Hinsidan IV: ’Barn Av Vår Tid ’

Det er lidt for tidligt at strække våben. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg allerede, har spillet mine bedste svenske kort? Som sagerne står, vender jeg nemlig tilbage til et af de navne, som blev nævnt så tidligt som i oplægget til ugens radioudsendelse.

Teater- og musikkollektivet Nationalteatern har været gennem flere inkarnationer. Det begyndte i Lund i slutningen af 60’erne og spiller stadig en snes koncerter om året. ’Barn Av Vår Tid’ kom i 1978. Det er renskuret hardcore 70’er socialrealisme. Når det er sagt, så har tracket dog ikke tabt mening i dag. Tag blot et vue udover flere af Europas storbyer.

Første gang jeg stødte på ’Barn Av Vår Tid’ var på Nationalteatern-hyldestpladen ’Nationalsånger - Hymner Från Vågen Och EPAs Torg’ fra 2002, hvorpå Fjodor (tidligere bassist i Ebba Grön), Dogge (hip-hop artist) & Diamond Dogs (med medlemmer fra The Hellacopters, Maryslim og Wilmer X) giver en stærk version.

Hinsidan III: ’Hey Hey Bye Bye’

Det er stadig rent gætteri. I går forsøgte jeg mere eller mindre logisk at ræsonnere mig frem til, at Den Stora Vilan muligvis dukker op i udsendelsen med musik fra Sverige på torsdag. I dag tør jeg næsten stille pant for, at der kommer et nummer fra Anders Stubs andet soloalbum, ’In The Dark Hours’, fra april i år. Dels fordi han har slået på trommer i nu opløste On Trial og er en god ven af begge vore gæster. Dels fordi den ene af vore besøgende medvirker på pladen og ikke mindst ved det, at ’In The Dark Hours’ er en fornem opvisning i kontemporær syrerock. Lur mig…

Hinsidan II: ’Djuret’

To orkestre fra Göteborg på en og samme dag er et særsyn, navnlig her på siden. Det er måske et skud i tågen, men muligheden for, at Den Stora Vilan (The Grateful Dead!) bliver lagt på pladespilleren på torsdag, forekommer betydelig større, end at vi kommer til at høre Lädernunnan. Om det så bliver med ’Djuret’, som godt kan minde om The Kinks, når det spiller folkrock, er dybest set underordnet.

Slutteligt bør jeg nok fortælle, at gisningen alene beror på, at vedkommende der tidligere i år præsenterede mig for bandet, er den ene af gæsterne torsdag.

Hinsidan I: ’Ensam I Natt’

Hvis det stod til denne bloggerkugle, så ville denne 7” fra 1981 med Göteborg-bandet Lädernunnan, være en selvfølge i ethvert radioprogram med musik fra Sverige. Det gør det bare ikke! Lyt med på torsdag.

Mere end ’Screamadelica’ og korpiger

Mange vil nok anse det for omsonst at interessere sig for, hvad Primal Scream har tænkt sig at spille, når det besøger Vega i aften. Vi ved jo alle, at det er ’Screamadelica’, de turnerer med. En tour, der siden november sidste år, har bragt dem vidt omkring. Udover Europa, har bandet været i Australien og Fjernøsten.

Når det kommer til stykke, er det heller ikke sangene fra ’Screamadelica’, der har fået mig til at studere sætlisterne. Nej, det har snarere været, hvilke ekstranumre vi får at gå hjem på. Og her tegner der sig efterhånden et klart billede. Med de nødvendige forbehold, lader det til, at det bliver en lektie i Stones-inspireret rock’n’roll. Helt konkret går ’Country Girl’, ’Jailbird’ og ’Rocks’, nemlig igen ved de fleste koncerter. Vel mødt.

Sverige med ’Hobitten’ og ’Fuzz Daddy’ i Mod Strømmen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der har været mange overvejelser om, hvilken illustration, der skulle følge dette indlæg. Radioprogrammet kommer ene og alene til at indeholde musik fra Sverige, så meget ved jeg. Er der en speciel toneart, der kendetegner landet? Nogle noder der går igen og hvordan kan jeg anskueliggøre det? Det kunne også have været en elgko eller en Dalarnahäst, en mor og datter der puster frøene af en mælkebøtte på en eng, en af de rødmalede gårde med en bølgende gul mark i forgrunden. Muligheder er der nok af.

Problemet er måske mere, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvilken retning udsendelsen tager. Både Henrik ’Hobbit’ Klitstrøm (Spids Nøgenhat, On Trial, Dragontears m.v.) og Anders ’Fuzz Daddy’ Grøn (Spids Nøgenhat, Dragontears, Aron & the Blackbeacon Orkestra, Baby Woodrose m.v.), har så vidt jeg husker, for nylig via Facebook meldt sig ind i gruppen, ’Nationalteatern’. Men hvem vil nikke genkendende til et billede af dette gamle hippie teater- og musikkollektiv? Et foto af Totta Näslund, som var med i en sen udgave af Nationalteatern og som efterfølgende opnåede en vis popularitet i Danmark med Totta's Bluesband, vil ligeledes være misledende. Den retning, kan jeg i min vildeste fantasi ikke forestille mig programmet tager. På den anden side…

Der er vist ikke andet at gøre end at vente. Stil ind, torsdag d. 1. september, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Postkort fra Georgien

”Søde-Jan rejste to måneder til den anden ende af verden: Til Georgien i det bjergrige Kaukasus. Elmer indrettede sig i den regnfulde københavnske forstad Tingbjerg, i mere skandinaviske omgivelser. De etablerede kontakt og kommunikerede med billede og ord ... på tværs af landegrænser! … Fotografierne fra Georgien er sendt fra en iPhone! Tegningerne fra Tingbjerg er skabt med tuschpen på papir!”

Se værkerne ved Decembristernes udstilling på Den Frie fra lørdag d. 3. september.

Shoot From The Hip #3 (2011). Playliste 25. august.

1. The Jesus & Mary Chain - About You (1987)
2. Nova Mob - I Just Want To Make Love To You (live) (1991)
3. Joe Tex - One Monkey Don't Stop No Show (1965)
4. Johnny Jenkins - Blind Bats And Swamp Rats (1969)
5. Primal Scream - Jesus Is My Air-O-Plane (2008)
6. Vetiver - Ride Ride Ride (2011)
7. Wilco - I Love My Label (2011)
8. Brinsley Schwarz - Feel A Little Funky (1972)
9. SPEkTR - The Great Attractor (2011)
10. The Telstar Sound Drone - Mirror Pieces (2011)
11. King Tuff - So Desperate (2008)
12. Thee Oh Sees - I Need Seed (2011)
13. Ganglians - 100 Years (2009)
14. The Coasters - Poison Ivy (1959)
15. Dale Hawkins - Hound Dog (1969)
16. Dean Carter - Jailhouse Rock (1967)
17. Swamp Rats - No Friend Of Mine (1966)
18. Jack Oblivian - Rat City (2011)
19. Dengue Fever - Uku (2011)
20. Roxy Jules - Louder Than Bombs (2009)
21. On Trial - No Beginning (2011)
22. Spids Nøgenhat - Giv Slip (2001)
23. Fjodor, Dogge & Diamond Dogs - Barn Av Vår Tid (2002)
24. Kitchie Kitchie Ki Me O - I've Been Watching You (Night And Day) (2011)
25. Prime Time Probation - Sleeper (2011)

Med en mindre hyldest til sangskriveren Jerry Lieber (foto), der døde 78 år gammel i den forløbende uge.

Hør udsendelsen.

Kuriositeter. 'Mats & Westerberg

'Mats

’If Only You Were Lonely’ (b-side of ’I'm In Trouble’)
’Hey Good Lookin'’ (b-side of ’I Will Dare’)
’20th Century Boy’ (T.Rex cover) (’Let It Be’ outtake)
’Who's Gonna Take Us Alive’ (’Let It Be’ outtake)
’Temptation Eyes’ (’Let It Be’ outtake)
’Street Girl’ (’Let It Be’ outtake)
’Nowhere Is My Home’ (’Boink’ LP, England)
’Bundle Up’ ('PTMM' rehearsal, ’Jungle Rock’ with new lyrics)
’Empty As Your Heart’ (aka ’PO Box’) (’PTMM’ rehearsal)
’Time Is Killing’ Us’ (’PTMM’ rehearsal)
’Kick It In’ (’PTMM’ rehearsal)
’Run For The Country’ (’PTMM’ rehearsal)
’Going Out Of My Head’ (’PTMM’ rehearsal)
’Trouble On The Way’ (’PTMM’ rehearsal)
’Make This Your Home’ (’PTMM’ rehearsal)
’Cool Water’ (’PTMM’ rehearsal)
’Route 66’ (b-side of ’Alex Chilton’)
’Tossin' and Turnin'’ (b-side of ’The Ledge’)
’Ought To Get Love’ (’Don't Tell A Soul’ outtake)
’Kissing In Action’ (’All Shook Down’ outtake)

Westerberg

’Dyslexic Heart’ (’Singles’ soundtrack)
’Waiting for Somebody’ (’Singles’ soundtrack)
’Seein' Her’ (b-side of ’Knockin' on Mine’)
’Men Without Ties’ (b-side of ’Knockin' on Mine’)
’Dice Behind Your Shades’ (Festicle version, b-side of ’Knockin' on Mine’)
’Can't Hardly Wait’ (live '93 Whiskey a Go-Go, b-side ’World Class Fad’)
’Left of the Dial’ (live '93 Whiskey a Go-Go, b-side ’World Class Fad’)
’Another Girl, Another Planet’ (live '93 Whiskey a Go-Go, b-side ’World Class Fad’)
’Answering Machine’ (live '93 Whiskey a Go-Go, b-side ’World Class Fad’)
’Daydream Believer’ (live, b-side British single?)
’A Star is Bored’ (’Melrose Place’ soundtrack)
’Backlash’ (w/ Joan Jett) (’Notorious’ LP)
’Let's Do It’ (w/ Joan Jett) (’Tank Girl’ soundtrack)
’Sunshine’ (’Friends’ soundtrack)
’Stain Yer Blood’ (’Friends’ soundtrack)
’Make Your Own Kind of Music’ (’Eventually’ / bonus track Japan)
’I Want My Money Back’ (Grandpaboy single)
’Undone’ (Grandpaboy single)
’Wonderful Copenhagen’ (’Suicaine Gratification’ / bonus track Europe)
’33rd of July’ (’Suicaine Gratification’ / bonus track Europe)
’Nowhere Man’ (’I Am Sam’ soundtrack)
’Be Bad For Me’ (’Folker’ / bonus track Europe)

I Am Fuel, You Are Friends har samlet hele baduljen.

Jerry Lieber (1933-2011)

”Nogle gange er en cigar bare en cigar"

George Harrison’s ’Here Comes The Sun’ er der gennem tiden blevet tolket mange erotiske motiver og overtoner ind i, for slet ikke at tale om stofrelaterede. Jeg tror nu bare, det er en lille ukompliceret solsang, der ikke har så meget andet på hjerte, end at sige tingene ligeud. Eller som dr. Sigmund Freud ville have formuleret det: ”Nogle gange er en cigar bare en cigar."

’Here Comes The Sun’ var ikke et hit for The Beatles. Det blev aldrig udsendt på 7". Det var i det hele taget ganske få singler, der kom med bandet efter 1967. Richie Havens’ udgave, som han virkelig har formået at gøre til sin egen, entrede den amerikanske hitliste i 1971, med en 16. plads som bedste placering.

Shoot From The Hip #3 (2011)

August og radioprogrammet Mod Strømmen, skal kun til den tredje Shoot-udsendelse i år. Alting er dog, som det plejer. Værterne sætter musik på efter smag og behag. Der er ikke nogen forudbestemt playliste. Vi har ingen numre i fast rotation.

Eller det vil sige, der vil formentlig dukke materiale op med flere af de gæster, som besøger programmet i løbet af de første efterårsmåneder. Det kunne blive Prime Time Probation, der i morgen begynder at forære dets plade, ’X-Dreams’, væk i små bidder. Alt du skal gøre er at tilkendegive, at du synes godt om dem på Facebook. Det kunne også blive et nummer fra det nye SPEkTR-album, ’Personetics’, der kommer på gaden i slutningen af september.
02.PERSONETICS - WE ARE TRAITORS by SPEkTR__The Band

SPEkTR: ’We Are Traitors’

Lyt med, torsdag d. 25. august, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

(Joe Strummer ville være fyldt 59 år i dag)

Sublim ørkenvandring

Den nye single fra Tinariwen med Tunde Adebimpe og Kyp Malone fra TV On The Radio. Fornyelig så jeg et interview med Kyp Malone, der er lavet i forbindelsen med indspilningen. Her spørger Malone, et af medlemmerne af Tinariwen om, hvad ’Tenere Taqhim Tossam’ egentlig handler om? Først begynder adspurgte at fægte lidt med armene, men efterhånden kan man se, at han former vandrette cirkler med begge hænder i luften foran sig. Malone ser forvirret til, og det er ikke før, at man fra baggrunden kan høre en stemme med fransk accent sige "about desert", at han nikker forstående.

”Why can't you see?
You are a treasure
I've seen the world
I love you better

You are the treasure of my soul”

Butzback. Playliste 18. august

1. Sebastian - Ingenmandsland (1974)
2. Butzback - Aften (2011)
3. Bifrost - Lisom Blade (1976)
4. Klondyke - Jeg Kigger Med Lommelygte (2002)
5. Benny Holst - Julies Sprog (2004)
6. Tomas Andersson Wij - Sanningen Om Dig (2000)
7. De Efterladte - Ord I Det Hele Taget (2011)
8. Poul Reichhardt - Den Allersidste Dans (1951)
9. Butzback - Den Lyse Morgen (2009)
10. Jan Johansson - Emirgrantvisa (1961)
11. Povl Dissing & Benny Andersen - Udsigt Med Kikkert (1981)
12. Vildnis - Jeg Vil Elske (2003)
13. Nicolai Dunger - Vilken Härlig Stil (2007)
14. Niels Skousen - Vinter (2010)
15. Leonard Cohen - Hey, That’s No Way To Say Goodbye (1967)
16. Kim Larsen - Sig Nærmer Tiden (2004)
17. Cornelis Vreeswijk - Somliga Går Med Trasiga Skor (1968)
18. C.V. Jørgensen - Pligterne Kalder (1990)
19. Butzback - Ravnen Mod Aften (2009)
20. Roar Amundsen - På Rastepladsen (2010)
21. Ulla Henningsen - De Skønne Spildte Dage (2007)

Tør ikke sige om de seneste indlæg ubevidst har peget frem mod Butzbacks playliste? Studieværtens småpludren om de kommende programmer, skal man ikke tage for gode varer. Han roder ganske enkelt rundt i navne og datoer.

Hør programmet.

Johnny Paycheck

Akelejen. Havens pryd og ganeblød. Gastronomisk sommerbrev.

”Jeg mindes den aften jeg mødte dig først.
Jeg sad i "Cap Horn" med en bajer.
Jeg var sgu´ så glad for mig selv og min tørst,
og Brøndums de små akkelejer.

Ovenstående linier er jo naturligvis, og som du med garanti ved, skrevet af mit store idol Sigfred Pedersen. En dannet værtshusrotte, der vist ovenikøbet var jurist. Tror det jeg prøver hér er at give lidt igen for dine pragtfulde haveindlæg på blog'en. Jeg er misundelig over jeres blomsterflor, men får med garanti ikke min egen have sådan lige foreløbig. Næ, mine akelejer er mere ovre i dem, som Pedersen omtaler, omend min favorit er O.P. Anderson.

Jeg elsker frokost og hver gang jeg får chancen, weekender, ferier eller bare en fridag, ja, så smører jeg altid madder til familien. Og så skal der jo øl og brændevin til. Hvor mange flasker af den svenske livseliksir jeg fik sat til livs denne sommer forbliver en hemmelighed, men livskvaliteten steg gevaldigt.

Billederne stammer begge fra Jersie, begge dage i regnvejr, men frokosten var stadig udenfor, under halvtaget dog. Desværre glemte jeg helt at tage billeder, da vi nåede Bornholm, hvor det maritime tema blev udlevet med saltstegt sild, røget ål med røræg, klassisk rejemad og ikke mindst den røgede sild med æggeblomme osv aka Sol over Gudhjem. Af andre klassikere som desværre heller ikke blev dokumenteret kan nævnes ribbensteg med rødkål, frikadeller og sågar hjemmelavet røget makrelsalat.

Og så kan det sgu godt være at det pissede ned hele sommeren.

Thomsen”

Skål, velbekomme og tak! Tænderne løber i vand.

Det er nyt for mig, at akelejen både er en staude/enårig urt og en brændevin. Nærmere research, har da også vist, at Akeleje Snaps ikke indeholder det mindste ekstrakt eller udkog fra den smukke, men giftige plante. Med andre ord, er der tale om vildledende markedsføring. Den slags tager jurister sig vistnok af. Hvad angår snapsens navn, så skal man netop finde det i Sigfred Pedersens vise om ’Katinka’, hvor ”de små akelejer”, er ment som en anbefaling af drikken, der billedligt bliver sammenlignet med blomster.

Nu vi er ved botanikken, så er havens akelejer forlængst afblomstret og de har såmænd også smidt deres frø. Regn og blæst har slået meget omkuld. Blandt andet margueritter og mamelukærmer. Frygter lidt, at andre af havens opretstående afgrøder, som skal op af jorden, indenfor den næsten halvanden måned, går tabt. Og det til trods for, at alle kræfter er mobiliseret for at binde dem op og give dem ekstra støtte og det der ligner.

’Up And Down With Juno Green’

Bag Juno Green gemmer sig den herboende nordmand, Rolf Gjesdal. Trofaste læsere og lyttere, kan muligvis huske, at han har besøgt radioprogrammet Mod Strømmen for fire år siden. Dengang var Juno Green så småt ved at tage form. At debutpladen først kom for et års tid siden, var ikke med Gjesdals gode vilje. Sygdom og konkurs har forhalet projektet.

Til gengæld står ’Up And Down With Juno Green’ distancen. Det er indspillet 100% analogt. Der er kælet for selv den mindste detalje, hvilket i nogen grad beror på den afsluttende masteringen i Abbey Road Studios i London. Juno Green havde booket Peter Mew, der begyndte i lydtemplet i 1965 og har arbejdet med The Beatles, David Bowie, Bob Marley osv. Listen er endeløs. Mew var imidlertid ikke indstillet på at lave det hele analogt. Det kunne bandet ikke bruge og det var da også med en vis stolthed i stemmen, at Gjesdal senere har fortalt om, hvordan han rundt omkring i bygningens korridorer og kontorgange hørte, at det vist var første gang, at Mew var blevet droppet. I stedet trådte Christian Wright til.

Hvor befinder Juno Green sig rent musikalsk? Blues, country, gospel og brede baner af rock’n’roll. Udtrykket ligger i forlængelse af Gjesdals gamle gruppe, Tumbleweed, hvis 2003-udgivelse ’Once More With Feeling’, stadig står som et af Nordens bedste rootsalbum. Rolf Gjesdal har selv brugt vendingen ”inspireret tyveri” om den nye plade, og jeg kan godt følge ham, men det har intet med fantasiforladt reproduktion at gøre. Jeg aner Stones anno ’Exile..’, en smule Little Feat, Gene Clark og af nyere navne Beachwood Sparks.

Indtil videre kan albummet kun fås som 180 grams vinyl. Men det er også tænkt, som en eksklusiv udgivelse, som den tålmodige pladekøber må kæmpe for at få fat i. Lidt ligesom dengang, hvor man kunne kende en ægte musikfreak på den flossede seddel med vinylønsker, som blev hevet op af baglommen, når han/hun kom til en ny by og jagten gik løs i pladeforretningerne.

Here she comes by Juno Green

'Here She Comes' fra 'Up And Down With Juno Green'.

Hvis dette har vakt interesse, så er der mere at hente her.

Nu skal vi ud og se på damer...

SALUD!

Butzback i Mod Strømmen

”Solen vælter nu
Natten satser stort
Selv da du var en lille dreng
Ku du drømme dagen sort”

- fra ’Aften’ af Peter Butzback

Naturbilleder. Døgnet drejer sig umærkeligt om sig selv. Det samme gør årets hjul. Butzback, som flere vil kende fra Langsyn, solodebuterede med ’Debut’ i 2009. I foråret kom ’Album’, der åbner med ordene øverst. Det er muligvis en kuldslået sangskriver, der kigger tilbage og ser, at sådan har det alle dage været. Når det er sagt, så finder han dog også håb i vintersol og længsel.

Hvorvidt dette kan give en antydning af, hvem Butzback er som menneske og kunstner, er nok for meget forlangt. Nu på torsdag, d. 18. august, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid, er chancen der imidlertid for at komme lidt tættere på, når Butzback gæster radioprogrammet Mod Strømmen.

Måske kan vi tilmed få svar på om ”Butzback i virkeligheden en gammel hippie, der er vågnet i et alt for varmt telt og er gået ud for at synge sin morgensang.”, som forfatter og lejlighedsanmelder, Jens Blendstrup, beskrev ham i Undertoner. Givet er det formentlig, at vi kommer forbi den svenske visetradition. Stil ind.

De Høje Hæle. Playliste 11. august.

1. De Høje Hæle - Sige Hej (2010)
2. Albert King - Get Out Of My Life Woman (1978)
3. The Vibrators - Into The Future (1977)
4. Cola Freaks plus Alicja Trout - Surfin' With Steve And E.D. Amin (2010)
5. Captain Beefheart & The Magic Band - Hobo Chang Ba (1969)
6. Necrofago - Morbid Death (demo) (1987)
7. Ballet Mécanique - Intellectual Self-Mutilation (1982)
8. Elephant's Memory - Don't Put Me On The Trial No More (1969)
9. Rudimentary Peni - Nothing But A Nightmare (1983)
10. Nobunny - I Was On (The Bozo Show) (2010)
11. Overnight Lows - Low Road (2010)
12. Würm - Feast (1985)
13. Wizzard Sleeve - Pterodactyl Meltdown (2009)
14. Lightnin' Hopkins - California Shower (1961)
15. Røde Mor - Edderkoppen (1974)
16. Marvin Berry & The New Sound - Howlin' At The Highway (2011)
17. The Mothers of Invention - Trouble Every Day (1966)
18. Überkrøppling - Volden Kommer Snart (2011)
19. P.J. Bonneman - Fri Kærlighed (2008)
20. The Robinoos - Gorilla (1974)
21. Viper - Sloth
22. Intelligence - Moon Beeps (2007)
23. Robert Parker - Barefootin' (1966)
24. De Høje Hæle - Avantgarde Symfoni (2010)

Speaken er temmelig rusten de første ti minutters tid. Derefter glider det næsten som i smør.

Lyt med her.

Smiley Culture: ’Police Officer’

Blandt eksperter og kommentatorer bliver det ulykkelige skuddrab på den 29-årige familiefar fra Tottenham, regnet som den berømte og skæbnesvanger dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Og som derefter satte gang i det ødelæggende kaos, der har lagt gader i London og andre britiske storbyer øde. Flere peger på, at det er langvarige spændinger mellem politiet og unge med rødder i Caribien, der har udløst bataljerne. Flere har ligeledes undret sig over, at de ikke er brudt ud før nu. Utilfredsheden har med andre ord ulmet længe.

Jeg vil ikke gå ind i en nærmere diskussion af årsagerne til de voldsomme reaktioner. Hvad enten det så drejer sig om ’bøller’, som de danske aviser kalder de unge, eller om det bunder i social udelukkelse, dårlige kår og mangel på lyse fremtidsudsigter. På den anden side, så udelukker det ene jo ikke det andet.
Det jeg egentlig vil frem til er, at gnisten til urolighederne ligesåvel kunne være tændt tilbage i marts. På det tidspunkt døde reggaemusikeren og dj’en Smiley Culture i politiets varetægt, som følge af et knivstik i hjertet, som han havde fået under en politiransagelse af sit hjem. Et knivstik, som han, hvis det stod til de første rapporter, skulle have forvoldt selv, da han under razziaen var på vej ud i sit køkken for at lave en kop te. Den bizarre forklaring skabte med rette polemik i det caribiske miljø og der fulgte flere demonstrationer i kølvandet.

Smiley Culture havde en kort karriere med et par album og en håndfuld singler fra midten af firserne og fem år frem. Han er ikke desto mindre blevet husket af mange briter med caribisk herkomst. Både som en forløber for Tinie Tempah og Dizzee Rascal, men også fordi han med singlen ’Cockney Translation’ fra 1984, var med til at nedbryde en sproglige barriere. Med den delvist selvbiografiske ’Police Officer’, ligeledes 1984, fik han endog listet en del caribisk gadesprog ind på almægtige BBC, der normalt holder et strengt kodeks. Men hvem kan også forlange, at den noble radiocensur, skulle være bekendt med begreber som ’ganja’ og sensimania’?

’Ain’t No End…’

Det alternative countryrockband The Jayhawks er ét af de orkestre, som jeg med ujævne mellemrum er stået af og på. På er muligvis et forkert ordvalg, men mere om det senere. Gruppen blev dannet i Minneapolis i midten af firserne af de centrale sangskrivere Mark Olson og Gary Louris. Gennem årene har de trukket i hver sin retning. Louris har søgt et radiovenligt udtryk, mens Olson har stået for det mere traditionsbestemte. I et interview i 1995, fortalte sidstnævnte:

"I was inspired by the local bands playing around Minneapolis, like the Replacements and I come from a folky background, Dave Van Ronk, Bob Dylan, Neil Young. Then a friend turned me on to the Flying Burrito Brothers, and when I started playing and harmonizing with Gary, something worked right away...to me, our music has a soulful feeling, put together with traditional melodies and I think there will always be people out there who like that."

Da The Jayhawks var på Europa-tour med gennembrudspladen ’Hollywood Town Hall’ i 1993, var der rundregnet 30 mennesker, der så dem i Pumpehuset. Albummet var ellers blevet karakteriseret som Roger McGuinn møder The Jesus & The Mary Chain. Det var måske at tage munden for fuld. Set på afstand er der dog ingen tvivl om, at bandets genreblanding blev skoledannende. Der var mødt en del flere op, da The Jayhawks i 1995 gæstede København igen. Denne gang havde de ’Tomorrow The Green Grass’ med sig, som var en kende mere tilbagelænet og countrypræget end ’Hollywood Town Hall’.

Overraskelsen var da også til at tage at føle på, da Olson senere samme år meget uventet forlod bandet. Stilen på ’Tomorrow The Green Grass’ var helt klart mere over i hans metier end i Louris. Olson forklarede bruddet vagt med, at han sammen med sin daværende kone Victoria Williams, ville gå i en rootsorienterede retning. Louris var tydeligere klar i mælet, da han sagde, at hvis Olson ikke var skredet, så var han. Der var ganske enkelt en sangskriver for meget i gruppen.

