Pinkunoizu: ’The Drop’. Et rids

Fire ud af fem i Mojo. Otte ud af ti i Uncut. Pinkunoizus nye plade ’The Drop’ er om sig. Og det er bare to anmeldelser fra musikmagasiner, der udkommer world-wide. Hvad mere er der at sige? Ikke meget og så alligevel! Pinkunoizu fik forrygende omtale af deres koncert på Glastonbury Festivalen i år. Kvartettens Roskilde-show ville jeg gerne have hørt, men der kom noget i vejen.

På ’The Drop’ har gruppen afskrællet dele af den blanding af psych, folk og verdensmusik som debuten ’Free Time’, blev rost for. Det er sket uden at give køb på nogle af de eksperimenterende og til tider vanvittige idéer, der om noget er Pinkunoizus særkende. Albummet virker mere homogent og det klæder det. Når jeg læser anmeldelser, bider jeg ikke mærke i det, man lidt altmodisch kunne kalde teknisk formåen og hvad de enkelte kritikere konkluderer deraf. For mig drejer det sig om stemninger og i endnu højere grad om musikalske referencer. Sådan orienterer jeg mig. I Pinkunoizus tilfælde er sidstnævnte vanskelige at finde, selvom et nummer som ’Moped’, har lidt af det samme som svenske Goat har gang i:

Ellers er det meste af det nye materiale stadigvæk bygget op omkring repetitive, krautrock-lignende rundgange. Andre steder lyder Pinkunoizu som et no wave-orkester, der spiller surf, for i næste track at slå over i noget der minder om et filmtema, for slet ikke at tale om, når bandet prøver kræfter med mørk synthpop og mere stilren psych. Men hvor blev verdensmusikken af, er der måske nogle fanatikere, der vil indvende? Bare rolig, den ligger der, som en understrøm af tilbagevendende lyde og figurer.

’The Drop’ udkommer i dag. Senere på året tager Pinkunoizu på tour med Full Time Hobby-kollegaerne Tunng. Det bliver også til et job med verdensnavnet Deerhunter. Som et kuriosum, skal jeg lige nævne, at  albummet er mixet sammen med lydtekniker Mads Brinch, der også har en hånd eller mere med i Silver 6, som Mod Strømmen får på besøg på torsdag.