Roll On, Bob…

Et forsøg på at brygge nogle sætninger sammen om den nye Dylan plade, som jeg sprogligt og helt konkret har sværmet om de seneste fjorten dage. Nedenstående var det det blev til. Jeg har opgivet, kastet håndklædet i ringen. Det er en skøn plade…

”En ny Dylan udgivelse skaber altid kommers. Tramper han rundt i den samme gamle surdej? Matcher lyrikken forne tider? Nu har Jeg efterhånden haft ’Tempest’ snurrende på min iPod i over en uge. Den har været med mig på cykel og i bil. Og, det har ikke givet mig definitivt svar på nævnte spørgsmål.

Efter den første gennemlytning, tog min bedre halvdel mig i at gå og nynne gamle danske revyslagere, måske ubevidst inspireret af introen til åbningsnummeret, ’Duquesne Whistle’. Én jazzet sag, som angiver stemingen på pladen, der, som jeg læste et sted, er pre-rock eller mere rammende pre-Dylan. En sunken kulturarv kan man også sige. Det er et konglomerat af blues, rockabilly, folk og country. En linie, han udstak med ’Time Out Of Mind’ fra 1997 og instinktivt har fulgt siden. Hvilket samtidig vil sige, at jeg mener, at det er omsonst at sammenligne sangene på ’Tempest’ med noget tidligere end 1997. For lige at vende tilbage til ’Duquesne Whistle’, så har jeg ikke hørt ham synge bedre i mange år.

I en hurtig vending, kan pladens ti numre deles op parvis.’Early Roman Kings’, som var den første sang, jeg hørte, er, efter flere afspilninger, og til trods for, at Dylan vistnok rister ansvarsløse bankfolk over en sagte ild, en bedaget og kedelig omgang Dylanske blues, som er ligeså fad, som første gang jeg hørte den. At jeg sætter den op mod allerede nævnte ’Duquesne Whistle’, kan muligvis forekomme søgt. Men ’Duquesne Whistle’, var den anden skæring, jeg stiftede bekendtskab med, og det gav mig alligevel tro på, at der var noget at komme efter på ’Tempest’.

Det ønske fik jeg allerede opfyldt med albummets andet track, kærlighedsballaden ’Soon After Midnight’. Hvor Dylan med et glimt i øjet eller er det et vink til kritikken, synger “I’m searching for phrases, to sing you praises”. Temaet fortsætter i den smukke ’Long And Wasted Years’, der kredser om tabt kærlighed. Et emne, som han har besunget mere hudløst før, men ikke desto mindre stadig mestrer.

’Narrow Way’ og ’Pay In Blood’ emmer begge af countryblues. Længe virkede de også som langstrakte ligegyldigheder. ’Pay In Blood’ er imidlertid så småt ved at sætte sine spor. I halvtredsåret for sin egen debutplade og hundredeåret for verdenshistoriens mest beskrevne skibsforlis, kom Dylans narrativ om…”