Søren og Karl

I dag kipper vi med flaget. Ikke alene er det Danmarks Befrielsesdag, men både Søren Kierkegaard og Karl Marx er født 5. maj for henholdsvis 194 og 189 år siden. Marx havde et større indlæg her på siden 1. maj. Kierkegaard får et i dag, og endnu engang tyer denne skribent til det fantastiske skrift ‘Folk Jeg Skal Kende. Håndbog for ungdommen’ fra 1950.

Kierkegaard, Søren Aabye (1813-1855), dansk filosof. K.s fader var en jysk, tidligere hosekræmmer, som allerede fra 40 års alderen levede af sin formue.

Allerede fra den tidligste barndom var det den alvorlige og dybt religiøse fader, der tog sig af sønnens opdragelse. K. har et sted beskrevet, hvorledes faderen i stedet for at gå en virkelig tur tog sønnen i hånden inde i stuen, og så vandrede de to op og ned ad gulvet, mens de fortalte hinanden, hvad de bildte sig ind at se undervejs.

Netop denne overspændte fantasiverden spillede en stor rolle for hans senere forfattervirksomhed. Han formåede hverken som barn eller voksen at leve et virkeligt liv i almindelig forstand. I skolen blev han drillet, men forstod at klare sig ved bidende gensvar; han gik under navnet “Gaffelen”. Som voksen brød han med sin forlovede Regine Olsen, da han ikke mente sig egnet som ægtemand.

Faderens strenge religiøsitet og syndsfølelse prægede i endnu højere grad sønnen. Faderen havde nemlig i et anfald af raseri forbandet Gud engang, da han som dreng vogtede får på heden. Denne forbrydelse søgte han nu at sone; K. fik denne syndsbevidsthed i arv (arvesynden). Men dette medførte, at K. aflagde sine soldevaner og fuldførte sine studier som foreløbig bod. Men hans stadig stigende skyldsfølelse førte til, at han kastede sig ud i sit store pseudonyme forfatterskab (fra Enten - Eller 1843 til Efterskriftet 1846) for at retfærdiggøre sig selv. På godt fire år skrev han 8 filosofiske afhandlinger på godt halvtredie tusinde sider foruden en række “opbyggelige taler”. Det var en enestående bedrift både i dansk og udenlandsk litteratur.

Man skulle nu tro, at det var nok, og det havde K. egentlig også tænkt sig. Indtil 1854 udsendte han kun enkelte taler og småskrifter bl.a. i forbindelse med de lumpne angreb i vittighedsbladet “Corsaren”. Han havde ganske vist selv udfordret bladet og følte sig som en frivillig martyr; men i længden blev det ganske utåleligt for ham; folk råbte hånende skældsord og pegede fingre ad ham på gaden o.s.v.

I 1854 døde biskop Mynster, som K. tidligere havde beundret meget; men K. var i sine senere år blevet streng i sine krav til de religiøse, særlig præstestanden. Mynster blev ved sin død kladt: “Et sandhedsvidne, et led i den hellige kæde af sandhedsvidner fra apostlenes dage” af Martensen (den senere biskop). Denne omtale tålte K. ikke. Han mente, at den nuværende kirkes mænd var uhyre langt fra det apostoliske ideal. Han skrev et harmdirrende indlæg mod Martensen, som denne affejede. Men K. lod sig ikke standse; han havde igen fået et anstød og begyndte sin selvopslidende kamp med udsendelsen af sit stridsskrift “Øjeblikket”. Kirken skulle indrømme sin afstand fra idealet, indrømme at præstegerningen nu var blevet et levebrød i lighed med alle andre. “Jeg vil redelighed” sagde han, og dette er netop noget af det vigtigste for ham.

Folk må ikke pjatte med ord og begreber. F. eks. sagde Regine, at hun ville dø af sorg, hvis K. forlod hende; men hun giftede sig dog kort senere med en anden. Det var noget pjat uden alvorlig mening, syntes han. Ligeledes hvis folk i flæng påstår, at de elsker kantareller og hestevæddeløb, deres kæreste og Gud, kan deres ord ingen alvorlig mening have. De pjatter deres følelser og lidenskaber bort, så ingen ved, hvad de egentlig mener, ikke engang de selv. Og hvis præsterne påstår de er Herrens tjenere her på jorden (og det gør de), så må de også vie deres hele liv til denne sag. Det er gudsbespotteligt, hvis de overhovedet interesserer sig for penge eller anseelse, deres kald kan give. Deres hellige gerning skal være dem nok i sig selv. K. sled sig op i denne håbløse redelighedskamp, og døde godt et halvt år efter at det første nummer af “Øjeblikket” var kommet, kun 42 år gammel, som en syg og nedbrudt mand.

Hans person (dårlig påklædning, skrutryggethed o.s.v.) vakte mere opmærksomhed end hans skrifter, mens han levede, men efter hans død har hans betydning været stadig stigende, hans vigtigste skrifter er oversat til flere sprog.

Den franske forfatter Sartre’s existentialisme bygger til dels på Kierkegaard. Det fælles for Sartre og Kierkegaard er bl.a. følgende: mennesket har selv ansvaret for sine gerninger og må selv alene tage følgerne. Man kan ikke skyde ansvaret på sin fader, moder, sporvognen, regnvejret eller på noget som andet. Mennesket har frihed til at vælge mellem det gode og det onde og får evne til at skelne; men når man har valgt, kan man ikke gøre det godt igen ved at fortryde; det eneste, man kan gøre, er at tage følgerne og løbe linen ud. K. er den eneste filosof i ordets egentlige betydning og af verdensformat, Danmark hidtil har fostret