Det var ikke fordi vi manglede
musik til ’On The Road’-programmet. Aldrig har jeg haft så mange sange i spil.
Til gengæld har jeg ikke den fjerneste idé om, hvorfor Teenage Fanclubs
’Planets’, ikke så meget som blev overvejet. Vi præsenterede ellers både Jackie
Leven og Bert Jansch fra Skotland og talte i en speak om, at Ian Rankin har
dedikeret sin nye Rebus-krimi, ’I En Anden Mands Grav’, til Leven, der døde i 2011.
Rankins uortodokse kriminalbetjent lytter sågar til begge d’herrer undervejs i
opklaringsarbejdet.
’Planets’ stammer fra’ Songs From
Northern Britain’, som Teenage Fanclub udsendte i 1997. Lige siden har det
undret mig, at nummeret ikke kom som single. Ikke at de tre singler, som albummet
trods alt kastede af sig, ikke har høj kvalitet (’Ain't That Enough’, ’I Don't
Want Control Of You’, ’Start Again’). Det har det meste af det materiale, som The
Bellshill Beach Boys udgiver som regel. ’Planets’ har bare en-eller-anden stemning,
der sommetider giver mig kuldegysninger. Spørg mig ikke, hvorfor?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar