Overskriften fanger dybest
set humlen af en af de udgivelser, jeg har lyttet mest til i år. De kvidrende
fugle, tågen der letter, natten der forsvinder. Hvis ikke det havde været for det
satans mørke, så er det nærmest som at vade direkte ind i et skønmaleri. Uden
én eneste bekymring. Tekststumpen er de første ord, der møder én i ’Fåglarna
kvittrar’ fra Samlings debutplade, ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’,
som udkom i oktober sidste år.
Før den havde de udsendt
singlen, ’Anna’. Et syv minutter langt nummer, som skylder meget til den
svenske progg-rock fra begyndelsen af halvfjerdserne. Det er ikke uden grund,
at Samling er blevet sammenlignet med Dungen. Ikke alene er der noget
fabulerende, noget drømmende over melodierne, diktionen er også lidt naiv. Men
så har de i modsætning til Dungen, som allerede fortalt, den her diabolske
dobbelthed i tekstuniverset, som skinner tydeligt igennem, selv i vuggevisen ’God
Natt’ fra debutalbummet. Sangskriveren Max Groundstroem holder sig heller ikke tilbage fra at
skrive om ensomhed, omsorgssvigt, desperation og stilstand.
De svenske anmeldere havde
de forventelige forbehold overfor, at pladen er udkommet på et majorlabel,
Columbia/Sony. De drager autenticiteten i tvivl. Er det et bagholdsangreb? Kan Samling
stå inde for udtrykket? Derudover betyder det krav om kommerciel succes, radio-airplay
og fanden og hans pumpestok. For mig at se er det overhovedet ikke er et
problem. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan ’När mullret dövar våra öron blir
vi rädda’, havde lydt, hvis den var kommet på et uafhængigt selskab. Det jeg
får er alt rigeligt. Groovet pulserer organisk og varmt med brug af congas og
andet slagtøj. Af og til slår guitarerne gnister og sender lytteren på rundtur
i spacerocken. Mest af alt, er det dog de grelle kontraster mellem ordene og
musikken, der holder mig fanget, og får mig til at vende tilbage til pladen den
ene gang efter den anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar