Roskilde for Gud ved hvilken gang (#7).

Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv. Jeg ved ikke, hvornår det sidst er lykkedes mig at høre fem koncerter, rimeligt fokuseret endda, på en dag ved Roskilde Festival. Det var ikke desto mindre, hvad jeg var mand for i går.

Det begyndte med glohed ørkenblues fra Bombino. Inspirationen fra Mark Knopfler og Jimi Hendrix stod meget klart. I forhold til Tinariwen, der er min målestok, så manglede Bombino et-eller-andet. Misforstå mig nu ikke. Det var fremragende.

Jonathan Wilson gav mig lige præcis det, jeg kom efter. Der var både Niel Young, Steely Dan, JJ Cale, Pink Floyd og Dylan fra midten af 70’erne.

The Bobby Womack Show var forbi Roskilde. Selvom der var lagt op til et nostalgisk tilbageblik, ’I’m gonna go back in time now’, fik han vist sagt et par gange, så blev det på intet tidspunkt for meget, som den slags kan have det med. Og så var det fedt at høre” It's All Over Now”.

Klarinet, fløjte, harmonika og en masse strengeinstrumenter. Ungarske Söndörgõ (billedet, men det siger jo sig selv) var formentlig selv meget overraskede over den vilde respons de fik fra publikum. Den var mere end fortjent.

Hvis der er én på årets program, der for mig står for den knivskarpe, hurtige garagepopsang, så er det King Tuff. Han skuffede mig på ingen måder, skønt han trådte lidt dødvande midt i showet.

I dag kommer til at ligne i går. I hvert fald, hvad angår den scene, hvor jeg kommer til at høre mest musik. Parquet Courts, Unknown Mortal Orchestra, Pissed Jeans og Goat spiller alle på Pavilion. Indimellem slår jeg et smut forbi Kris Kristofferson, Chelsea Ligth Moving og Uncle Acid & The Deadbeats.