Seperate sider

mandag den 4. februar 2013

Kærtegnet af årene


Jim James er født og opvokset og bor stadig i Louisville, Kentucky. En by, hvor sydstaternes unikke kultur, med eget køkken og de allerhelvedes mange musikalske stilretninger, løber sammen med Midtvesten, med de engang så velstillede industribyer i nord og det drøje, protestantiske moral- og arbejdskodeks. En by, som har opfostret american idols som Hunter S. Thompson, såvel som ’The Louisville Lip’ alias Muhammed Ali.  

I dag eller måske er det først i morgen, solodebuterer Jim James med albummet ’For Regions Of Light And Sound of God’. Det har han været længe om. De fleste identificerer ham nok som hovedkraften i rockgruppen, My Morning Jacket, der udsendte deres første plade tilbage i 1999. Jeg er dog af den mening, at han har været mest interessant udenfor bandet. Hovedsagelig som fortolker af George Harrison, Woody Guthrie og Dylan, men hans samarbejde med Mike Mogis, Conor Oberst og M.Ward i Monsters Of Folk, var også temmelig effektivt.  

På den første udgivelse i eget navn, er flere af sangene udsprunget af bogen,'God’s Man', af Lynd Ward fra 1929. Den består udelukkende af træsnit og fortæller historien om en kunstmalers kamp med storbyens fristelser, en svigefuld kvinde, desperation, kærlighed og ender bogstaveligt talt som et remake af myten om Faust. I flere interview har James været inde på, at ’God’s Man’ har ramt ham på det helt rigtige tidspunkt. Nogle af de ting, der sker i bogen er sket for ham i det virkelig liv, og selvom det har været smertefuldt, så har tilsnigelserne også været smukke på deres egen forunderlige facon.  
Et par træsnit:



Til slut åbningssangen fra ’For Regions Of Light And Sound of God’, ’State of the Art (A.E.I.O.U.)’, der i al sin afdæmpethed munder ud i en bizar form for space-funk:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar