Fire ud af fem i Mojo. Otte ud af
ti i Uncut. Pinkunoizus nye plade ’The Drop’ er om sig. Og det er bare to anmeldelser
fra musikmagasiner, der udkommer world-wide. Hvad mere er der at sige? Ikke meget
og så alligevel! Pinkunoizu fik forrygende omtale af deres koncert på
Glastonbury Festivalen i år. Kvartettens Roskilde-show ville jeg gerne have
hørt, men der kom noget i vejen.
På ’The Drop’ har gruppen afskrællet
dele af den blanding af psych, folk og verdensmusik som debuten ’Free Time’,
blev rost for. Det er sket uden at give køb på nogle af de eksperimenterende og
til tider vanvittige idéer, der om noget er Pinkunoizus særkende. Albummet virker
mere homogent og det klæder det. Når jeg læser anmeldelser, bider jeg ikke mærke i det, man lidt altmodisch kunne kalde teknisk formåen og hvad de enkelte kritikere konkluderer deraf. For mig drejer det sig om stemninger og i endnu højere grad om
musikalske referencer. Sådan orienterer jeg mig. I Pinkunoizus tilfælde
er sidstnævnte vanskelige at finde, selvom et nummer som ’Moped’, har lidt af
det samme som svenske Goat har gang i:
Ellers er det meste af det nye
materiale stadigvæk bygget op omkring repetitive, krautrock-lignende rundgange.
Andre steder lyder Pinkunoizu som et no wave-orkester, der spiller surf, for i
næste track at slå over i noget der minder om et filmtema, for slet ikke at
tale om, når bandet prøver kræfter med mørk synthpop og mere stilren psych. Men
hvor blev verdensmusikken af, er der måske nogle fanatikere, der vil indvende?
Bare rolig, den ligger der, som en understrøm af tilbagevendende lyde og figurer.
’The Drop’ udkommer i dag. Senere
på året tager Pinkunoizu på tour med Full Time Hobby-kollegaerne Tunng. Det
bliver også til et job med verdensnavnet Deerhunter. Som et kuriosum, skal jeg
lige nævne, at albummet er mixet sammen
med lydtekniker Mads Brinch, der også har en hånd eller mere med i Silver 6,
som Mod Strømmen får på besøg på torsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar