”- Wauw, sagde jeg til maleren. Prøv at se hvor mange der efterhånden
er. De siger det er et af verdens største karnevaler. Og dét i lillebitte,
kolde København, mand! Når det kan ske, så kan alt sgu da lade sig gøre her i
verden.
Tanken frydede mig, og den
blandende sig med snapsen og smagen af malerens varme søde kaffe. Det hele
nærmest smilede i min krop da jeg fortsatte:
- Kan du ikke se det,
Aleksander? En stor fest. Det er jo hippiernes drøm, det her. Det er bare først
nu den bliver til virkelighed. De såede frøene for os i 60’erne og 70’erne,
frøene til fred, fest og farver, men så gik alt sammen op i politik og polemik
og hele dét egotrip dér. Derfor er det først vores generation der høster
frugterne. Nu er den der sgu. Kan du ikke se det? Det hele er ved at blive en
stor fest, et kæmpemæssigt, varmt fællesskab.
(…)
- Hvad fanden snakker du om, mand? vrængede maleren. - Prøv at høre dig
selv. Du er da langt ude. Det dér er sgu da totalt forlorent. Han rynkede sin
lille, hvide næse mod gaden og fiskede en Craven A op af en rød pakke.
- Nae, joe, lidt forlorent, sådan æstetisk set. Det kan du måske godt
have ret i. Men du er jo også kunstner. Selvfølgelig er det jo sådan lidt
folkeligt, det her. Men karnevalet er da et smukt bevis på at selvom samfundet
er pilråddent, er menneskene ikke ødelagte indeni. De er fundamentalt gode. Og
hvis de bare får plads til det, så er de glade og holder fest med hinanden”
-----
”Når jeg kiggede ned ad
Strøget, syntes det mig at folk sejlede eller svævende rundt. De bevægede sig i
alle retninger på én gang. Og det foregik i slowmotion. Det var ikke kun mig
der var træt. Gaden emmede af at ingen gad noget mere. Som om det ikke bare var
dagens karneval der for længst var ovre, men mange årtiers fest der fes ud i
intet. Fordampede op mod himlen i netop dette øjeblik og efterlod os hernede på
fliserne drænede for al energi. Gad vide om nogen som helst gad en forpulet
skid nogensinde mere.
Så stablede vi os alligevel på
benene og vaklede ned mod Amagertorv hvor der virkede som om der stadig var
bare lidt gang i den. Der var i hvert fald en del mennesker.
- FISØØØØØØØ! råbte en et eller andet sted i mængden.
- FISØØØØØØØ! svarede en anden.”
-----
"Først trak Tommy mig op ad
Strøget. Jeg vidste ikke hvad der skete nu, men der fløj flasker gennem luften,
og de eksploderede mod fliserne overalt omkring os. Som en bomberegn. Hvor
fanden kom alle de flasker nu fra? Hvem kastede dem? Og hvorfor. Det regnede
med dem, og glasset knasede under skoene.
Til venstre ad Ny Østergade.
Et udstillingsvindue i en smykkebutik var smadret, og en eller anden kravlede
rundt mellem glasskårene i vinduet og skrabede smykker samme som han rakte ud
til en folk foran butikken, mens en klokke kimede.
Tommy trak mig til venstre ad
Gothersgade langs Kongens Have. Her var ikke mange mennesker så vidt jeg kunne
fornemme. En politibil fór forbi i rasende fart uden sirene. Jeg hørte
motorbrølet og så de blå blink”
- tre brudstykker fra Morten
Seiferts oplagte og yderst træffende fortælling, ’Fat det dog! Festen er forbi
(1986)’, fra novellesamlingen, ’Gud er det dig der spiller sax?’, som udkom på
det lille forlag Herreværelset i maj.
Jeg har gennem en stykke tid haft
lyst til at give, ’Gud er det dig der spiller sax?, en anbefaling eller fem. Ganske
enkelt, fordi det er noget af den bedste og mest velturnerede nyere danske
litteratur, jeg har læst længe. Jeg har bare ikke været klar over, hvordan jeg skulle gribe det an. Det kom nu helt af sig selv. Bogen rummer tolv noveller, der strækker
sig fra 1977 til nu og på den ene eller anden måde har mænd, musik og København
i fokus. Den handler om punkjazz- og funkorkestre, sidstnævnte var der alt for
mange af i firserne. Spillejob i Jylland og billardværtshuse. Fodbold og
kærlighed.
I morgen aften, altså onsdag d.
4. september, læser Seifert op af novellesamlingen ved arrangementet ’Ord på Flisen’,
der foregår på Café Flisen, Ingerslevsgade 200, 1705 København V, kl. 20.00
Ingen kommentarer:
Send en kommentar