Det var også omkring samme tidspunkt, at jeg stod af. De efterfølgende The Jayhawks plader er med forlov dødkedelige. For en kort bemærkning returnerede jeg ikke desto mindre til bandet, da det udsendte ’Rainy Day Music’ i 2003. Det forehavende, har jeg svært ved at se meningen med i dag. På den anden side, så var jeg i denne periode en stor fortaler for Mark Olsons og Victoria Williams projekt, The Original Harmony Ridge Creekdippers. Hvis svanesang og politiske manifest over George W. Bushs første regeringsperiode, der uden krumspring og andre falbelader lyder navnet, ’Political Manifest’, stadig står som en milepæl, i en ellers kvalitetsmæssig noget svingende pladeproduktion.

Sidenhen har jeg, uden at gøre yderligere ved det, registreret, at Olson og Louis i vinteren 2005-06 turnerede sammen under navnet, 'From The Jayhawks: An Evening With Mark Olson og Gary Louris'. Ligesom at parret i 2008, udsendte det mestendels akustiske album, ’Ready For The Flood’. Det var dog ikke før i går, at det gik op for mig, at The Jayhawks skal spille i Amager Bio i morgen aften og at det til september udsender en ny plade. Eller som bandet synger på denne optagelse fra hjemmebanen på spillestedet First Avenue i Minneapolis; ”There Ain’t No End”.

Follow The Hippie Trail II

’He's down in Alabama and shoutin' Bamalama…’

"People always want me to make him sound like a good guy, and, see, I know better. He was a bully. He was hell to get along with."

- Johnny Jenkins, guitarist i The Pinetoppers, om Otis Redding.

’Shout Bamalama’ fik solid airplay i 1960. Singlen blev i første omgang udsendt under bandnavnet The Pinetoppers, men allerede året efter blev den genoptrykt som Otis Redding & The Pinetoppers. Redding forgudede Little Richard. ’Shout Bamalama’ er da også et langt strejftog ind i hans stil, de hæmningsløse råb og den intensitet bandet spiller med er tæt på at sætte idolet til vægs. Uforfalsket garagerock, mine damer og herrer.

Johnny Jenkins vender jeg tilbage til ved lejlighed.

De Høje Hæle i Mod Strømmen

Jerry Garcia & Merl Saunders er vist ikke den rigtige duo at have kørende i baggrunden, når jeg har tænkt mig at bruge beskrivelsen catchy punkrock med danske tekster om det første orkester, som Mod Strømmen får besøg af efter sommerferien.

De Høje Hæle har med pladen ’Skal Vi Aldrig Videre?’, der kom sidste efterår, ramt et over tredive år gammelt, troskyldigt og allerhelvedes charmerende punkudtryk. Det kan sikkert lyde en smule bedaget. Sådan er det ikke ment, fordi De Høje Hæle så sandelig også har noget at sige til nutiden. Jeg har tidligere brugt ord, som ”vegeterende ledighed, euforiserende drømmerier og almindelig rastløshed” om det univers, som bandet bevæger sig rundt i. Trods forsøg på at få udryddet den form for samfundsskadelig virksomhed fra den dominerende politiske blok, så er det heldigvis ikke lykkedes.

Lyt med torsdag d. 11. august, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

De Høje Hæle spiller sammen med Tumor Warlord og Orphans i Råhuset, Onkel Dannys Plads 7 på Vesterbro, lørdag d. 13. august.

”Oh Me Oh My Oh, Look at Miss Ohio…”

Og ja, det er Miss Ohio 2011. Hun har tilsyneladende ingen verdens ting at gøre med den Miss Ohio, som Gillian Welch sang om på ’Soul Journey’ i 2003.

C.A.P.S: ’A Blow To The Head’

Københavner-kvartetten C.A.P.S., har en nye plade parat. Den får titlen ’Lucified’ og udkommer 1. oktober på det svenske label Heptown Records. Von Hørensagen vil vide, at der allerede er vist interesse fra USA. Den iørefaldende powerrocker, der også er førstesinglen, ’A Blow To The Head’, er optaget ved et rulleskøjtederby i den belgiske by Gent tidligere i år.