koncerten på Loppen i ’99 var derfor ikke overraskende et
tilløbsstykke for de mange dedikerede fans.
Albinis univers er ikke længere
så sort og konfrontativt, ja, han er sågar med tiden blevet aldeles morsom, og
Shellac har antaget et mere improvisatorisk, men ingenlunde mindre intenst
udtryk.
Undervejs i Loppen-koncerten sagde en lettere irriteret Albini: ”Who keeps yelling for Big Black songs? Hey, man, that bus has left.”. Tak, det her er bare ikke et af den slags acts, hvor fortiden konstant bliver stillet frem til skue. Det er lige nu og her, vi er her. Get with it!. Og at lytte til Shellac er ikke bare den sædvanlige kliché om at ”blive ramt af et godstog”. Hos Shellac, som i Albinis tidligere bands, kan det gøre mere ondt.
Det er 20 år siden, jeg
forelskede mig i Shellac, og ’At Action Park’ er nok stadig min favorit fra
deres hånd. ”Den første gang” og alt det jive. ”He Hit Me (and it felt like a
kiss)” sang the Crystals for en menneskealder siden. Albini bliver ved med at
tæske mig, til jeg ligger i graven”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar