Cyclopean. Et forsøg på at renskrubbe glorien.

Hvis ikke jeg var så forbandet rigid, så kunne Cans fremragende ’The Lost Tapes’ meget vel havde figureret på et par af de årslister, der blev publiceret her på siden op mod jul og nytår sidste år. Men nu havde jeg taget en beslutning om, at det kun var nyindspillet musik, der kom i betragtning. Det rettede de medvirkende sig ind efter og det diskvalificerede ’The Lost Tapes’, der ellers så dagens lys for første gang i 2012, til trods for, at kompositionerne daterer sig tilbage til 1968-74.

Undskyld. Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan måske råde lidt bod på miseren ved at anbefale en EP, der er en direkte udløber af arbejdet med udgivelsen af ’The Lost Tapes’. EP’ere er trods alt tilladt på årslisterne og det bliver de ved med at være. Landet ligger sådan, at to af de oprindelige medlemmer af Can, Jaki Liebezeit og Irmin Schmidt, fandt sammen igen. Fandt sammen er måske så meget sagt. De har nemlig holdt kontakten ved lige siden Can og bistået hinanden i ny og næ på forskellige projekter. I 2011 gik de, sammen med Jono Podmore, bl.a. Kumo / Metamono, og produceren Burnt Friedman, i Studio Les Rossignols i Frankrig og indspillede en fire-spors EP. 

Samarbejdet udkommer om en lille uges tid under navnet Cyclopean. Og er, hvad jeg i mangel af bedre, vil kalde for en kraftfuld, legende og sofistikeret form for stammemusik, med brug af theremin, hjemmelavede guitarer og et ombygget klaver.