Under den seneste
Shoot-udsendelse rodede vi godt og grundigt op i bunken med sangskrivere fra De
Britiske Øer. Lonere som Dan Treacy, Paddy
McAloon og Julian Cope var på grammofonen. Felt, The Cleaners From Venus og Magazine
blev fundet frem fra gemmerne.
I morges, da jeg var på vej på
arbejde i en modbydelig modvind, slog det mig, at vi også burde have spillet Kevin
Rowland & Dexy's Midnight Runners eller bare Dexys, som bandet kalder sig på
comeback-pladen, ’One Day I'm Going To Soar’. Orkestrets første i 27
år og nok én af de bedste udgivelser i 2012. Et album, hvor Kevin Rowland griber
fat i en række af de temaer, som, ja, altid har befolket hans sange. Den irske
baggrund, barndomsminder, begær, paranoia, bedrag og en manglende evne til at
falde til ro og til at elske.
Her først en nøgen udgave af den reflekterende
’Nowhere Is Home’, der rummer elementer af de fleste af de emner, som jeg lige
har remset op. Derefter albumversionen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar