Vigtigheden af et groove

Det kræver ikke andet end et strejfblik henover listerne med årets bedste plader, før der tegner sig et tydeligt billede af, at anmelderkorpset anser 'Merriweather Post Pavilion' af Animal Collective, som en af 2009s fornemmeste udgivelser. Og ikke nok med det, albummet figurerer sågar på flere af de lister, der gør regnskab over årtiet. Til trods for, at man har kunne høre og vurdere 'Merriweather Post Pavilion' siden januar i år, har det ikke forvisset denne bloggerkugle om det rette i den placering.

Animal Collective har længe været et interessant bekendtskab. Bandets særegne kredsen om The Beach Boys, afrikansk stamme-folk, minimalisme, techno, dub og psychedelia, har givet plusser på undertegnedes karakterblad. Det opvejer imidlertid ikke, at Animal Collective i dets søgen efter en ny popskabelon stadigvæk har tilbøjelighed til at begive sig ud i nogle abrupte eksperimenter, hvor brudstykker og fragmenter flagrer hjælpeløst omkring. Så selvom kvartetten på 'Merriweather Post Pavilion', har forsøgt at slibe kanterne af og finde en mellemvej, en kombination af det modsatrettede, bliver det aldrig til andet end et underligt kompromis, der ikke peger nogen vegne hen.

Til gengæld går man ikke fejl af noget som helst ved at købe det gamle The Band-medlem Levon Helms album fra i år, 'Electric Dirt'. Siden Helm overvandt den strubekræft, som han fik konstateret tilbage i halvfemserne, har han i dette årti udgivet to plader. I 2007 kom 'Dirt Farmer', der trak på den amerikanske folktradition, og i år altså 'Electric Dirt', som er langt mere rockende end forgængeren. Man kan også høre at Helms stemme har fået det bedre. Som trommeslager kender han vigtigheden af et godt groove - det er måske der det i virkeligheden går galt for Animal Collective - og det evner Helm sandelig stadig at lægge. Om det er i versionen af The Grateful Dead's 'Tennessee Jed' eller Muddy Waters' 'You Can't Lose What You Ain't Never Had', så holder albummet et meget høj niveau hele vejen. Herligt.