Til maj er det femten år siden,
at sangeren / sangerskriveren med de fine poetiske iagttagelser og tæft for den
gode tekst og tune, Jens K, udsendte sin første single, ’En Mærkelig Verden’. Der,
mens jeg er ved den, blev Ugens Uundgåelige på P3. Siden er det blevet til
albummene ’Hen Over Byens Tage’ i 2001, ’Luksus Og Laser’ i 2005 og senest
’Manden Der Ville Være Menneske’ fra 2010. Fulgt af anmeldersuperlativer som ”forundrede og afbalancerede sange”, ”snigende melodier og skarpe tekster”,
”fortjener såvel folkets kærlighed som de luftbårne mediers bevågenhed”, ”nænsom musikalsk akkuratesse”, mv.
Senere på året udsender Jens K nyt. Bedømt ud fra det først lækkede
nummer, ’Livet Er En Labyrint’, så kan kritikerne godt begynde at øve sig på at bøje tillægsord i tredje grad.
Jens K har skrevet tekst og musik
til ’Livet Er En Labyrint’. Den er produceret af Troels Alsted, som også tager
sig af bas og akustisk guitar, AREX spiller lead, Christian Rønn er med på tangenter
og Jeppe Gram slår trommer. Under indspilningen af den nye plade har der endvidere været
besøg af Kira Skov, som synger med på to numre, og cellist Cecillie Teresa L.
Hyldgaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar