Seperate sider

tirsdag den 6. maj 2014

De Underjordiske i Mod Strømmen


B.S. Ingemann eller Jack Kerouac? En historisk fortælling fra Bornholm på Valdemar Atterdags tid, hvor de underjordiske hjælper to unge elskende med at få hinanden eller en halvfiktiv roman om et kærlighedsforhold til en sort kvinde? Ingen af delene. Vi skal tværtimod have fat i en børnebog fra 1981. Hvem kender ikke Ronja, Birk og røverkongen Mattis? For slet ikke at tale om rumpenisser og grusomme skovhekse? Eller Helvedesgabet for den sags skyld? Ja, vi er i Mattisskoven, hvor Birk redder Ronja fra de underjordiske, som bliver ved med at lokke og kalde på hende.

Der er også noget sjældent hypnotiserende og forførende over den fabulerende, dansksprogede rockmusik, som De Underjordiske spiller. Bandet blev dannet i København i sommeren 2012 og debuterede live ved Aarhus Psych Fest i efteråret 2013. Siden er det blevet til en del job. Senest ved Copenhagen Psych Fest, hvor de gav en forrygende koncert fredag aften.

Nu på torsdag, d. 8. maj, kommer De Underjordiske forbi Mod Strømmen. Hvad er det de finder i folketroens forestillinger om fx kærlighed, magi, varsler, rigdom og kontakt med de døde? Jeg fornemmer ligeledes en generel tendens til at beskæftige sig med naturmystik og andet der ligger udenfor vor rækkevidde? Er der noget om det? Stil ind mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte herfra.


‘Under Skyggernes Kniv’ er B-siden til De Underjordiskes debutsingle, ’Trold’, på Levitation Records. Orkestret fejrer udgivelsen sammen en række labelmates, tirsdag d. 13. maj, på Drone Bar på Nørrebrogade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar