Vern Gosdin (1934-2009)

Lad det være sagt med det samme. Undertegnedes kendskab til den amerikanske countrysanger Vern Gosdin, der døde en fredelig død på et hospital i Nashville forleden, begrænser sig til to album, plus nogle løsdele.

Frem for alt medvirkede han i 1966, sammen med sin bror Rex Gosdin, på Gene Clarks fremragende debutplade i eget navn, ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, der i dag står som en af den tidlige countryrocks toneangivende plader. I 1968 udsendte The Gosdin Brothers, dets første og sidste album ’Sounds Of Goodbye’, der om end den ikke når højderne fra samarbejdet med Clark, så dog er et vigtigt dokument i forståelsen af countryrockens væsen og udvikling.

Senere forfulgte Vern Gosdin en solokarriere, der gav ham flere såkaldte barroom-hits, men ikke har efterladt noget blivende indtryk hos denne blogger. Hvil i fred.

”Snart verdens grundvold sig forrykker…”

Hallucinationer

En enkelt skyggefarvet, tandløs ronkedor på en køleskabsdør er formentlig ikke farlig. Det er vist først, når de begynder at blive lyserøde, som hos eksempelvis Sun Ra & His Orchestra, at man skal begynde at tage det dødsensalvorligt.

Fristet og forført

Med en far, der var musikanmelder og hjertens gerne lånte ud af sin omfattende pladesamling, har den fortrinlige Stax- og Motown-fornyer Eli ’Paperboy’ Reed haft alle forudsætninger for at dykke dybt ned i gospel, soul, blues og R&B. I morgen kigger han og hans band The True Lovers, der særligt har vundet anerkendelse ved et passioneret og begejstret liveshow, forbi Loppen på Christiania. Det koster 100 kr.

Tilnavnet ’Paperboy’ stammer i øvrigt fra en hat, der var uundværlig for ham i en lang periode, og som mindede om den hovedbeklædning som de amerikanske newsboys, løb rundt med før i tiden.

’Burn up the herbs’

I begyndelsen af 1970’erne havde den tidligere forsanger fra den jamaicanske rock-steady vokalgruppe The Paragons, John Holt, en triviel mani med at indspille reggaecoverversioner med stygge strygerarrangementer af populære hit. Kris Kristoffersens ’Help Me Make It Through The Night’ kan måske lige gå an. Det kan man mildeste talt ikke sige om hans udgaver af Billy Joel’s ’Just The Way You Are’ og Diana Ross’ ’Touch Me In The Morning’. I dag vil de nok være at finde indenfor den afart af reggae, der hedder Lovers Rock.

Heldigvis forsøgte John Holt af og til at hente inspiration i rootsreggaen. I 1983 kom albummet Police In Helicopter, hvor især titelnumret har noget at byde på:

”Yes boss, yes boss, yes boss, yes boss...

Police in helicopter, a search for marijuana.
Police man in the streets, searching for collie weed.
Soldiers in the field, burnin the collie weed.
But if you continue to burn up the herbs, we gonna burn down the cane fields.
If you continue to burn up the herbs, we gonna burn down the cane fields.”

© John Holt / Henry Lawes

Klippet og riet til

Det tynde sorte slips, en skjorte med store flipper og et jakkesæt, man kunne vokse i, var outfittet hos en lang række engelske band, som var inde og snuse til hitlisterne i sluthalvfjerdserne. Power-pop orkestret The Jags, som kom fra Scarborough i Yorkshire, var ingen undtagelse. Singlen ’Back Of My Hand’ er som taget ud af Elvis Costello’s sangbog. Ikke et dårligt sted at begynde, for The Jags endte det desværre også der.

OK Kings i Mod Strømmen

Torsdag d. 30. april har radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) surf på dagsordenen. Vi får besøg af køben-havnske OK Kings, der sidste år udsendte dets første album, It’s OK’, i tolv år.

Blandt kvartettens velspillende inspirationskilder finder man The Original Surfaris, The Revels og The Ventures. OK Kings er heller ikke blege for at pege på danske navne fra samme scene, såsom The Cliffters, The Tremolo Beer Gut og The Good The Bad. Lyt med fra kl. 18.00

Harp Beat Boogie

Duoen Straight From The Harp, der består af Lady Lützen på tamburin/vokal og Jarno Varsted på mundharpe mv., har efterhånden boet i Berlin en rum tid. Der har de spillet koncerter og arbejdet på nye numre. Folkesnakken vil vide, at de nu er ved at lægge sidste hånd på mixet af debutpladen. Herfra er der et blidt håb om, at det Suicide-lignende ’Rolling Home’, har bevaret sin kandidatur til albummet her i den endelige fase.

Præcisering

Hvis man kan holde en kvindestemme ud…,

…der et par gange i hvert nummer gentager ”De strepen van Spits”, samt flere uforståelige hollandske gloser, så er det muligt at høre den nye Dylan plade.

Hurtig ved havelågen

Iron & Wine/Sam Beam, har siden albumdebuten ’The Creek Drank The Cradle’ i 2002, været et af de mest interessante bekendtskaber indenfor den såkaldte americana-genre. Til maj kommer opsamlingen ’Around the Well’, der indeholder optagelser, som har været vanskelige at anskaffe i en årrække, plus aldrig før udgivet materiale. Allerede nu kan man dog kvit, frit og lovligt fra bandets webside, downloade en stribe numre fra 2007’s ’The Shepard’s Dog’ i alternative versioner. Skynd dig.

Brdr. Woetmann af Danmark i Mod Strømmen

I Peter-Clement og Lars-Emil Woetmanns litterære leg/digt-samling ’Brdr. Woetmann af Danmark’ fra 2004, finder man enkelte referencer til musik. Begge brødre citerer The White Strips, og så er der en ”sæl i flammer”, der vender tilbage gang på gang. Ligesom, der er ”25 minutter endnu” og en Elvis-Flamingo. I PC Woetmanns ’Heldigvis er skoven blevet væk’ fra 2005 er der digte tilegnet henholdsvis Kaizers Orchestra og Aphex Twin.

Torsdag d. 23. april, kl. 21, skal brødrene læse op i Christians-havns Beboerhus. Vi har fået dem overtalt til også at medvirke i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Vi begynder kl. 18, og tager forbehold for, at der i løbet af udsendelsen evt. kan dukke andre gæster op. Lyt med.

Tjek hele programmet for Bogfestivalen på Christianshavn her (se under koncerter) og der.

Roskilde for pokker!

Det er påfaldende at der ikke blev plads til The Setting Son på Roskilde-plakaten i år. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvilke ræsonnementer, der lå bag beslutningen, men med et frem-ragende nyt album på gaden, så burde bandet være selvskrevet. Kanhænde, at det er for stort til campingscenen og for småt til selve festivalen?

Et andet Bad Afro navn, der slap gennem nåleøjet til festivalen er Dragontears. Det kan man allerede opleve i aften på Loppen. Efter sigende er der numre af 13th Floor Elevators, Pearls Before Swine, Furekåben og TømrerClaus på sætlisten.

Big Muff

Den nyligt afdøde, skotske sanger/sangskriver John Martyn tog i 1976 et sabbatår. For at lægge en form for afstand til det hårde tourliv, der havde stået på siden 1968, tog han til Jamaica. Om det bidrog til en mere asketisk livsførelse, lader vi stå hen i det uvisse. Martyn har senere fortalt: "I may have been there for seven weeks; it may have been seven months. I stayed rather longer than my visa extended”.

Få dage efter ankomsten løb Martyn på dubmaster Lee ’Scratch’ Perry i hans studie, The Black Ark. Hvis der fortsat var nogen, der troede på, at Martyn ville bruge tiden på at feriere og dase, så var det slut nu. Han begyndte at hænge ud med Max Romeo og Burning Spear, han spillede med Gud og hvermand. Flere år efter dukkede der stadig musikalske brudstykker op, som Martyn ikke anede eller mere sandsynligt ikke kunne huske han medvirkede på : "I would hear records later and then all of a sudden a fuzz solo with a touch of phased echo would come and I would think, fuck me, that's me! It was very cool - I didn't mind it at all."

Da Martyn i sommeren 1977, begyndte indspilningen af album-met ’One World’, var det ikke alene med fornyet energi, men også med en anden approach til musikken. De eksperimenterende tendenser, som han var kendt for, forsøgte han at kombinere med en mere konventionel sangstruktur. Opholdet på Jamaica, hører man ikke mindst i hans leg med dubmusikken i ’Big Muff’, der blev produceret af Lee ’Scratch’ Perry, som tilfældigvis var i London for at optage ’Punky Reggae Party’ med Bob Marley. ’Big Muff’ blev en standard i John Martyn’s live-sæt.

”Religion Was Being Born”

Signerede har længe ledt efter en god grund til at skrive dette indlæg om en lovprisningen eller mere nøjagtigt et elektrisk vækkelsesmøde. Den, mener han nu, at have fundet på musik-bloggen Akustikken, der forleden fortalte, at et 'revitaliseret' The Animals skal optræde i Stengade 30.

Umiddelbart er der vel ingen, der forventer at se en line-up af The Animals, der minder om første halvdel af 60’erne og dagene hjemme i Newcastle. I så fald bliver de grumme skuffet. Det oprindelige band var allerede i 1966 spredt for alle vinde. Ja, det var faktisk kun Eric Burdon og trommeslageren Barry Jenkins, der var tilbage. Under bandnavnet Eric Burdon & The Animals begyndte de at eksperimentere med den psykedeliske dille. I november 1967 udsendte de singlen ’Monterey’, som man ikke kan undgå at læse, som et sakralt skriftstykke over den festival, hvor de selv havde spillet i juni samme år.

”The people came and listened
Some of them came and played
Others gave flowers away, yes they did
Down in Monterey
Down in Monterey

Young Gods smiled upon the crowd
Their music being born of love
Children danced night and day
Religion was being born
Down in Monterey

The Byrds and the Airplanes did fly
Oh, Ravi Shankars music made me cry
The Who exploded into fire and light
Hugh Masakela's music was black as night
The Grateful Dead blew everybodies mind
Jimi Hendrix baby,believe me, set the world on fire, yeah
His Majesty, Prince Jones, smiled as he moved among the crowd
Ten thousand electric guitars were grooving real loud, yeah

You want to find the truth in life
Don't pass music by
and you know I would not lie, no I would not lie,
No, I would not lie
Down in Monterey

Three days of understanding
of moving with one another
Even the cops grooved with us
Do you believe me, yeah?
Down in Monterey

I think that maybe I'm dreaming
Monterey
Down in Monterey
Did you hear what I said?”

© Vic Briggs/Eric Burdon/Barry Jenkins/Danny McCulloch/John Weider

The Setting Son i Mod Strømmen

Mandag d. 20. april, udkommer The Setting Sons andet album ’Spring Of Hate’. Fredag d. 17. april, kl. 20, holder bandet releasefest på Drone Bar, Nørrebrogade 184. Torsdag d. 16. april, kl. 18-20, kommer de forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Da vi for knapt to år siden havde besøg af dem, kom der denne særprægede playliste ud af det. Lyt med på torsdag.

Efterlysning: The Setting Son er for øjeblikket på jagt efter ”young girls! ..or just girls”, der kunne tænke sig at være med i en video til nummeret ’Out Of Tune’ fra den nye plade.

”Sha-la-la-la-push-push”

Skøn var påskemorgen. I dagens anledning citerer vi korpigerne.

Walking With Jesus

”De kaldte sig The Muslims indtil for nylig, men hadede selv bandnavnet.”

- klippet fra Roskilde Festivalens bandpræsentation 2009. I dag hedder de så The Soft Pack [sic]. Den vakse læser er nok allerede på sporet af, at ’Walking With Jesus’ godt kunne være af Spaceman 3. Det er det.

Territorieafmærkning/forår

Hippie, Black Man, City Slicker, Prostitutes & Meditation

Der er intet opsigtsvækkende ved jazztrommeslageren Paul Humphrey. Ikke andet end, at han er forbandet funky. Og så havde Wes Montgomery, Charles Mingus, Lee Konitz, Kai Chresten Winding og Frank Zappa m.fl. fidus til ham. Under navnet Paul Humphrey & The Cool Aid Chemists udsendte han i 1969 singlen ’Funky L.A.’, der blev et mindre hit i 1971. Senere hen er det blevet samplet til ugenkendelighed.

Viva Eléctrico

Nogen vil sikkert mene, at det er ved at være temmelig enerverende med alle de koncertanbefalinger, der er begyndt at dukke op her på siden. Dem om det. Vi bliver ved.

Skærtorsdag inviterer Viva Vertigo til release på dets tredje plade ’Vicious Echo’ i Studenterhuset i Købmagergade. Sidst vi hørte fra bandet var med albummet ’Vulcan Gas Company’ i 2007, siden da er musikken, ifølge pålidelig kilde, ”blevet mere ekstrem - rocksangene er hårdere og støjer, imens de lyse sange er blevet mere melodiøse”.

Langfredag venter den længe imødesete livedebut med Free Electric i Kulturhuset Islands Brygge, også kendt som KIB. Orkestret søger efter eget udsagn ”efter ny lyd og sange med en tresser/halvfjerdser vibe forbundet med nu eller det blide og voldsomme krater af tid som vores hænder kan holde.” Mød op i god tid og tag godt imod dem!

Life Along The Borderline

"The sound of a body being thrown out of a window: entirely without hope, of this world, or the next, or the previous".

- Morrissey om Nico's stemme.

Sidste år var det tyve år siden, at Nico væltede på sin cykel og døde. Til ære for hende stablede John Cale en koncert på benene, der blev afholdt i Royal Festival Hall i London, d. 11. oktober. Det, der vistnok skulle have været en engangsforestilling, fortsætter i maj til Ferrara i Italien, hvor Cale har samlet et hold, der består af Mercury Rev, Lisa Gerrard (Dead Can Dance), Mark Lanegan, Peter Murphy (Bauhaus), østrigske Soap&Skin aka Anja Plaschg og Mark Linkous (Sparklehorse).

