”I Think I'll Drink Myself Into A Coma…”

Selvom de indledende øvelser så småt er begyndt, så går det først for alvor i gang i morgen og varer december ud.

’I Gotta Get Drunk’ / Åbent brev til Willie Nelson.

Countrymusik og øldrikkeri hænger uløseligt sammen. At livet på landevejen og potrygning også gør det, for i al fald én af genrens største navne, kommer måske bag på nogen. Lørdag fortalte flere medier, at den 77-årige sanger og sangskriver Willie Nelson dagen før endnu engang var blevet arresteret for besiddelse af marihuana. Denne gang drejede det sig om seks ounce (en ounce svarer til 28,34.952 g), som en nidkær grænsebetjent havde fundet ombord på hans tour-bus i Texas. Tilbage i 2006, afslørede en razzia i selvsamme bus, både pot og ’magic mushrooms’. Fredag fik Nelson lov at løbe, efter at have punget ud med den kønne sum af $2,500.

Kære Willie,

Kan du ikke holde op med det pjat og begynde at drikke dig en kæfert på igen, akkurat som du og George ’No-Show’ Jones, havde for vane før i tiden?.

Med venlig hilsen

En ven, der vil dig det godt

’I'm All F**ked On Beer’

I forlængelse af gårsdagens to indlæg, forsætter vi med at lade op til den kommende uges program i Mod Strømmen. ’I’m All F**ked On Beer’ lever ikke op til årstiden. Det er Californien, sommer og strand. Overordnet har sangen dog det vi leder efter.

Og gudskelov for det, eftersom det med stor sandsynlighed har været et af de sidste numre, der blev inkluderet på Admiral Radley’s ’I Heart California’ fra i år. Dets electro-støj stikker nemlig betydeligt ud fra den venligsindede pop, som gruppesammensmeltningen af Grandaddy’s Jason Lytte/Aaron Burtch og Earlimart’s Aaron Espinoza/Aranna Murray, ellers har kreeret med Admiral Radley.

’The Man Who Loved Beer’

Hvor Kurt Wagner nærmest virkede kåd på Lambchop’s debutplade ’I Hope You’re Sitting Down’ fra 1994, tog gruppen tempoet ned på toeren ’How I Quit Smoking’, der kom i 1996. Mens mange band skal bruge flere album for at finde og finpudse en karakteristisk lyd, kan man med lidt god vilje påstå, at Lamchop havde fundet deres, som der ikke er blevet flyttet meget rundt på siden.

Når musikken fungerer allerbedst, som eksempelvis i ’The Man Who Loved Beer’, er det som om, at den poetiske og smukke ramme som den originale kammer-folk giver, også går hen og bliver et perfekt skjulested for Wagner’s bidende samfundskommentarer.

Mod Strømmen slår sig på flasken.

Næste uges tema kan forekomme søgt. Det er det også. De senere år har radioprogrammet Mod Strømmen op mod jul forsøgt sig med en klassisk julestue. Brunkager, æbleskiver og gløgg en masse. I år kaster vi os frådende over julefrokosten og al dens væsen, særlig spiritussen.

Lyt med torsdag, d. 2. december, mellem kl. 18-20, hvor vi vil spille sange, der handler om at bøje armen.

Lesson One: ’Don't F**k Around With Love’

Allerede i midten af 1930’erne markedsførte Apollo Teateret i Harlem sig som stedet, ”where stars are born and legends are made”. Listen over hvem, der har optrådt på den navnkundige scene er alenlang og hvis man ydermere var så heldig at debutere der, var man nærmest selvskreven til en kontrakt. Det var netop hvad, der skete for den sorte vokalgruppen The Blenders, som spillede deres første job nogensinde i Apollo Teater i 1949 og et par dage efter stod med en eksklusiv aftale med det store pladeselskab Decca.

Nogle år efter var gruppen at finde på mærket Jay-Dee, der blev ledet af en af tidens dygtigste uafhængige musikproducenter, Joe Davis. Hvad der var gået for sig i den mellemliggende tid og især op mod The Blenders kontraktudløb med Decca, er der siden hen blevet spekuleret meget i. Det er der ingen grund til at kede nogen med.

I foråret 1953 gik Davis i studiet med The Blenders. Det mest berømte spor fra disse optagelser er singlen ’Don’t Play With Love’. Samtidig indspillede gruppen en alternativ og censureret udgave, som var tænkt som en måde, hvormed man kunne skabe en underhånden interesse hos landets dj’s. Sidstnævnte version, ’Don't F**k Around With Love’ blev først officielt udgivet i 1973, hvor Davis stod og manglede penge. Hør den lige her.

Kontemporær psych-pop

Der er går år og dag mellem, at bloggen her skriver om musik fra England, anno lige nu. Kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst er sket? Hvorfor det så er et særsyn, kan der være flere grunde til. Ingen nævnt, ingen glemt, som det hedder i takketaler og deslignende.

The Sails fra London fortjener dog at få nogle rosende ord. Bandet eller rettere sagt Michael Gagliano, der er det samlende punkt, hvorom der har roteret en række løst ansatte musikere, er ikke ny i branchen. Han har tidligere høstet fine anmeldelser med Epic. Med The Sails bevæger Gagliano sig ind i den psykedeliske jangle-pop, med strålende vokalharmonier og masser af fremdrift.

Via The Sails pladeselskab, Rainbow Quartz, er der mulighed for at downloade to fine eksempler på den solide sangskrivning, som det nye album ’A Headful Of Stars’ fra oktober i år, flyder over med. ’I’m Only Bleeding’ er nok det tætteste Gagliano kommer på et hit, det minder bogstaveligt talt om Oasis, da det spillede The Beatles allerbedst, mens ’Travel’ er en sonisk udforskning, der med den gennemgående sitar tager os med til Østen, men bestemt også erindringer os om, hvilket uudsletteligt indtryk George Harrison’s soloplader har gjort på senere generationer.

Find numrene her, hvor der ligeledes er et par stykker med høj jingle-jangle værdi fra The Sails første plade.

Miami Steve. 60 år i dag.

Hvis det ikke skal være i dag, hvornår skal vi så vise dette fotografi frem, som Anders Bruus fra The Breakers tog af Steve Van Zandt og hans all-time favoritalbum (ked af at nævne det, men det er det til højre) i vort radiostudie, for ungefær tre år siden. Time flies. Tillykke med dagen, Little Steven .

Hør for øvrigt show nr. 449 og 450 fra Little Steven’s Underground Garage, hvor Keef optræder på slap line.

Syreregn i Mod Strømmen II

”Thor Boding gæster på torsdag Radio Mod Strømmen - KBH. Stil radioen ind på enten 98.9 FM eller 98.8 Hybrid, og lyt til Hr. Boding, der fortæller om Fly With Us-tour, turen til New York, om den efterhånden meget forsinkede live vinyl, samt dj'er god musik.”

- Facebook-opdatering fra Syreregn, for nogle timer siden. Der mangler vist kun dato og klokkeslæt før den er i vinkel. Stil ind nu på torsdag, d. 25. november, mellem kl. 18-20.

Stilleben med sitcom-stjerner.

Hovedpersonerne fra den amerikanske sitcom, ’It’s Always Sunny In Philadelphia’, positioneret i et nok så kendt pladecover. Forsiden af magasinet Filter fra september 2010.

De sande hippier røg chillum, også på den jyske vestkyst

”Jeg har lige dvalet en chillum ned
Og hopper rundt som en lille ged
For vi har røget noget sort galar
Imens vi griner og ved halur har”

Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med den esbjergensiske power-trio Moses' galar-sang 'Skæv' fra pladen 'Changes', der kom i 1971, er muligheden der nu. Rul ned til posten ’Re-Released Into The Wild’ fra d. 16. november.

Nye upload

Flere har bemærket, at listen herude til højre med link til dele af bagkataloget længe har været syg. Nu er den ryddet af vejen og der er taget hul på en ny. Hør de seneste tre programmer med Dragontears, Straight From The Harp og SPEkTR / Manoj Ramdas. Playlisterne finder man stadigvæk her.

Som lovet tidligere bliver der arbejdet på en holdbar model.

Foto: Manoj Ramdas fra gårsdagens udsendelse.

'Deep Fried Fanclub'

Ovenpå den fornemme Teenage Fanclub-koncert i mandags, har undertegnede snart sagt ikke hørt andet. Tirsdag blev det blankslidte eksemplar af 'Deep Fried Fanclub. Early Singles & Rarities' hevet ned fra reolen. Og optagelserne, hvorfra de ældste er indspillet i juli 1989, har siden cirkuleret mellem hjemmets cd-afspillere. Albummet indeholder selvfølgelig bandets to singler med b-sider fra 1990, 'Everything Flows' og 'God Knows It’s True'. Dertil kommer coverversioner af The Beatles, Alex Chilton, Neil Young og Beat Happening.

Foran computeren, har især denne tv-optagelse fra 1996, hvor The Fannies som backingband for Alex Chilton, giver Eddie Floyd’s 'I Never Found Me A Girl' og Rodgers & Hart’s standard 'My Heart Stood Still', taget kegler.

Denne live-koncert fra Glasgow, stadig med Chilton og fra omkring samme tidspunkt, kan heller ikke anbefales nok. Den er i flere afsnit.

Spritny Setting Son single.

Det vil ikke overraske, hvis en læser eller to vil opfatte dette indlæg, som en unødig rygmarvsmanøvre. Skal vi nu høre om The Setting Son igen? Svaret er bekræftende. Bandet har netop udsendt singlen, ’Are You The One?’, med tilhørende video fra en stripklub i Ålborg. Sidstnævnte burde i det mindste kunne trække folk af gårde.

Bag mix og masteringen står Mark Kramer eller bare Kramer. Han kan ikke alene skrive en stak interessante medlemskaber som bassist i orkestre, som Shockabilly med free jazz syrehovedet Eugene Chadbourne, Butthole Surfers, Ween og Half Japanese, på sit CV, men også notere, at han har produceret Galaxie 500’s samlede værker, Low, Daniel Johnston m.v.

Efter sigende var det også Kramer, der gav Nikolaj Nørlund mod på selv at sætte sig i producerstolen, da de i begyndelsen af halvfemserne arbejdede sammen om Trains And Boats And Planes' pladen ’Minimal Star’.

”Hello. We are Teenage Fanclub from Glasgow”

Sætlisten fra The Fannies koncert i Lille Vega, mandag d. 15. november 2010.

'Idiots In The Rain' eller 'De nåede færgen'

SPEkTR i Mod Strømmen

"...one of the things SPEkTR reminds me of is Film-Library music, particulary from the 60's and 70's, english and italian, y'know..Roy Budd and Nino Rota and all of these great Film composers..."

David Fricke fra Rolling Stone Magazine har efterhånden omtalt mange danske band i anbefalende vendinger. Det begyndte vistnok med The Raveonettes, som hovedmanden i SPEkTR, guitaristen Manoj Ramdas, på daværende tidspunkt var en del af. Man kan spore SPEkTRs aner tilbage til omkring år 2000, hvor det blev dannet i København. Siden har Ramdas også lagt megen tid i The Good The Bad, spillet med stort set gud og hver mand på den danske scene og senest indspillet ’Tidløs Knold’ med Ond Magi.

SPEkTR har et nyt album på trapperne, der er mixet af Randall Dunn, som har arbejdet sammen med det amerikanske doomband Sunn O))). Mon ikke vi får godbidder derfra, når Manoj Ramdas & co. kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 18. november? Under alle omstændigheder tegner det til at blive en varieret udsendelse. Vi glæder os. Lyt med mellem kl. 18-20.

’The American In Me’

Apropos forrige post. San Francisco-kvartetten The Avengers på hjemmebane i Mabuhay Gardens ved arrangementet Punks Against Oppression!, der var til fordel for strejkende kulminearbejdere fra Kentucy. Klippet stammer fra 16 mm filmen ’Louder Faster Shorter: San Francisco Punk Rock 1978’.

Sorte huller

Flere vil nok kende den engelske skribent Jon Savage for den moppedreng af en bog, han skrev om Sex Pistols og den engelske punkrock, ’England’s Dreaming’. Savage er uddannet fra Cambridge og begyndte allerede at profilere sig selv under the heyday af britisk punk, hvor han udgav fanzinet ’London Outrage’. Senere blev han ansat på adskillige af de toneangivende musikmagasiner.

Hvad færre ved er, at han også har sat flere glimrende tema-compilations sammen, der har været med til at skabe en smule balance mellem de sorte huller, som denne bloggerkugle går rundt med. Her et par stykker med covernoter, hvis man følger linket. ’England's Dreaming’ (2004), ’Meridian 1970 – Protest, Sorrow, Hobos, Folk and Blues’ (2005), ’Queer Noises 1961-1978: From the Closet to the Charts’ (2006), ’The Shadows Of Love - Intense Tamla 1966-1968’ (2006), ’Dreams come true - Classic wave electro 1982-87’ (2008) og ’Teenage - the invention of youth 1911-1945’ (2009)

Den 15. november er Savage aktuel med en ny compilation, 'Black Hole', hvor han forsøger at fange ånden af den tidlige californiske punkrock.

1. The Germs - Forming
2. The Dils - I Hate The Rich
3. The Screamers - Peer Pressure
4. Crime - Murder By Guitar
5. The Zeros - WIMP
6. The Avengers - We Are The One
7. The Consumers - Anti Anti Anti
8. The Randoms - A-B-C-D
9. Black Randy and the Metro Squad - Trouble at the Cup
10. The Alleycats - Nothing Means Nothing Anymore
11. The Weirdos - Solitary Confinement
12. The Zeros - Beat Your Heart Out
13. X - We’re Desperate
14. The Offs - 624803
15. The Sleepers - Seventh World
16. The Middle Class - Situations
17. The Bags - Survive
18. The Germs - Media Blitz
19. The Middle Class - Love Is Just a Tool
20. The Flesheaters - Pony Dress
21. Urinals - Black Hole
22. The Aurora Pushups - Victims of Terrorism
23. The Avengers - The American In Me
24. The Dead Kennedys - California Über Alles
25. The Dils - The Sound of the Rain
26. The Sleepers - Los Gatos

Shakey. 65 år i dag.

Bubblegum Psych. ’The Zig Zag People Take Bubblegum Music Underground’

Endnu en omgang med covernumre. Man kan sætte spørgsmål ved om bubblegum-musikkens unge fanskare i sluttresserne overhovedet stiftede bekendtskab med The Zig Zag People, og hvis de gjorde det, så blev de utvivlsomt stødt på manchetter over bandets radikale ombearbejdninger af bl.a. arkegrupperne 1910 Fruitgum Company’s og Ohio Express’ top-10 klassikere.

The Zig Zag People bestod af en række dygtige studiemusikere, der i 1969 blev hyret af Decca, til at iføre bubblegum’en et psykedelisk draperi. Og det gjorde de så eftertrykkeligt, at adskillige numre ikke var til at kende igen. Det er vist det man kalder at tage en sang til sig og gør den til sin egen. Godt eller gudsjammerligt. The Zig Zag People’s versioner spænder fra jazz, blues, r&b til decideret syrerock og mere eksperimenterende dele af psykedelisk musik.

Der er ikke meget umiddelbart tilgængeligt materiale fra ’The Zig Zag People Take Bubblegum Music Underground’ på nettet. You Tube har coverene af Ohio Express’ ’Chewy Chewy’ og 'Yummy, Yummy, Yummy'. Plus to andre numre, ’Sally Goes To The Dentist’ og ’Peel It Off Your Face’, hvor undertegnede kommer til kort med, hvem der har skrevet og indsunget dem, hvis de da ikke er originalspor af The Zig Zag People.

Hvis man bruger lidt længere tid, kan man komme til at høre ’Little Bit Of Soul’, ’Hanky Panky’, ’Simon Says’, ’1 2 3 Red Light’ og ’Indian Giver’.

Musikken er langt bedre end den ser ud på skrift.

Pinkunoizu: Free Time Volume One

I et forsøg på at genrebestemme Pinkunoizus netop udsendte debut ,’Free Time Volume One’, prøvede denne blogsmører at danne en Genius-spilleliste i iTunes via åbningssangen, ’Time Is Like A Melody’. Der var ingen genkendelse eller i hvert fald keine match i nærværende bibliotek. Håbet var velsagtens, at der var blevet trukket noget afro-beat, asiatisk tresserpop og nu-folk frem. Det blev der ikke, hvor skal man så begynde?

Måske alene med en koncertoptagelse fra Loppen, hvor gruppen, der består af musikere fra Selvhenter, Howl Baby Howl, Chimes & Bells, Kostcirklen og Valby Vokalgruppe, giver ’Time Is Like A Melody’, sammen med Hurrah Ensemble. Og så må det være op til nogle måske egnede at sætte ord på.

’Free Time Volume One’ udkommer i første omgang kun digitalt. Til marts næste år skulle ’Free Time Volume One & Volume Two’ være at finde i et håndfast format.

’Oliver's Army’ / ’Maggie May’

Undertegnede var ikke fair overfor Radio Free Fernie forleden. Stationen er langt hen ad vejen brugerstyret, så hvis man uforfarent kommer ind i en bølge, hvor den klassiske rock er dominerende, kan man selv påvirke cover-flowet, ved at vælge de numre, man vil høre.

