I går morges hørte jeg afrobeat

Masser af afrobeat. Stilarten, der i mange år var synonym med Fela Kuti, og som han selv navngav i anden halvdel af tresserne, da han fandt sin lyd. Kutis afrobeat har rødder i traditionsbestemt nigeriansk og ghanesiske musik, jazz, highlife og amerikansk funk, især James Brown. Op gennem halvfjerdserne blev genren vildt populær i Afrika. Kutis kæmpe-ensemble, Africa '70, der talte mellem femten og tredive mand, satte standarden adskillige år frem og orkesterlederen blev så feteret, at det nok begyndte at stige ham til hovedet. Men det er en helt anden historie.

I dag varetager de to sønner, Femi og Seun, den fædrene arv på allerfineste vis. Uden at være magelige plagiater. For Femi har det formentlig været et naturligt skridt at tage, idet han ofte trådte til som kapelmester, da Fela stadig levede, men var i spjældet eller indisponibel af andre årsager.

Mens jeg er ved sønnerne, så er det et scoop af en anden verden, når det lille spillested Global på Nørrebro, lørdag d. 1. november, præsenterer verdensnavnet, Seun Kuti & Egypt 80. Mere om det til den tid. (nysgerrige kan læse mere her)

Lige nu er det nemlig som om, at indlægget her har taget en utilsigtet drejning. Jeg hørte afrobeat i går morges. Men det var hverken Fela, Femi eller Seun, der kickstartede mit søndagsdvaske kadaver. Nigerianske Tal National, har jeg nævnt med glød tidligere. I en omtale af pladen ’Kaani’, der udkom sidste år, kaldte jeg musikken: ’Uforudsigelig, hypnotiserende, repetitiv afro-rock’. Det står jeg selvfølgelig ved, men lad mig også nævne afrobeat. Tal National har nemlig et drive og en energi, der for mig forener dem med afrobeaten: