'(This) Perfect Day'

’September Sigh’

Kølige morgenstunder, høj og klar blå himmel. Edderkopper og bugnende frugttræer. September i Danmark. Middeltemperatur 12,7°, gennemsnitligt nedbør 73 mm., soltimer 128. I forne tider blev september kaldt fiskemåned og hvis vejret var godt på Sankt Ægidius (1. september) ville det være det resten af måneden. På Jomfru Marias fødselsdag (8. september) begynder fuglene at trække mod syd.

Et sted på nettet, kan man givetvis finde en fortegnelse over septemberdigte og -sange. Det bliver ikke i dag. Vi nøjes med One-Eyed Mules smukke akustiske folkballade ’September Sigh’, der åbner ’Drifting to a Happy Place’ fra i år.

Ude til højre, er der et link til den radioudsendelse, som vi lavede med One-Eyed Mule i juni. Indenfor de seneste uger, er der kommet endnu et par programmer til, nemlig Kandy Kolored Tangerine og Emma Acs. Værsgo.

The Grand Ole Opry genåbner

I går var det femårsdagen for, da Hurricane Katrina var på sit højeste over New Orleans. Anledningen brugte en anden af USA’s musikinstitutioner, radioudsendelsen The Grand Ole Opry, til at fortælle, at de nu er ved at være så langt fremme med genopbygningen af The Grand Ole Opry House, efter de massive oversvømmelser, der var forårsaget af, at Cumberland River i maj løb over sine bredder, at man vil genoptage live-transmissionerne allerede i slutningen af september.

The Grand Ole Opry har om noget været grunden til at Nashville, har kunne kalde sig ’The Music City, USA’. Programmet begyndte i 1925 og har sendt en gang om ugen siden. De første år var præget af de hvide landarbejderes form for countryblues eller hillbilly, som det rettelig hedder. Senere kom western swing og bluegrass til, mens radiolytterne i årene efter Anden Verdenskrig blev præsenteret for honky-tonk med Ernest Tubb og Hank Williams.

I 1960'erne forfægtede udsendelsen sit fastsnørede og konservative image. En bemærkelsesværdig undtagelse var dog The Byrds, der i marts 1968, var i byen for at arbejde på albummet, ’Sweetheart Of The Rodeo’. Til Gram Parsons erklærede begejstring entrede bandet scenen, men blev mødt af spottende tilråb, der hurtigt tiltog i styrke og gik over i ”tweet, tweet”. Helt galt gik det, da The Byrds brød med konventionen og i stedet for at spille Merle Haggard’s annoncerede ’Life In Prison’, gik i gang med Parsons’ ’Hickory Wind’.

Thee Attacks i Mod Strømmen

”Thee Attacks are a mod-looking four-piece from Aalborg in north Denmark. Soulful vocals complement a '65-era Townshend guitarist, who whacks out Have Love, Will Travel-style riff after riff. So good - and with no covers - they'll easily move beyond the garage and could crossover to become a successor to The Hives. Primitivist über-producer Liam Watson is here and smiling along.”

- koncertanmeldelse af Kieron Tyler, Mojo Magazine.

Hvorfor mon det altid er mere interessant at læse en anmeldelse af et dansk band i et udenlandsk magasin?. Ålborg-orkestret Thee Attacks, der nu er bosiddende i København, ses herover sammen med nævnte Liam Watson (manden med tasken, jævnfør forrige indlæg, måske den også har en historie?), som tog sig af lyden på gruppens albumdebut, ’That's Mister Attack To You’. Det skete på analogt udstyr i hans London-studie, Toe Rag, der blandt andet rummer en original mixerpult fra Abbey Road-studierne. Anmeldelsen siger vel næsten det hele.

Der er ganske enkelt, al mulig grund til at lytte med på radioprogrammet Mod Strømmen, når Thee Attacks kommer forbi, torsdag d. 2. september, kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

S.T.P. / Selvmedicinering

”She’s back home in Switzerland with Anita man…, and they’re gonna stay there. I don’t want to have to be looking after anybody else. Not on this tour”

- Keith Richard om sin nyfødte datter, et par dage før The Rolling Stones tog på USA-turné i 1972. Bemærk håndbagagen, en lægetaske, som han, ifølge Robert Greenfield, forfatter til bl.a. ’Stones Touring Party. A Journey Through America With The Rolling Stones’, ikke lod ude af syne i længere tid den sommer.

Upbeat uskyldighed

The Magic Kids’ retro-pop debutplade, 'Memphis', minder om så meget, at den i sidste ende går hen og bliver forholdsvis original. Bubble-gum, Devo, The Beach Boys, Belle & Sebastian og idealiserede teenagefantasier er umiddelbare og udmærkede pejlemærker. Men der gemmer sig mere under den blåøjede overflade, end man i første omgang antager. På ’Cry With Me Baby’ lyder The Magic Kids nærmest som Jonathan Richman, når han synger doo-wop.

’Los Angeles, City Of The Doomed’

Foranlediget af kommentaren til forrige indlæg, fortsætter vi i samme spor. Efter Gene Clark’s solodebut i 1967, ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, indspillede han singlen 'The French Girl' / 'Los Angeles', der af ukendte årsager ikke blev udsendt. B-siden sætter dog to tykke streger under påstanden om, at Clark aldrig faldt til i Los Angeles. Beklageligvis har numret ikke været at finde de gængse steder på nettet, så det skal man opsøge fysisk på opsamlingspladen ’Flying High’ fra 1998.

Helt snydt for Gene Clark bliver I imidlertid ikke. Vi skal på et transcendentalt trip med titelsangen fra 1974-albummet, ’No Other’, der også blev nævnt i omtalte kommentar.

Væk. Langt, langt væk. Bare væk

’The Fantastic Expedition Of Dillard & Clark’ har vi anbefalet før. Ærindet er ikke det samme i dag, og dog, lp’ens første single ’Out On The Side’ fra november 1968, havde nemlig en fremragende b-side, der siden er blevet regnet som en af duoens mest slidstærke kompositioner. ’Train Leaves Here This Morning’ er i bund og grund en countryballade, som ligeså godt kunne være blevet indspillet af fx George Jones. Teksten er ligervis som skåret ud af country-håndbogen, storbyens selvbedrag, farlige kvinder og kvælende stemning. Gene Clark lagde aldrig skjul på, at han ikke faldt til i Los Angeles.

The Brazil Series. Bob Dylan udstiller

”Som billedkunstner fremstår Bob Dylan som en fænomenal iagttager, der ubesværet træder ud af rampelyset, så han både nøgternt og med en suveræn fornemmelse for maleriets muligheder kan skildre den almindelige såvel som ualmindelige hverdag. De fleste af motiverne er først hurtigt skitseret med blyant på det papir, han lige havde ved hånden, såsom papirposer, servietter eller tegneblokke. Tilbage i sit atelier har Bob Dylan derefter viderebearbejdet motiverne på lærred. Denne proces tilføjer et stærkt element af fortælling i billederne, hvilket også adskiller dem radikalt fra de øjebliksregistreringer, der kendetegner hans tidligere akvareller. Med denne nye udvikling knytter Bob Dylan sig til en figurativ tradition, der særligt inden for amerikansk maleri har holdt sig i live op gennem 1900-tallet trods avantgardekunstens forsøg på at aflive den. En tradition med rødder tilbage til malere som George Bellows og Thomas Hart Benton.”

- fra Statens Museum for Kunsts pressemeddelelse. Udstillingen ’The Brazil Series’ åbner, lørdag d. 4. september 2010.

Altmodisch, ja. Stakkels kunsthistorikere der skal lede med lys og lygte efter en tradition, isme eller bås, hvor der er plads til den gode Bob Dylan. Men er SMKs præsentation af Dylan’s værker en blåstempling? Det skal der nok være flere meninger om. Ord er der nok af.

Emma Acs i Mod Strømmen

Et spørgsmål vi vil prøve at få svar på, når Emma Acs besøger radioprogrammet Mod Strømmen på torsdag, er, om Yoko Ono har indvilget i give et skrig eller to fra sig på den kommende debutplade? Emma Acs har i al fald kontaktet hende. Ellers kan man formentlig forvente materiale fra det nye album, som bandet har haft småtravlt med at mixe her i august. Hvad angår inspirationer, så er der tegn på, at nogle af tressernes franske popdivaer, engelsk psych og mere eksperimentale New York-grupper, kan dukke op.