Flere af navnene er gengangere fra tributten i London, der i øvrigt blev mødt med en del kritik, fordi Nico’s velkendte sange fra dagene med The Velvet Underground og fra solodebuten ’Chelsea Girl’ var påfaldende fraværende.

Sættet fra London:

John Cale – Frozen Warnings
Peter Murphy – Mutterlein
Guillemots – My Heart Is Empty
Lisa Gerrard – The Falconer
The Fiery Furnaces – Evening Of Light
Liz Green – Ari's Song
Mark Linkous –You Forgot To Answer
Mark Lanegan – Roses In The Snow
James Dean Bradfield – Janitor Of Lunacy
Lisa Gerrard – No One Is There
Peter Murphy – Abschied
Mark Linkous – Afraid
Guillemots – My Only Child
John Cale – Sixty/Forty
Mark Lanegan – Win A Few
The Fiery Furnaces – Fearfully In Danger
John Cale – Facing The Wind
John Cale – All That Is My Own

A Shot Of Rhythm & Blues

The Breakers og et par go-go danserinder live fra The Red Eyed Fly ved dette års SXSW i Austin, Texas.

Celebration

Da denne signatur første gang hørte pladen ‘Celebration’ med det amerikanske punk/pop/garagerockband Thomas Function gik han i sort. For hvad var det nu for et orkester det mindede om? Vi var enige om at der var mange folk-punk elementer. Gamle pladecovere blev forsøgt visualiseret, bl.a. et med en lille pige i en hvid kjole, der står og kigger ind gennem et vindue, det vakte dog ingen genklang i selskabet. Kom så i tanke om, at bandet havde lavet drugrape-sangen ‘Gimme The Car’. Lige lidt hjalp det. Navnet var væk. Først mange timer senere og under helt andre omstændigheder dukkede det op, Violent Femmes!

Med det på plads, så er Thomas Function også meget andet. Kvartetten trækker både på c&w, bluegrass, r&b og blues. Det er blevet sammenlignet med Television, Buzzcocks og Wire. Byggeklodserne er mange, og bandet formår at stable og sætte dem sammen, så der opstår en homogen balance. ‘Celebration’ flyder nærmest over af inspiration og energi. Gå ikke glip af orkestret, når det i morgen er med til at fejre, at plade-forretningen Repo Man Records i Fensmarksgade 36 på Nørrebro har to års fødselsdag.

Med andre ord eller så sandt som det er sagt

”I slutet av 70-talet spelade sig Ebba Grön, med Thåström i spetsen in i den svenska historien. Mer än 30 år senare lär sig skolungdomarna fortfarande Die Mauer och Staten och Kapitalet på musiklektionerna. Sedan många år tillbaka står Thåström på egna ben och den gamla goda tiden som punk are är förbi. Thåström börjar, ju äldre han blir, att likna Ulf Lundell i sitt sätt att sjunga och producera texter. Han är fortfarande en rebell, men på sina egna villkor.

Jag misstänker att Över Sundet på Kärlek för dom handlar om hans gamla flickvän Regina Lund som bor i Köpenhamn. När Thåström sjunger "Säg att jag tycker att det behövs många fler som hon", blir jag varm i hela kroppen. Thåström är en mästare på att beskriva känslor och får en att stanna till och lyssna extra noga. Den sista låten på Kärlek är för dom är covern Men bara min älskade väntar och den är ett perfekt avslut på ett fulländat album.”

- anmeldelse af Thåströms ’Kälek För Dom’ af Anna Holmberg, Norrländska Socialdemokraten, 6. marts 2009. Abonnentskaren finder man fortrinsvis i Boden, Luleå, Gällivare, Kiruna, Kalix/Ökx og Tornedalen.

Anbefalinger, tors- og fredag

De seneste par uger, har vi op mod weekenden, forsøgt at lægge et godt ord ind for en koncert eller to. Der sker stadig i massevis på den københavnske rockscene. Allerede i aften, kan man opleve rock/blues duoen Howl Baby Howl i Johnnie + Jolene Bar i Kødbyen. Der er vedholdende rygter om, at Henrik Hall dukker op med mundharmonikaen. Samtidig spiller Honolulu-pop og Taratino-dyrkende Joe&Honey på Rust.

I morgen aften, stemmer, det dansksprogede, undskyld udtrykket, weird folk ensemble Lotus Krokus, ”harpen og strenger mandolinen, vifter violinen og lufter sitaren” i Christianshavns Beboerhus. Med sig som support har de den fine sangskriver Butzback, der netop i disse dage fejrer debuten ’Debut’.

Antropomorfisme