"Fåglarna kvittrar och tågen går, natten försvinner men mörkret består"

Overskriften fanger dybest set humlen af en af de udgivelser, jeg har lyttet mest til i år. De kvidrende fugle, tågen der letter, natten der forsvinder. Hvis ikke det havde været for det satans mørke, så er det nærmest som at vade direkte ind i et skønmaleri. Uden én eneste bekymring. Tekststumpen er de første ord, der møder én i ’Fåglarna kvittrar’ fra Samlings debutplade, ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, som udkom i oktober sidste år.

Før den havde de udsendt singlen, ’Anna’. Et syv minutter langt nummer, som skylder meget til den svenske progg-rock fra begyndelsen af halvfjerdserne. Det er ikke uden grund, at Samling er blevet sammenlignet med Dungen. Ikke alene er der noget fabulerende, noget drømmende over melodierne, diktionen er også lidt naiv. Men så har de i modsætning til Dungen, som allerede fortalt, den her diabolske dobbelthed i tekstuniverset, som skinner tydeligt igennem, selv i vuggevisen ’God Natt’ fra debutalbummet. Sangskriveren Max Groundstroem holder sig heller ikke tilbage fra at skrive om ensomhed, omsorgssvigt, desperation og stilstand.  

De svenske anmeldere havde de forventelige forbehold overfor, at pladen er udkommet på et majorlabel, Columbia/Sony. De drager autenticiteten i tvivl. Er det et bagholdsangreb? Kan Samling stå inde for udtrykket? Derudover betyder det krav om kommerciel succes, radio-airplay og fanden og hans pumpestok. For mig at se er det overhovedet ikke er et problem. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, havde lydt, hvis den var kommet på et uafhængigt selskab. Det jeg får er alt rigeligt. Groovet pulserer organisk og varmt med brug af congas og andet slagtøj. Af og til slår guitarerne gnister og sender lytteren på rundtur i spacerocken. Mest af alt, er det dog de grelle kontraster mellem ordene og musikken, der holder mig fanget, og får mig til at vende tilbage til pladen den ene gang efter den anden.