Lyt med torsdag, d. 26. august, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Chicago’s Finest

Jeff Tweedy, Mavis Staples og Rick Holmstrom, fotograferet ved årets Lollapalooza Music Festival i Grant Park, Chicago, d. 6. august. Tweedy har produceret og skrevet en håndfuld numre til Staples’ kommende album, 'You Are Not Alone'. Her titelmelodien.

Tweedy har også selv indspillet en akustisk version. Anti-Records udsender pladen om en lille måneds tid.

Making History…

Howl Baby Howl med besøg af Anders Christensen, Adrian Aurelius og Mads Hyhne.

En rigtig guttermand (med beregnet risiko for at gå sportsjournalisterne i bedene eller bare at virke plat)

Fredag 20/8:

Fortscene:
20.00: The Hogliners (dk)
21.20: Moonless (dk)
22.40: Kamikaze Queens (d)
00.20: Glow Kit (dk)

Teltscene:
20.40: Black Pussy (dk)
22.00: The Defectors (dk)
23.20: The Nomads (s)
01.00: Baby Woodrose (dk)

Lørdag 21/8:

Fortscene:
16.00: The Hedgehogs (dk)
17.20: Mescalin, Baby (dk)
18.40: Black Magic Six (sf)
20.00: Thee Gravemen (s)
21.20: The Goo Men (n)
22.40: The Tremolo Beer Gut (dk)
00.20: Disgrace (sf)

Teltscene:
16.40: Vampire Blow (dk)
18.00: J. Tex & The Volunteers (dk)
19.20: De Høje Hæle (dk)
20.40: The Vanjas (s)
22.00: President Fetch (dk)
23.20: The Heavy (uk)
01.00: Navigators (n)

- Der er vistnok lagkage til alle, eftersom det er femte gang på ti år, at festivalen bliver afholdt.

MBEs

Kandy Kolored Tangerine i Mod Strømmen

Fra det radiovenlige ’Ready To Go’, over det drømmende på den nye single ’Baby Love’, til lange støj- og syrepassager. Københavnske Kandy Kolored Tangerine har ikke lagt sig fast på noget som helst. Debutpladen The Perfect Swell, der kom sidste efterår, fik en fin modtagelse. Det, til trods for, at anmelderne skød i øst og vest, når de forsøgte at indramme inspirationerne. Selv har bandet nævnt My Bloody Valentine, Blonde Redhead, Wooden Shjips, Skywave, Rachmaninoffs klaversonater og moderne kompositionsmusik.

Lyt med torsdag, d. 19. august, mellem kl. 18-20 (98.9 FM eller 98.8 Hybrid). Senere på aftenen spiller Kandy Kolored Tangerine sammen med The Foreign Resort og amerikanske Music For Animals på Loppen på Christiania.

’Stones In Exile’ på DR2

Der er al mulig grund til at stille ind på DR2 tirsdag aften, den 17. august. Kl. 20.30, begynder kanalen et par timer viet til The Rolling Stones. Martin Scorsese’s koncertfilm ’Shine A Light’ fra 2008 er først på programmet. Kl. 23.00, følger den danske tv-premiere på dokumentaren ’Stones In Exile’ fra i år. Foråret og sommeren 1971, Den franske Riviera, skattely, Villa Nellcôte, et mobilt indspilningsstudie, dopedealers, kaos, et bryllup i St. Tropez, øjenvidneskildringer fra de involverede, deriblandt Anita Pallenberg, saxofonisten Bobby Keys, produceren Jimmy Miller og forretningsmanden Marshall Chess...

’Bulletin / Waiting’

Vi runder singleskriverier af med en rund fødselsdag. I går fyldte Peter Peter Schneidermann et halvt århundrede. Tillykke. I stedet for et kommenteret PR-CV, som andre laver bedre, linker vi til en 45 rpm med et band, som Peter Peter flere gange har nævnt som inspiration. Ikke singlen, men orkestret. Powerpoppen bliver også lagt til side.

Doctors of Madness kan man med lidt god vilje kalde et bindeled mellem Bowie’s og Roxy Music’s form for glam- og artrock til punken. Gruppen blev dannet i 1974 i Brixton i det sydlige London. Mellem 1975 og 1978 udsendte det tre lp’er og denne ene 7”’er. ’Bulletin’ udkom i 1977, og er også at finde på bandets svanesang, ’Sons Of Survival, der uden særlig bevågenhed blev udsendt i begyndelsen af 1978. B-siden, ’Waiting’, stammer fra debutpladen, ’Late Night Movies, All Night Brainstorms’.

’White Lies’

Guitaristen Nils Lofgren var endnu ikke fyldt tyve år, da han debuterede på Neil Young’s ’After The Goldrush’ i 1970. Samarbejde med Young førte flere ting med sig. De følgende år spillede Lofgren i Crazy Horse, ligesom soloprojektet Grin fik en pladekontrakt. Grin udsendte sin første ud af fire plader i 1971, før trioen i 1974 takkede af, fordi den ikke kunne få hul igennem.

Singlen ’White Lies’ fik ellers en del airplay på den amerikanske østkyst i 1972. Den stammer fra ’1+1’, der var produceret af David Briggs, kendt for sit arbejde med Neil Young, Spirit, Royal Trux og Nick Cave. Sidstnævnte endte vistnok med selv at re-mixe ’Henry’s Dream’, eftersom han ikke var tilfreds med Dave Briggs’ live-i-studiet produktion. Hvor denne bloggerkugle de seneste dage har været i tvivl, så er ’White Lies’ intet mindre end renskrubbet powerpop.

’Caught In A Dream’

Som i går en single fra første halvdel af halvfjerdserne. Og det er såmænd ikke det eneste indlæggene har til fælles. Spørgsmålet om man kan betegne genren som powerpop, går ligeledes igen. Hvad mere er, så kandiderer nummeret til morgendagens tema-udsendelse i Mod Strømmen.

’Caught In A Dream’ kommer fra Alice Cooper’s tredje album, ’Love It To Death’, der efter et par forsøg med en tyndbenet omgang psykedelisk rock, var med til at definere Detroit-gruppens lyd. Flere vil endog mene, at albummet er fuldt på højde med MC5 og The Stooges. Her trækker vi grænsen. Singlen har fået prædikatet garagerock. Et eller andet sted, kan man godt høre hvorfor, men det er nu alligevel som om det skurrer lidt. Bob Ezrin’s - som Alice Cooper har kaldt bandets George Martin - produktion er alt for pæn.

’I Want Some More’

Efter at have trukket sig tilbage fra musikken for en lukrativ ansættelse i forsikringsbranchen i slutningen af 1960’erne, gik forsangeren fra engelske The Zombies, Colin Blunstone, solo i begyndelsen af 1970’erne. Vi skal ikke opholde os længe ved pladerne. Blot konstatere, at han bl.a. fik assistance af Rod Argent, Chris White og Russ Ballard, alle fra The Zombies.

’I Want Some More’, der var anden eller tredje single fra 1972-LP’en ’Ennismore’, har Blunstone selv skrevet. Undertegnede kan ikke helt bestemme sig for om denne liveversion fra Voorburg i Holland er powerpop eller om den i virkeligheden nærmer sig hvid funk? Studieudgaven tangerer under alle omstændigheder førstnævnte genre. Giv den en chance på et mix-tape. Og så skulle det ikke undre, hvis det desuden er et nummer, som den amerikanske producer, tidligere medlem af Sonic Youth, med meget mere, Jim O'Rourke, kunne finde på at fremhæve.

Frit fald

Da Marianne Faithfull efter flere tilløb i maj 1970 forlod Mick Jagger, forsvandt hun ikke kun ind i et accellerende stofhelvede, hun efterlod, ifølge kilder tæt på The Rolling Stones, også en sønderknust, iturevet superstjerne, der ikke siden har forelsket sig uden en vis reservation.

De følgende år boede og junkede Faithfull på gaden i London, hun mistede forældremyndigheden over sønnen Nicholas. Skønt det ikke skortede på håndsrækninger fra gode venner, heriblandt den tidligere Decca-producer, Mike Leander, der forsøgte at genoplive hendes karriere med pladen ’Rich Kid Blues’ i 1971 (lagt på hylden indtil 1985) var der intet, der tydede på, at Faithfull var i stand til at tage vare på sig selv og komme ud af misbruget.

Det blev til få og ofte pinlige offentlige optrædener. Én af de bedre, var da David Bowie aka Ziggy Stardust i 1973, inviterede hende med i en tv-udsendelse, hvor de gav Sonny Bono’s ’I Got You Babe’. Uden at lægge hovedet på blokken, var det formentlig første gang, at et større publikum fik en forsmag på Faithfull’s nye forvitrede rendestensvokal.

Drømme i Mod Strømmen

Dagdrømme, drømme om at komme væk ligegyldigt hvad, drømme om det der var, drømme om det nye, drømmesyner, drømmetydning, selvbedrag, underbevidsthed, det surreelle og ikke mindst mareridtet er ingredienserne, når radioprogrammet Mod Strømmen åbner den nye sæson i næste uge.

Lyt med torsdag d. 12. august, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

’Sex With An X’

Det er mere end tyve år siden, at skotske The Vaselines LP-debuterede med ’Dum Dum’. Albummet trak ingen overskrifter og spørgsmålet er om bandets anden plade ’Sex With An X’, der er lige på trapperne, hvis ikke den allerede er udkommet, kan gøre det? Tidligere i år gik gruppen, der i dag består af Eugene Kelly og Frances McKee, samt Stevie Jackson og Bob Kildea fra Belle & Sebastian på guitar og bas, og Michael McGaughrin fra The 1990's på trommer, i studiet, hvor det på analogt udstyr, indspillede fjorten numre på tretten dage. Her den nye single, ’I Hate The 80’s’

”What do you know, you weren't there.
It wasn't all Duran Duran Duran Duran.

You want the truth? Well this is it.
I hate the 80's because the 80's were shit.”

Radioåret i farvebilleder (3. del)

Vi er nået frem til det sidste indlæg i føljetonen ’Radioåret i farvebilleder’. Dagen var d. 8. april 2010 og Kaspar Vig var forbi for at fortælle om sin debutplade ’Efter Aber’, fra i år. Vig fik plads til en del americana og dansksproget musik, der kulminerede med at han genfandt glæden ved Allan Olsens album ’Jern’, som blev repræsenteret med både ’Frossen Fuldmåne’ og ’Jet Set Junkie’. Siden hin aprildag er Kaspar Vig flyttet på landet. Mon det får betydning for hans musikalske udvikling?

For godt og vel ti-tolv år siden var en ny scene på vej i New York. The Strokes slog stort igennem. Et af de band, som det havde delt plakater og spillesteder med i de tidlige år var The HeadQuarters. Hovedmanden heri var Charles Wallace, der i forbindelse med et par job i København, besøgte os d. 15. april. Det var i en sober tone og uden anstrøg af bitterhed, at Wallace bl.a. skildrede, hvordan The Strokes steg til vejrs. Med de rigtige forbindelser kan man nå langt. Wallace bor i dag i Schweiz, hvor han lyder navnet ’Der amerikanischer Troubadour’.

Grotæsk var gået denne signatur forbi, havde det ikke været for Low-Cut Rock’n’Roll Radio, der også sender fra Christianshavns Kanal. En dag i marts lå der nemlig et par cd’ere med den selvfinansierede debut i postkassen til ovennævnte redaktion. Disse snød undertegnede sig til at høre. Dansk punkrock af bedste skuffe. Skæringen ’Pia Lene og Ruth’ har siden hen hittet gevaldigt hos et fem-årigt feriebarn, der viste spontan, spjættende glæde, efterfulgt af forbløffelse over, at der bliver sunget om ”de Satans hekse”. På lørdag spiller Grotæsk til Hafermarkt punk-festival i Flensburg.

Kristi Himmelfartsdag fik vi Niels Skousen på besøg. Endnu engang får det yngste af feriebørnene ordet, idet ’Roser Og Sne’ fra 'Daddy Longleg'-pladen, også blev spillet op blandt de mest hørte på iPod’en i sommerferien. ”Den er en lille smule trist, jeg bliver lidt ked af det”, lød bedømmelsen, hvilket afgjort var en uforbeholden kærlighedserklæring. ´Roser Og Sne’ fik vi ikke at høre i udsendelsen. Skousen gik kronologisk til værks. Begyndende i tresserne med Cream, Dylan og Hendrix over Lou Reed, David Bowie og Ian Dury til sene plader med Waits og Thåström. Krydret med numre fra ’Lyt Til Din Coach’ fra i år.

Et stykke tid efter udsendelsen med Farmen modtog undertegnede denne besked fra Jesper Lehmkuhl, ankermand i bandet: ”Hørte programmet ... må ligge på top 10 over de mest nederen og stenede udsendelser ever ... men hyg'ligt er det sgu' :))” Et smugkig på playlisten giver ham ret. Indholdet på ensemblets demo-cd er sort, kulsort. Når det er sagt, så var de sange, der blev spillet live under programmet om end endnu mørkere og dystre. Livet er et besværligt anliggende. Lige lidt hjalp det, da Farmen præsenterede den østrigske sangerinde, Andrea Schroeder, der også var til stede. Som Süddeutsche Zeitung så korrekt har beskrevet hendes musik, "Eine ebenso verträumte wie bedrohliche Musik mit einer fast traurigen Grundhaltung". Humøret var i det mindste højt under udsendelsen.

Selvom vi kun skrev d. 3. juni, så tog roots-orkestret One-Eyed Mule forskud på efteråret, da det begyndte programmet med deres egen stemningsskabende og smukke, ’September Sigh’, fra albummet ’Drifting To A Happy Place’ fra i år. Rasmus Dall og Uffe Ipsen havde planlagt en udsendelse, hvor inspirationskilderne var iøjnefaldende. De strakte sig fra country-blues, filmmusik og The Velvet Underground til tyske Neu! og The Beach Boys fra Californien. One-Eyed Mule spiller i den kommende weekend til Skanderborg Festivalen.

Ugen efter var Langsyn inviteret i studiet. Deres debutplade ’Ikke Langt Herfra’ har givet næring til meningskrig. Ytringerne er gået fra det så godt som sublime til:

”Her er ikke et eneste medrivende refræn eller riff eller bare antydningen af liv. Det er tristesse. Det er sort og hvidt uden et glimt af kulør. Hvis det er målet at lyde som en parodi på Skaløe og Dylan, så er det da lykkedes.”

i Jydske Vestkysten, der også mener, at det er ”40 år for sent”. Hvis vi nu leger med og dykker tilbage i tiden, så var salige Simon Spies storforbruger af den slags omtaler, og det er da også derfor, at den bliver gengivet her. På den anden side, så kan man have lidt ondt af anmelder Steen Rasmussen. Langsyn gav i øvrigt debut til Dr. Hook & The Medicine Show i Mod Strømmen. Vi har desværre ingen fotografier af gruppens besøg.

I juli aflagde Sange Til Den Sidste Luksusgeneration visit hos vores sommerredaktion. Da undertegnede ikke var til stede, vil det nok virke hult, at forsøge at rekapitulere slagets gang. Lyt i stedet til programmet, når det snart er at finde på nettet.

Feriebørnenes Top-5

Mouritz / Hørslev Projektet - ’Blik, Bang Bang’
Niels Skousen - ’Roser og Sne’
Kim Larsen & Kjukken - ’Internationale’
Grotæsk - ’Pia, Lene og Ruth’
Kim Larsen - ’Dagen Før’

Hyde Park, London, 27. juni 2010.

I løbet af efteråret udsender københavnerorkestret The Breakers nyt. Efter ’What I Want’ fra 2004 og ’Here For A Laugh’ fra 2006, kommer bandets tredje album på Steve Van Zandt’s Wicked Cool Records. Pladen er indspillet i Stratosphere Sound i New York, som også er blevet benyttet af Cat Power, Fountains Of Wayne, Television, R.E.M og Yeah Yeah Yeahs, bare for at nævne en håndfuld.

I juni udkom førstesinglen ’Riot Act’, der læner sig op ad den efterhånden klassiske, men stadig indtagende rhythm'n'blues, som den lød i Swinging London i midten af tresserne. Hør et brudstykke. Samme måned var The Breakers i fornemt musikalsk selskab, da det optrådte ved tredags-festivalen, Hard Rock Calling, i Hyde Park i London.

Fotomaterialet er fra gruppens Facebook-side.

’Gucci no hippie, but he stoned like Jimi’

”I mostly listen to rap when I’m at home, if I put stuff on. If I’m playing a video game, I’ll put it on mute and just listen to music and smoke weed. That’s a normal morning hangout with my cat, Snacks.”

- Nathan Williams fra Wavves til New York Times, 29. juli 2010. Det nye album, 'King Of The Beach’, udkommer på tirsdag. Læs hele interviewet.