’Nowhere Is Home To Me…’

Under den seneste Shoot-udsendelse rodede vi godt og grundigt op i bunken med sangskrivere fra De Britiske Øer. Lonere som Dan Treacy, Paddy McAloon og Julian Cope var på grammofonen. Felt, The Cleaners From Venus og Magazine blev fundet frem fra gemmerne.

I morges, da jeg var på vej på arbejde i en modbydelig modvind, slog det mig, at vi også burde have spillet Kevin Rowland & Dexy's Midnight Runners eller bare Dexys, som bandet kalder sig på comeback-pladen, ’One Day I'm Going To Soar’. Orkestrets første i 27 år og nok én af de bedste udgivelser i 2012. Et album, hvor Kevin Rowland griber fat i en række af de temaer, som, ja, altid har befolket hans sange. Den irske baggrund, barndomsminder, begær, paranoia, bedrag og en manglende evne til at falde til ro og til at elske.

Her først en nøgen udgave af den reflekterende ’Nowhere Is Home’, der rummer elementer af de fleste af de emner, som jeg lige har remset op. Derefter albumversionen: