Akustisk folkpræget udgave af den anden eller det den tredje single fra The Breakers nye plade? Albummet har efterhånden været så lang tid undervejs, at denne signatur har tabt retningen. Det har The Breakers heldigvis ikke. Titlen på tracket herover, giver visse forventninger eller i det mindste forestillinger om et klassisk rockudtryk, Og det er vel også det, der har været The Breakers styrke og det som fik Little Steven til at skrive kontrakt med dem. Inspirationerne er mange. Motown møder Jerry Lee Lewis tilsat ”uh-uhs” i stil med Stones. Liveklippet kan man evt. følge op med at høre singleversionen.
Nu ligger den nye skive her endelig og den er blevet ret god. Den bærer bare bandtes navn og er mixet af Bob Clearmountain, hvis navn man støder på i forbindelse med udgivelser med Springsteen, Roxy Music, The Rolling Stones m.v. I morgen inviterer gruppen til släppfest på Floss, Larsbjørnsstræde 10, 1454 Kbh. K, hvor den også vil spille live. Trop op ved 19-tiden.
I de næste fire programmer i Mod Strømmen er der en rød tråd. Frem til sommerferien får vi besøg af nogle af de små og uafhængige plademærker, der er repræsenteret i Yourspace-teltet ved årets Roskilde Festival. Vi begynder Kristi himmelfartsdag med Bad Afro og Lars Krogh, som har lovet at tage nogle kuriositeter med fra bagkataloget. Dertil kommer vi nok til at høre nyt fra On Trial og The Telstar Sound Drone og hvad der nu står til udgivelse henover sommeren og ind i efteråret.
Vi bliver en stund ved omtalte navne. The Telstar Sound Drone holder release på deres nye single ’Mirror Pieces’ i morgen, kl. 19.00, i baren Kronborggade 3. Den er god nok, det hedder udskænkningsstedet faktisk. Adressen siger sig selv.
On Trial er også aktuel med et par singler, bandets allersidste. De udkommer vistnok kun i 500 eks, men så er de fleste af coverne også håndkolorerede af bandet, og dem de ikke selv kunne overkomme, rekvirerede de en snes børn til at tegne og farvelægge. På fredag, d. 3. juni, spiller orkestret afskedskoncert på Loppen.
Foto: Hobitten
Dragontears har for længst meddelte, at de er gået hvert til sit. Det skal dog ikke afholde os fra at linke til deres sidste koncert, som de spillede ved Roadburn Festivalen i april i Tilburg i Holland.
Med denne kompakte informationsmænge, vender vi afslutningsvis tilbage til hovedærindet. Lyt med, når Lars Krogh fra Bad Afro besøger Mod Strømmen. Det sker mellem kl. 18-20, nu på torsdag, d. 2. juni. (98.9 FM / 98.8 Hybrid)
Der er åbenbart sket nogle ændringer med ens log-in, hvis man som undertegnede har flere blogge i omløb. I øjeblikket bliver jeg nægtet adgang til Mod Strømmens playlistearkiv. Det betyder imidlertid ikke, at vi vil snyde interesserede læsere for, hvilke numre Reverend Shine Snake Oil Co. fandt relevant at spille i programmet i går. Udsendelsen bliver mulig at høre i løbet af et par dage.
1. Reverend Shine Snake Oli Co. - Modern Man (2011) 2. Konono N°1 feat Masanka Sankayi + Kasai Allstars - Wa Muluendu (2006) 3. Blind Willie Johnson - Mother's Children Have A Hard Time (1927) 4. PJ Harvey - Water (1992) 5. Jimmy Cliff - Sooner Or Later (1974) 6. Tlahoun Gèssèssè - Yene Felagote (1974) 7. Chucho Valdés & Irakere - La Comparsa (live) (1978) 8. Curtis Mayfield - Check Out My Mind (live) (1971) 9. Love - Hey Joe (1966) 10. Lazaro Ros - Elewa (2000) 11. Mississippi John Hurt - Frankie (1928) 12. Maâllem Mokhtar Gania - Allah Baba Matinba (2003) 13. Reverend Shine Snake Oli Co.- In Case We Don't Die (live i studiet) (2011) 14. Del Tha Funkee Homosapien - Catch A Bad One (1993) 15. Flat Duo Jets - No Greater Love (1991)
Aarhus-bloggeren Capac fortæller i dag, at Garland Jeffreys i nær fremtid er aktuel med et nyt album, ’The King Of In Between’, det første siden 2002. Af en eller anden grund identificerer denne signatur altid Garland Jeffreys med folkballaden om den amerikanske stumfilmstjerne, Lon Chaney. Også kendt som ’The Man of a Thousand Faces’, der ofte spillede groteske og plagede figurer. Se ham her i ’Klokkeren fra Notre Dame’ fra 1923. Musikken er Jeffreys´ ’Lon Chaney’ fra debutpladen fra 1973.
Så flød bægeret over. Ikke mere Bob Dylan i lang tid. Nu har denne bloggerkugle nået mætningspunktet. Hvad havde jeg alt andet lige troet Aftenshowet kunne byde på, da jeg lagde mig i sofaen for at se det annoncerede indslag om Dylan? Ikke alene måtte jeg vente utålmodigt i tre kvarter, dels med småsnak med Helle Thorning-Schmidt om en ny interviewbog af Ninka, dels med en historie om en 83-årig kvindelig gymnastiklærer og en anden om en taxachauffør, der havde fået en gadetur til Paris, da askeskyen var på sit højeste sidste år.
Og så gudhjælpemig om ikke Peter Viskinde dukker op og får lov at væve lidt rundt i Dylans betydning for ham (veneration for det), men da han efterfølgende meddelte, at han snart har en ny plade på gaden med Dylan-fortolkninger og spillede en dræbende kedsommelig version af ’Knockin’ On Heavens Door’, havde jeg fået nok.
Samtidig irriterede det mig, at jeg ikke havde kunne finde energi til at tage til fødselsdagskoncerten for Bob Dylan i Huset i søndags. Et enkelt blik nedover sætlisten fortæller vist hvorfor:
1. sæt
MC Hansen (akk. af Las Nissen og Jacob Chano): When I Paint My Masterpiece CS Nielsen (akk. af MC Hansen): Blind Willie McTell Jacob Rathje: Blood in My Eyes Jacob Rathje: Moonshiner De efterladte: You're a Big Girl Now Signe Svendsen (akk. af CS Nielsen, MC Hansen og Kaspar Vig): Man in the Long Black Coat Mikael K (akk. af Las Nissen): Vendsyssel (Missisippi i egen oversættelse) Kaspar Vig: Simple Twist of Fate Kaspar Vig: If You See Her, Say Hello Mads Mouritz: Tangled Up in Blue Mads Mouritz (akk. af Jacob Rathje): Tombstone Blues
2. sæt
Claus Rydskov (akk. af Henning Høeg): Every Grain of Sand Rasmus Dissing (akk. af Las Nissen og Jonas Dissing): To Ramona Jonas Dissing (akk. af Las Nissen og Rasmus Dissing): Tryin' to Get to Heaven Las Nissen (akk. af Jonas og Rasmus Dissing): She Belongs to Me Benny Holst (akk. af Jacob Rathje): Rastløs (Tomorrow is a long time i egen oversættelse) Benny Holst (akk. af Jacob Rathje): I'll Be Your Baby Tonight (i egen oversættelse, ikke Thøger Olesens!) Benny Holst (akk. af Jakob Rathje + de øvrige medvirkende på kor): Til evig tid (Forever Young i egen oversættelse) Alle medvirkende (akk. af Benny Holst og Jacob Rathje): Forever Young Dissing, Dissing & Las (akk. af de øvrige medvirkende på kor): I Shall Be Released
Reverend Shine Snake Oil Co. er efterhånden ved at blive et tilløbsstykke. Bandet er lige hjemvendt fra en mindre promotiontour i England, Og nu på torsdag, d. 26. maj, mellem kl. 18-20 kigger de forbi Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Med sig har de den nye EP ’Belligerent’, der bruser over af den nærmest uforenelige sammensmeltning af blues, folk og punkrock, som Reverend Shine Snake Oil Co har formået at smede sammen og gøre til deres helt egen.
Da gruppen besøgte os for to år siden, nåede det, udover at spille live i studiet, at komme fra Bad Brains over Curtis Mayfield og Son House til Sonic Youth og The Lounge Lizards.
Mod Strømmen springer ud som madblog i dag. Det sker i anledning af Bob Dylan’s forestående 70-årsdag og med en af trubadurens ’hofkagebrød’, som hans mor, Beatty Zimmerman, altid bagte når han kom hjem på besøg. Efter sigende var det temmelig ofte. Fru Zimmerman døde i 2000. Følgende oversættelse står helt og holdent for undertegnedes regning.
Banana Chocolate Chip Loaf Bread
1 kop melis 1/2 kop smør eller margarine, blødgjort 2 æg 4 spsk creme fraiche 2 modne bananer, mosede 2 kopper mel 1 1/2 tsk bagepulver 1 tsk natron. (vi er jo i Amerika) Mellem 170 og 340 gram chokolade i små stykker. Alt efter hvor sød en tand man har.
Forvarm ovnen til 170°.
Bland melis og smør. Tilsæt æg og giv det tæsk. Tilsæt creme fraiche og mosede bananer, rør det godt og grundigt sammen.
Mel, bagepulver og natron blandes i en skål for sig selv. Tilsæt creme fraiche blandingen og chokoladestykkerne. Del dejen i to og fordel den i to smurte mindre brødforme.
Bag i ca. 50 minutter. Vend brødene ud på alufolie, så snart de er færdige.
1. Kim Larsen & Jungledreams - Tangled Up In Blue (1982) 2. The Waterboys - Girl From The North Country (2002) 3. Julie Driscoll, Brian Auger & The Trinity - This Wheel's On Fire (1968) 4. Marion Williams - I Shall Be Released (1969) 5. Them - It's All Over Now, Baby Blue (1966) 6. Thurston, Kim & EPIC - Sitting On A Barbed Wire Fence (1992) 7. George Harrison - I'd Have You Anytime (1970) 8. Robyn Hitchcock with Gillian Welch & David Rawlings - Trying To Get To Heaven Before They Close The Door (2004) 9. R.L. Burnside - Everything Is Broken (1999) 10. Elliot Murphy & Ian Matthews - Blind Willie McTell (2001) 11. Buddy Miller - With God On Our Side (2004) 12. Peter Belli - Jeg Er Din Dengse I Nat (1968) 13. Articolo 31 - Come Una Pietra Scalciata (1998) 14. Lill Lindfors - Låt Mej Va' - De 'E' Bra (1965) 15. Los Lobos - On A Night Like This (2003) 16. Cornelis Vreeswijk - Kalle Holm (1974) 17. The Magokoro Brothers - My Back Pages (1995) 18. The Hollies - My Back Pages (1969) 19. Roger McGuinn - Up To Me (2005) 20. Nina Simone - Just Like Tom Thumbs Blues (1967) 21. Fairport Convention - Million Dollar Bash (1969) 22. Bob Dylan & Eric Clapton - Sign Language (1976)
Canadiske The Sadies har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvis man har fulgt bare det mindste med i americana-bølgen i det seneste decennium. Udover en række fremragende plader i eget navn, har kvartetten ageret backingorkester for Neko Case, John Doe, Garth Hudson, Jon Langford, Mary Margaret O’Hara, Andre Williams og Neil Young. I morgen kommer bandet forbi Loppen.
For at følge lidt op på de seneste poster, så fremfører de her Bob Dylan's ’This Wheel’s On Fire’ med Neil Young på vokal. Selvsamme ses for resten sammen med Garth Hudson og The Sadies på billedet foroven.
Nu når vi alligevel skal til det (Bob Dylan’s fødselsdag), så betræder vi i dag en sti, der nok hører til blandt en af dem, som Bob Dylan for alt i verden prøver at gå udenom. Nemlig at gentage sig selv.
Med Dylan 70 programsat til på torsdag, dykker vi ned i Mod Strømmens elektroniske arkiv. Thi det er ikke første gang vi har lavet et radioshow med Dylan's sange i centrum. Tilbage i september 2005 sendte vi to udsendelser med coverversioner:
1. Etta James - Gotta Serve Somebody (2000) 2. George Harrison - If Not For You (1970) 3. The Handsome Family - Just Like Tom Thumb's Blues (2005) 4. Dave Edmunds - Outlaw Blues (1971) 5. The Flamin' Groovies - Absolutely Sweet Marie (1979) 6. Cowboy Junkies - If You Gotta Go, Go Now (2000) 7. Manfred Mann - If You Gotta Go, Go Now (1965) 8. Isaac Hayes - Lay Lady Lay (1999) 9. Solomon Burke - Stepchild (2002) 10. The Dixie Hummingbirds - City Of Gold (2003) 11. The Grateful Dead - It' All Over Now, Baby Blue (live) (1981) 12. Simply Red - Positively 4th Street (2003) 13. The Byrds - Mr. Tambourine Man (1965) 14. The Byrds - You Ain't Going Nowhere (1968) 15. The Band - When I Paint My Masterpiece (1971) 16. Leon Russell & The Shelter People - A Hard Rain Is A-Gonna Fall (1971) 17. Gene Clark - Tears Of Rage (1971) 18. Elvis Presley - Tomorrow Is A Long Time (1966) 19. The Jimi Hendrix Experience - All Along The Watchtower (1968) 20. Patti Smith - Wicked Messenger (1996) 21. Bob Dylan & Mavis Staples - Gonna Change My Way Of Thinking (2003)
Hør den første af udsendelserne via dette link. Det var vist også radiodebut for en af de nuværende faste værter, Jamie Mason.
"Everybody knows by now that there's a gazillion books on me either out or coming out in the near future. So I'm encouraging anybody who's ever met me, heard me or even seen me, to get in on the action and scribble their own book. You never know, somebody might have a great book in them."
Dylan’s bidende opfordring fra i fredags, må efterhånden været nået jorden rundt. Mon det bliver alt, han har at sige om sin snarlige fødselsdag? Under alle omstændigheder, lader radioprogrammet Mod Strømmen mandens sange tale for ham, når vi på torsdag, d. 19. maj, mellem kl. 18-20 (98 FM / 98.8 Hybrid), sender en hilsen.
Hvor vi begynder og hvor vi havner er endnu kun på skitseplanet. Der bliver dog ikke tale om en decideret biografisk introduktion eller hvad man ellers kan forvente på sådanne dage. Måske mere et billede af, hvor redaktionen står lige nu i den fortløbende udforskning af det enorme sangkatalog. Vi får se.
Denne signatur har set amerikanske/cambodjanske Dengue Fever optræde en enkelt gang. Det var ikke det store sus. Bedømt ud fra de to album, jeg kender, ’Venus On Earth’ fra 2008 og det nye ’Cannial Courtship’ fra i år, holdt bandet ikke samme høje standard.
’Cannibal Courtship’, der kom i april, er kun den fjerde plade på ti år. Modus operandi er der ikke pillet ved. Bindeordene er tresser-pop fra Cambodja og lyden af Pacific Coast Highway i samme årti. Fra Mamas & The Papas i Los Angeles til Jeffeson Airplane i San Francisco, og hvad man ellers finder derimellem. Det asiatiske islæt tager sangerinden Chhom Nimol sig af. Det ligger hende ikke så fjernt, som man umiddelbart skulle tro. Den cambodjanske popscene var i tresserne stærkt inspireret af psykedelisk musik, surf og garagerock, der blev kombineret med egne musikalske elementer og traditionelle instrumenter.
På den ende side er Dengue Fever sofistikeret og flerdimensionel. På den anden er det ganske ubesværet popmusik. Som førstesinglen fra ’Cannibal Courtship’:
På lørdag fejrer Niels Skousen sit 40 års jubilæum i dansk show-biz i Vega. Det sker bl.a. med en opførelse af hele ’Herfra Hvor Vi Står’, punktnedslag i karrieren og gæstesolister. For et par uger siden, blev den forrygende 1971-evergreen genudgivet med bonusmateriale.