Efter omtalen i lørdags, fortsatte radioen med at køre i baggrund. Stor var glæden, da Blur’s udgave af Elvis Costello’s anti-besættelses sang ’Oliver’s Army’ dukkede op. Jagten gik derefter ind på flere covernumre af Blur. Desværre var gruppens fine version af Rod Stewart’s ’Maggie May’, der handler om den første og noget ældre kvinde, som Stewart havde sex med, ikke at finde. Men så er der heldigvis andre muligheder:

Straight From The Harp i Mod Strømmen (II)

For en lille måneds tid siden, begyndte electro-blues duoen Straight From The Harp nedtællingen til udgivelsen af ’Re Re Mix Mix’. Som titlen lader ane, bevæger gruppen sig over i en afholdt variant af populærmusikken. Men, hvor de fleste remix, som regel er lavet af en hot dj eller producer, så har Straight From The Harp fået en række musikere til at genfortolke hele debuten, ’Rain Rain Down Down’ , der kom i det tidlige forår. Foreløbig har duoen ladet sive, at Michael Møller, The Sad Lovers, Screen Tests, Heini & Addi, Spejderrobot og Howl Baby Howl er blandt bidragyderne. Læs og hør mere her.

Nu på torsdag, d. 11. november, er der releasefest fra kl. 21 på Drone Bar, Nørrebrogade 184. Før det, dukker Straight From The Harp op i radioprogrammet Mod Strømmen. Lyt med mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Radio Free Fernie

Efter et par dage i interessant og muntert selskab med sladder og anbefalinger om musik og litteratur, har denne blogggerkugle spenderet nogle formiddagstimer på at opdatere og forsøge at holde sig ajour rundt omkring på nettet. Det er sket, mens Radio Free Fernie, som var en af de ting, der blev lagt et godt ord ind for på en frokostrestaurant i går, har kørt i baggrunden.

Stationen har specialiseret sig i at spille covernumre. Her en liste over de seneste ti. Kanhænde, at den klassiske rock har lidt for gode betingelser.

The Black Crowes - Hard To Handle (Otis Redding)
Rare Earth - Feeling Alright (Traffic)
Trip Shakespeare - Helpless (Neil Young)
Dumbstruck - Earth Angel (The Penguins)
Ivy - Let’s Go To Bed (The Cure)
Keane & Faultline - Goodbye Yellow Brick Road (Elton John)
The Atlanta Rhythm Sektion - Takin' Care Of Business ( Bachman Turner Overdrive)
Saliva - Message Of Love (The Pretenders)
Faith No More - Midnight Cowboy (John Barry and his Orchestra)
Joe Cocker - Can't Find My Way Home (Blind Faith)

Link Wray: Link Wray

I 1971 udsendte Link Wray pladen ’Link Wray’. Samtiden dånede ikke af benovelse. Indenfor de seneste år er albummet dog gået fra et liv i det obskure til at blive kaldt et lille mesterværk af et comeback for den gamle rock’n’roll-guitarist. At ’Link Wray’, har været ude af omløb i mange år, spiller sikkert også ind på det renommé, den har fået i aficionadokredse. Modsat det meste af musikindustrien, der i slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne, mente at studieteknik og -færdigheder var tidens løsen, indspillede Link Wray, de elleve nummer på en trespors båndoptager i et ombygget hønsehus på sin farm i Maryland.

I dag vil musikken blive kategoriseret som roots-rock. Altså et konglomerat af blues, country og rock, spillet råt, akustisk og skramlet, og med brug af mandolin, klaver og Wray’s karakteristiske nærmest raspende stemme, han mistede en lunge til TB i 1953, for slet ikke at nævne den dåse med småsten, som fungerer som percussion undervejs. Der er ikke et album, der lefler for detaljen. Til gengæld er det passioneret og indspillet med en approach, som kan minde om Captain Beefheart, Van Morrison og The Rolling Stones i samme periode.

Det er skik og brug at pege på skæringer, der enten udmærker sig eller lægger stilen. Det er svært, men den riff-orienterede ’God Out West’, kan gøre sig på enhver røgfyldt rockklub. Det samme evner ’Fire And Brimstone’, som The Neville Brothers lavede et cover af til albummet ’Yellow Moon’. Ellers er det værd at nævne åbningsnummeret ’La De Da’ og sumprockeren ’Black River Swamp’. Men igen, ’Link Wray’ er et helt album, som alderen har været hjertens god ved. Køb det, hvis det ellers er til at stampe op af mange års hønsemøj.

Soda And Frankfurters. New York City