I skrivende stund melder der sig ingen erindring om, hvor og hvornår denne bloggerkugle, hørte pladen første gang. Coveret husker jeg derimod fra teenagefester i store lejligheder og bungalower rundt omkring i København, hvor forældrepladesamlingen blev rodet godt og grundigt igennem. Fester, hvor de voksne befandt sig i køkkenet eller en tilstødende stue, og som sluttede med et diskret vink, når mor eller far satte ’Go’ Nu Nat’ med Povl Dissing og Benny Andersen på grammofonen.
Genudgivelsen er blevet til på foranledning af Torben Bille, som også har skrevet bookletten. Bille har bl.a. været i folkemindearkiverne og opsnuset nogle fyrre år gamle koncertoptagelser fra Café Gadespejlet, Studenterforening i København. Heriblandt den interessante engelsksprogede ’The Archer’ og en fin version ’Kaptajnen’.
På fotoet foroven, står Skousen med den originale akvarel til albumcoveret, som han har ledt efter, siden han afleverede den hos trykkeriet i 1971. For et halvt års tid siden dukkede billedet op i pladeforretningen Mint Records på Gl. Kongevej. Overskriften er nappet fra dette Third Ear-interview.
”Peder hadede dovne Mennesker, og han nærede den dybeste Foragt for Negre i almindelighed”
- Walter Christmas, pseudonym for søofficer W.C. Dirkinck-Holmfeld. Citatet stammer fra hans bog ’Peder Most’, der kom i 1901 og som var det første bind i den populære drengebogsserie om den rødhårede Svendborgdreng, der kommer rundt i verden og ender med at få sit eget skib, og vinde en fornem engelsk lady.
Med regelmæssig præcision sender radioprogrammet Mod Strømmen vore såkaldte ‘Shoot From The Hip’-udsendelser. Der er ikke noget tema, ingen nævneværdig programforberedelse. Blot den musik, som værterne finder funky i det givne øjeblik.
Vi har ikke tænkt os at begynde at debattere, hvorfor countrystjernen Conway Twitty, der bl.a. havde et langvarigt duosamarbejde med Loretta Lynn, bliver feteret med en Colt-45 i 24-karat guld. Reklamen passer bare ind med det billedemateriale, vi har fået for vane at vise, når bemeldt program venter.
Lyt med torsdag, d. 12. maj, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.
”We definitely try to bring psych elements other than a heavy, druggy vibe with Moon Duo. I’m a big fan of that easy-going California psych vibe, so I think that comes through sometimes.”
På tirsdag, d. 10. maj, kommer Erik ’Ripley’ Johnson fra Wooden Shjips og Sanae Yamada, forbi Loppen på Christiania. Tidligere i år udgav Moon Duo, som kæresteparret kalder sig, dets anden plade, ’Mazes’. Den er indspillet i Berlin, hvilket har været ensbetydende med sammenligninger med andre kunstnere, der ligeledes har brugt den tyske hovedstad til at suge til sig, af noget der på den ene side er sprællevende, og på den anden, minder om et martret kultsted.
Det er nu ikke umiddelbart aflæseligt på udgivelsen, der i forhold til debut-lp’en ’Escape’ og med Johnson’s udtalelse foroven i skarp erindring, har nærmet sig psykedelisk pop. Ikke at det betyder det mindste for undertegnede. Moon Duo har ikke givet køb på noget som helst. Tværtimod er udtrykket blevet mere kompleks. Drone og krautrock er der stadig rigeligt af, ligesom inspirationen fra Suicide og Velvet Underground er ganske tydelig. Eksempelvis som i titelsangen fra det seneste album:
Da Dylan fyldte 60 år i 2001, hyldede en lang række danske musikere ham i Den Grå Hal på Christania. En venlig sjæl (kapelmesteren?), har lagt koncerten ud nummervis på Soundcloud. Hør blandt andet Claus Hempler, T.S. Høeg, Steen Jørgensen, Camilla Munck , Nikolaj Nørlund, Olesen-Olesen, Allan Olsen, Niels Skousen, Jens Unmack og Sune Wagner.
Når den første nysgerrighed, har lagt sig omkring udvalget af musik, melder spørgsmålet sig om, hvem der skal spille hvor og hvornår - og i visse tilfælde hvorfor det? Det dansksprogede punkrockorkester De Høje Hæle, skal spille onsdag d. 29. juni på Pavilion Junior, så ved I det. Tidspunktet kender jeg ikke, men pladen 'Skal Vi Aldrig Videre', der kom sidste år, emmer af vegeterende ledighed, euforiserende drømmerier og almindelig rastløshed.
Hvis 62-årige Charles Bradley's debut, 'No Time For Dreaming', var udkommet i slutningen af tresserne, var den blevet kaldt forbilledlig. Nu skriver vi 2011 og soulmusikken har flyttet sig langt væk den mytiske lyd fra Stax og Muscle Shoals. Det er Bradley heldigvis bedøvende ligeglad med. Her er horn, percussion, kor, vibrafon og rytmeguitar og en stemme, der minder mere om James Brown eller Wilson Pickett, end nogen anden nutidig soulaktør. Dig it!
Det har taget mig en rum tid at nå ind til Kurt Vile & The Violators. Den nye plade, 'Smoke Ring For My Halo', er ellers en solid omgang urban-folkrock, med massevis af referencer og sort humor. Adskillige gennemlytninger, har efterhånden overbevidst mig om, at Vile og co, kan gå hen og blive én af de koncerter, hvor man føler sig hensat til en amerikansk veranda sammen med vennerne og lige dele røg, dåseøl og diffus pessimisme. Som med Swans forleden, kan man få en forsmag på Kurt Vile i Vega. Det sker d. 12. maj.
Her til slut burde jeg have skrevet nogle ord om Selvhenter, men jeg ved ærligt talt ikke hvor jeg skal begynde. Er det jazz? Bedøm selv. Selvhenter optræder også på Pavilion Junior, d. 29. juni.
Som lovet flere anbefalinger fra Roskilde-programmet.
Da norske I Was A King spillede i Lades Kælder for et par år siden, nåede jeg ikke forbi. Det ville jeg gerne have været, nu får jeg muligheden igen. I Was A King er et tight rockorkester, der er kapabel til lidt af hvert indenfor den skole som Dinosaur Jr. drev i nogle år og hvor Teenage Fanclub tilbragte en periode i underskolen.
Det kræver ikke mange fingre at tælle Spids Nøgenhats koncertoptrædener i de seneste seks-otte år. Thumbs up til bookerteamet for at få dem på plakaten. Forvent en karruseltur af de mere forunderlige og syrede med afstikkere og dyk ned i den danske rockhistories psykedeliske arkiver.
Tame Impala’s debutalbum fra sidste år, ’Innerspeaker’, havde med garanti hørt til blandt 2010’s bedste plader, hvis jeg havde kendt den. Det er ikke fordi orkestret, der kommer fra Perth i det afsondrede vestlige Australien, har særligt mange originale træk. Musikken danner på en måde bro mellem sluttressernes psykedelia og den hårdere rock der fulgte, især i England. Denne brydningstid genfortolker Tame Impala imidlertid grumme godt.
Den danske duo Trust er helt nyt bekendtskab. Efter et par 7’ere på Red Tape, udkom debutskiven 'From Light Into Mass' i januar hos Play/Rec. Som følgende bid af et interview fra Devilution viser, morer det Trust at læse genredefinitioner af dets musik, så det lader undertegnede andre om at afgrænse:
”Tror ikke vi har defineret det selv (haha!). Det er en evig kilde til underholdning at læse de små beskrivelser af vores musik – især de gange vi har været på tour. Vi er blevet kaldt alt lige fra metal til noise og "progo danoise politico" (?).”
Her et stream af hele debutpladen. Trust spiller på Pavilion Junior.
”…the sound of distortion zombies coming down the road to kill us all. It's relentless… wonderful…”
- magasinet Pop Matters om Kasai All-Stars.
I går forpligtede jeg mig uforvarende til at lægge et godt ord ind for flere af navnene på årets Roskilde Festival. I hvert fald frem til på torsdag, hvor Mod Strømmen sender en særudsendelse med de grupper, som vi tror, kan blive blandt 2011’s mageløse oplevelser. Desværre kan jeg ikke holde løftet helt, fordi Kasai All-Stars fra Den Demokratiske Republik Congo allerede blev anbefalet i gårsdagens indlæg. ’Quick As White’ stammer fra albummet ’In The 7th Moon, The Chief Turned Into A Swimming Fish And Ate The Head Of His Enemy By Magic’. Men jeg glæder mig nu stadigvæk til at se det 25-mands store musikkollektiv.
Engelske The Nice er ikke min kop te. Det har det aldrig været. Navnet tog det fra Steve Marriot’s slang for at være høj. Ordet blev fikst at anvende efter The Small Faces’ hit, ’Here Come The Nice’, og det indgik snart i enhver engelsk hipsterhippies vokabularium.
Nævnte kan næppe inspirere til at gå videre med The Nice. Når videoen alligevel er her, hænger det sammen med tidsbilledet af London, pigerne og de kendte modeforretninger. Samt den lille detalje, at Syd Barrett’s daværende kæreste, Iggy The Eskimo Girl, hende på bagsiden af ’The Madcap Laughs’, ifølge en kommentar til klippet, skulle kunne spottes undervejs. Den fornøjelse har jeg stadig til gode.
Landets musikredaktører og -journalister, har haft travlt med at dissekere og hudflette årets Roskilde-program, især de manglende hovednavne. Nu på torsdag, d. 5. maj, kl. 18 - 20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), vil radioprogrammet Mod Strømmen forsøge at holde hovedet koldt og forholde sig professionelt til nogle af de spændende band, der dukker op i år.
Bright Eyes har aldrig været uinteressant. Sidste år tog Conor Oberst hjem til Nebraska for at indspille albummet ’The People’s Key’. Det står ikke helt klart, hvad han var på jagt efter derhjemme. Udtrykket på pladen er drejet i retning af elektro-pop eksperimentet ’Digital Ash’ fra 2005. Pedal steel-guitaren er ikke gemt helt væk, men afstanden til americana-rødderne er blevet længere. Det er kun tiden, der kan vise om genreskiftet virker live.
I begyndelsen af 2010, gendannede Michael Gira post-punk / no wave bandet Swans, efter det havde ligget underdrejet siden 1997. Årsagen var, at han havde skrevet en række sange, som han ikke følte passede ind i andre af de sammenhænge, som han arbejder i. Det kom der pladen med den suicidale titel, ’My Father Will Guide Me Up A Rope To The Sky’, ud af. som gruppen turnerer Europa tyndt med for øjeblikket. Få en forsmag på Swans i Lille Vega i morgen, d. 2. maj.
Guitaristen Justin Adams og ritti-virtuosen Juldeh Camara, har længe stået på undertegnedes ønskeseddel. Duoens ørkenblues er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure på speed”. Kan man forlange mere?.
Congotronics vs. Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai All-Stars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og The Skeletons, kan blive en af festivalens tryllebindende koncertoplevelser. I udlandet har adjektiverne nærmest stået i kø. Berusende, hypnotisk, trancelignende er blot et beskedent udvalg. Her et interessant møde mellem Deerhoof og Kaisai All-Stars.
Dan Bejar hører til den nye generation af musikere, der ikke kun helliger sig et projekt. Mest kendt er han nok for samarbejdet med Vancouver-bandet The New Pornographers. Han har ikke desto mindre spyttet flere plader ud under alter-egoet Destroyer, der genremæssigt spænder fra det minimale og akustiske over decideret støj til det elektroniske. Sidste år kom albummet ’Kaputt’, set i tilknytning til bandnavnet kan det frembringe snesevis af negative associationer. Men minus plus minus giver som bekendt plus.
’Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite.’ hedder Frisk Frugts andet album. Anders Lauge Meldgaard har været på en form for opdagelsesrejse til Mali og Burkina Faso. Det har udmøntet sig i en skæppeskøn sammenblanding af free jazz, moderne kompositionsmusik, børnesange, visesang, folk, avantgarde, beat, støjrock, lo-fi, easy listening m.v. Til trods for de mange genrebrud, så formår Meldgaard at holde tungen lige i munden.
